Udviklingsbistandens resultater - hurtige eller holdbare?

• bør gøre sig det klart og politisk handle efter, at udviklingsbistand ikke drejer sig om f.eks. skoler, men om veluddannede, selvstændige elever.
• Danske politikere bør give ambassader og bistandsmissioner plads og kapacitet til at støtte udviklingsprocesserne fleksibelt.
• Dansk udviklingsbistand bør ikke detailstyres og -kontrolleres, men understøtte modtagerlandenes egne politiske prioriteringer.

Resultater og mål gennem styring og kontrol er blevet et mantra i den danske udviklingsbistand inden for de sidste årtier. Igennem resultatmåling og kontrol ønsker danske politikere at højne bistandens effektivitet ved at vurdere, hvor man får mest for pengene.

Ambitionen om resultater af bistanden er ikke i sig selv problematisk; det er oplagt, at bistanden skal skabe forbedringer. Problemet er, at man med det stærke fokus på målbare resultater mister blikket for det overordnede mål om udvikling. Man ender med et teknokratisk projekt, der begrænser udviklingsbistandens muligheder for at have positiv virkning for verdens fattige. Desuden sætter kravene om målbare resultater modtagerlandene under pres for at skulle levere valuta for pengene, ligegyldigt hvor vanskelige omstændighederne måtte være.

I stedet for at fokusere på hurtige målbare resultater er det væsentligt at anerkende, at vigtige resultater kan være kvalitative (ikke-målbare), processuelle og kontekstafhængige, og dermed ikke nødvendigvis sammenlignelige på tværs af lande og situationer.

Kritikken af den resultatorienterede udviklingsbistand kan samles i tre centrale punkter:
 

• Resultatstyring flytter fokus mod hurtige og nemt målbare resultater og negligerer dermed både de ikke-målbare forhold og den langsigtede indsats.
  
• Kravet om resultater reducerer fleksibiliteten i udviklingsarbejdet, tager ansvaret for at skabe egentlig udvikling ud af hænderne på de personer, der har bedst mulighed for at sikre en effektiv bistand, og fører til anvendelse af sparsomme menneskelige ressourcer på afrapportering og administrativt arbejde.
  
• Resultatstyring og fokus på umiddelbare resultater griber ind i den politiske proces i modtagerlandene og påvirker deres kontrol med udviklingen negativt.

Lad os se nærmere på de tre kritikpunkter:
 
Resultatstyring flytter fokus mod hurtige og nemt målbare resultater og væk fra den langsigtede indsats
En høj grad af målbarhed er i konflikt med udviklingsbistandens vilkår, der medfører, at man ikke nødvendigvis kan se målbare resultater på den korte bane, eller at de resultater, som bistanden skaber, ikke nødvendigvis kan kvantificeres i en sådan grad, at de kan sættes ind i en tabel eller et diagram. Hurtigt målbare resultater vil i nogle sammenhænge være oplagte, f.eks. hvis indsatsen har til formål at styrke et lands infrastruktur gennem konstruktionen af veje. Problemet opstår, når de hurtige resultater prioriteres på bekostning af en langsigtet indsats på områder, hvor der ikke nødvendigvis vil være resultater på kort sigt.

Et eksempel er det store fokus, som FN's 2015-mål har på at få børn i skole. Det har givet anledning til meget skolebyggeri i stedet for satsning på at dække mere langsigtede behov for eksempelvis at få uddannet kompetente lærere eller at støtte uddannelsesreformer, der sikrer, at den undervisning, børnene modtager, er tidssvarende.

Kravet om resultater reducerer fleksibiliteten i udviklingsarbejdet og fører til en uhensigtsmæssig anvendelse af medarbejdere og specialister
Et overdrevent politisk fokus på resultater fører til central kontrol med udviklingsaktiviteterne og det udsendte personale på ambassader og bistandsmissioner. Kravet om opfyldelse af forudbestemte målsætninger sender et signal om, at det er betænkeligt at tage chancer og være risikovillig i udviklingsarbejdet. For at være på den sikre side stræber man efter at udvikle et system, som gør at man kan resultatmåle udviklingsprojekter og programmer på tværs af forskellige lande og derved identificere den sikre succes, som så kan overføres til andre sammenhænge. Snarere end at koncentrere sig om at skabe udvikling og finde de rigtige initiativer at give bistand til, tvinges de folk, der befinder sig i felten, til at bruge sparsomme menneskelige ressourcer på administrativt arbejde, der har til formål at tilgodese politikernes behov for kortsigtede resultater.

I modsætning til en sådan tilgang står læring, risikovillighed og fleksibilitet, hvor man holder igen med kontrol og styring og giver ansvaret til de personer, der befinder sig i den konkrete virkelighed – dér, hvor bistanden rent faktisk skal give resultater. Fleksibiliteten er med til at muliggøre, at ambassader og lokale kontorer kan handle i forhold til den virkelighed, de står i og tage stilling til, hvor bistandspengene skal sættes ind. Hvis der således viser sig en mulighed for at indvirke positivt på et lands udvikling ved at tilbyde bistand, kan man uden de store bureaukratiske manøvrer rykke pengene rundt og slå til. Fleksibilitet handler altså i høj grad også om at acceptere den forskellighed, der er i forskellige sammenhænge, og som gør, at et succesfuldt initiativ i en given sammenhæng ikke nødvendigvis vil have samme effekt et andet sted.

Fokusset på resultater griber ind i den politiske proces i modtagerlandene og påvirker disse landes kontrol med udviklingen negativt
Det politiske krav om hurtige og målbare resultater får i alt for høj grad modtagerlandene til at fokusere på disse for at sikre fortsat økonomisk støtte. Udvikling bliver altså en proces, hvor modtagerlandene i løbet af måneder eller få år skal til eksamen i leveringen af målbare resultater. Hvis modtagerlandene er for orienterede mod danske og andre donorlandes mål, vil den selvstændige udvikling og modtagerlandenes egne politiske projekter blive tilsidesat. Hvis modtagerlandenes ejerskab til udviklingsindsatsen skal være reelt, bør man lade den langsigtede udviklingsproces være i centrum og give landene mulighed for at handle selvstændigt i forhold til egne politiske prioriteringer også i situationer, hvor der kan opstå ressourcespild og uhensigtsmæssig udvikling. I modsat fald er man med til at underminere den målsætning, at modtagerlandene skal tage selvstændigt ansvar for processerne.