Europa og Nordamerika

Sydøstasien har igen udviklet sig til en geopolitisk slagmark, og mens kineserne i det sidste årti har styrket sine interesser i regionen, har amerikanerne mistet indflydelse. Men de sydøstasiatiske lande ser gerne et mere aktivt og synligt USA i regionen for at balancere relationen til Kina. Om USA kan levere er mere usikkert.

ASEAN-landene lægger ikke skjul på, at de gerne ser et mere aktivt og synligt USA i Sydøstasien. Et stærkt samarbejde med USA på det sikkerhedsmæssige- og økonomiske område er for ASEAN-landene en forudsætning for, at de kan balancere relationen til Kina.

Den aktuelle situation minder på mange måder om den, Europa befandt sig i omkring Den Kolde Krigs afslutning.

Vietnam og USA er de sidste årtier rykket tættere sammen om et kritisk syn på Kina. Samtidig er Vietnam stærkt afhængigt af russisk våbenimport. Vietnam befinder sig, med andre ord, i lidt af en udenrigspolitisk balanceakt.

I en aktuel situation af så stor usikkerhed – efter en epidemi og med krig ved EU’s grænser – kan det meget vel være også trygheden ved det kendte tilsat hele tyngden af præsidentembedet, der bidrager til, at Macrons fortælling vinder stort i april. Fra Macron Den Revolutionære i 2017 til Macron Beskytteren i 2022.

De nordiske lande ser mere ens på Rusland i dag end i årtier. Det gør det nemmere at blive enige om blandt andet operationelt samarbejde i Østersøregionen.

De politiske aftaler, der nu smedes i skyggen af ukrainernes overlevelseskamp, vil forme Europa i generationer. EU’s grundlæggende funktionsmåde og selvforståelse er under forandring.

Franskmændene har længe ventet på en klar udmelding om, hvorvidt Macron genopstiller som præsident, men med krigen i Ukraine ser det ud til, at det bliver en valgkamp uden kampagne. Det skriver Kirsten Biering.

Macron har mere end de fleste af sine forgængere set behovet for at modernisere det fransk-afrikanske forhold og få gjort helt op med Françafrique-politikken, den gamle franske vane med at ville blande sig i alle dele af de tidligere kolonier. Topmødet mellem EU og AU, der løber af stablen lige nu, er en bekvem lejlighed til at markere et fransk kursskifte overfor Afrika og særligt Sahel-regionen.

Med Ruslands invasion af Ukraine ligner Nord Stream 2, gasledningen der løber fra Rusland til Tyskland, et stendødt projekt. Nord Stream 2 har været en kile i forholdet mellem blandt andre Danmark og USA på den ene side og Tyskland på den anden. På den baggrund er det en sejr for Vestens sammenhold mod Rusland, at Tyskland tirsdag satte den planlagte åbning af Nord Stream 2 på pause. Spørgsmålet er, om Tyskland – og dermed store dele af Europa - for alvor er klar til at gøre sig uafhængig af russisk gas.

I årevis har Nord Stream 2 symboliseret den kile, som Rusland har forsøgt at hamre ind i det europæiske og transatlantiske samarbejde. Nu ser også de tøvende tyskere energipolitik som sikkerhedspolitik. Uafhængighed af russisk gas er et radikalt og tidskrævende projekt, og faren lige nu er, at vi ikke har fantasi og tid til at forestille os en grøn omstilling uden russisk gas.

USA har en præsident, der i halvdelen af sin kongres betragtes som illegitim kupmager, et republikansk parti, der i 2024 lover ’demokratisk revolte’ og et vælgerflertal, der angiver opløsning, vold eller omgang af konstitutionen som foretrukken udgang. Det har udløst akut løsrivelsesfeber i delstater. Den danske regerings ønsker om udenrigspolitisk at knytte Danmark endnu stærkere til USA hviler på et temmelig ustabilt grundlag.

Frankrigs præsident Macron vil både være EU-formand og kandidat til præsidentvalget i Frankrig. Hensigten er naturligvis, at Europa skal udgøre en rygrad i valgkampagnen som i 2017. Men spørgsmålet er, om det er en god idé, skriver Kirsten Malling Biering, tidligere ambassadør i Frankrig.

Italiens præsident Mattarella fortsætter, fordi han ikke er nogens præsident. Valgprocessen åbenbarer både præsidentembedet særlige position klemt inde mellem det ceremonielle og det politiske, men de politiske egeninteresser ligger lige under den polerede overflade. Og den evigt lurende afgrund i italiensk politik.