DIIS Comment

Antisemitismen har ikke været større siden 1945

Vi bør anskue den nye bølge af antisemitisme som et symptom på nogle generelle forhold i Europa og ikke kun som et problem, der vedrører jøder

Af Cecilie Felicia Stokholm Banke, seniorforsker

Det er ikke hvert år, den franske præsident holder tale på den internationale mindedag for ofrene for Holocaust. Men situationen er usædvanlig, når Francois Hollande 27. januar taler ved ceremonien på det franske Holocaust-museum og ved mindestedet Mémorial de la Shoah i Paris: Det sker kun få uger efter angrebet på Charlie Hebdo og gidseldramaet i et jødisk supermarked i det østlige Paris, hvor en politikvinde og fire jødiske gidsler blev dræbt.

Gidseldramaet i kosher-markedet er dog ikke første gang, jøder har været udsat for angreb i Frankrig, og antisemitisme er et emne, der allerede bliver diskuteret livligt i fransk politik og offentlighed. Siden den anden intifada i 2000 har de franske jøder i stigende grad følt sig udsat, ligesom antallet af registrerede og indrapporterede overgreb er øget. Den politiske reaktion har været en øget bevågenhed omkring hadforbrydelser generelt og antisemitisme specifikt.

Det er ikke kun i Frankrig, at jøder føler sig udsatte. Siden antisemitisme kom på den europæiske dagsorden i 2003-4, har jøder i de fleste europæiske lande – inklusive Danmark – i stigende grad givet udtryk for bekymring, især i de seneste år. Jøder føler sig i dag mere udsatte end for 10-15 år siden, og antisemitisme er, nogle vil sige stik mod alle forventninger, igen blevet et tema i Europa.

Går man imidlertid tættere på problemet, og hvad det egentlig skyldes, er det faktisk ikke helt så let at finde svar. For det første er det begrænset, hvad der findes af data og forskning på området. Jødiske organisationer og ngo’er overvåger og indberetter antisemitisme, blandt andet den amerikanske Anti-Defamation League (ADL) og det israelske Global Forum for Combating Antisemitism, som hvert andet år afholder en stor international konference, der samler repræsentanter for regeringer, ngo’er og civilsamfundet samt journalister og forskere. ADL udførte i 2014 en stor undersøgelse blandt 332.000 europæere, der viste, at i alt 24 procent – 37 procent i Frankrig, 27 procent i Tyskland og 20 procent i Italien – gav udtryk for en eller anden form for anti-jødiske holdninger. Tilsvarende siger de jødiske organisationer, der i Frankrig registrerer og indrapporterer antisemitiske hændelser, at antallet er syvdoblet i forhold til 1990’erne.

Også blandt internationale organisationer har antisemitisme ført til en række rapporter og undersøgelser. Det Europæiske Menneskerettighedsagentur, FRA, udgav i 2013 rapporten FRA survey of Jewish people’s experiences and perceptions of discrimination and hate crime in European Union Member States baseret på data indsamlet blandt knap 6.000 jøder i otte europæiske lande – Belgien, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Italien, Letland, Sverige og Storbritannien. 66 procent af de adspurgte mente, at antisemitismen var øget, mens 76 procent mente, at det var sket inden for de sidste fem år, altså i perioden 2007-2012. Også OSCEs kontor for menneskerettigheder og demokrati, ODIHR, udgiver hvert år en rapport om hadforbrydelser i OSCE-regionen, herunder også antisemitisme, hvor medlemsstater, ngo’er og internationale organisationer bidrager med information. Dertil kommer den almene nyhedsdækning, som følger ganske godt med, og hvor nyheder om antisemitiske angreb og hændelser løbende beskrives og rapporteres.

Forskning i den aktuelle antisemitisme, hvad den skyldes, hvor den findes, og hvordan den er knyttet til henholdsvis den historiske antisemitisme, til mellemøstkonflikten og til anti-zionismen er derimod mere beskeden. For hvor meget hænger det gamle europæiske jødehad sammen med de uoverensstemmelser, der er i dag omkring konflikten mellem Israel og Palæstina? Og er kritik af Israel det samme som antisemitisme? Hvor går grænsen? Netop disse forhold er der et grundlæggende behov for at få en større klarhed omkring, og derfor rejser medierne spørgsmålene efter hver gang, jøder bliver angrebet - i Paris i 2015, i Bruxelles i 2014 og i Toulouse i 2012: Hvad skyldes denne nye bølge af antisemitisme? Hvor kommer den fra? Hvem begår disse overgreb? Og hvorfor?

De fire grundlæggende spørgsmål rejser en serie nye spørgsmål, som er vigtige at få besvaret. Ikke mindst, hvis man som den franske præsident og andre regeringsledere fortsat skal kunne sørge for europæiske jøders sikkerhed. For hvordan kommer man problemet med de øgede antal fysiske og verbale overgreb på jøder til livs? Hvordan sørger man for, at jøder igen kan føle sig sikre, ikke blot i Frankrig, men i Europa generelt?

Svaret på spørgsmålene om den øgede antisemitisme i Europa kræver derfor en mere dybdegående social analyse. En analyse, der også ser på, hvad religiøst tilhørsforhold betyder for den enkelte, og på hvordan denne form for tilhørsforhold hænger sammen med politiske uenigheder omkring en konflikt, der ligger uden for Europa, men som har en effekt på befolkningen i flere europæiske samfund. Der er behov for en kortlægning af de miljøer, hvor negative holdninger overfor jøder eksisterer, og af hvordan antisemitismen hænger sammen med både islamisme, højreradikalisme og venstreekstremisme, som en rapport fra den franske tænketank Fondapol for nylig konkluderede, L’antisémitisme dans l’opinion publique. Nouveaux éclairages.

Den franske sociolog Michel Wieviorka mener for eksempel, at situationen i Frankrig ikke er så ligetil, at den kan forklares med et specifikt had til jøder. Tværtimod kommer det i høj grad an på, hvad man definerer som antisemitisme. Wieviorka stod bag en større undersøgelse af antisemitisme i Frankrig, La Tentation antisémite - Haine des juifs dans la France d'aujourd'hui, der udkom i 2005. En af konklusionerne var, at antisemitisme som fænomen ikke kan undersøges så umiddelbart og entydigt, og at det måske endda er et forkert begreb at anvende for de aktuelle problemer, da det relaterer sig til en bestemt historisk situation.

Samtidig er der behov for en evaluering af den måde, politikerne hidtil har reageret på i forhold til antisemitismen, med store internationale events som den OSCE-konference, der fandt sted sidste år i Berlin, og som var en opfølgning på en tilsvarende event samme sted i 2004. De deltagende stater kunne allerede dengang blive enige om at se den nye bølge af antisemitisme som en trussel mod stabiliteten og sikkerheden i OSCE-regionen. Eller som med den fælles erklæring, mere end 40 stats- og regeringsledere tilsluttede sig i Stockholm januar , som forpligter stater til at fastholde mindet om Holocaust blandt andet som en modvægt til antisemitisme. Om det, man har gjort hidtil – undervisning i Holocaust og bekæmpelse af Holocaust-benægtelse - stadig er den rigtige løsning. Eller om problemet skal flyttes ud af sit hidtidige politiske rum og blive del af en mere generel analyse af de religiøse, nationale, etniske og sociale spændinger, der eksisterer i Europa, og som skaber usikkerhed og splid blandt udvalgte grupper i flere europæiske samfund. Med andre ord: om antisemitisme skal anskues som et symptom på nogle mere generelle forhold i samfundet og ikke kun som et problem, der vedrører jøder.

Regioner
Danmark

DIIS Eksperter

Cecilie Felicia Stokholm Banke
Udenrigspolitik og diplomati
Enhedsleder, seniorforsker
+45 3269 8938
Antisemitismen har ikke været større siden 1945