I klimaets navn

Skal byrderne fordeles ligeligt?

Du kommer for sent til en middagsaftale på en restaurant. Maden er spist, vinen drukket, desserten er væk. Kun kaffen er tilbage. Og regningen, forstås - som de andre foreslår, at I deler ligeligt. Men er det rimeligt, at du skal betale lige så meget som dem, der fik tre retter mad og rigeligt med vin, mens du selv kun fik en enkelt småkage til kaffen?

Det er det regnskab, ulandene præsenteres for, hvis man på topmødet i København bliver enige om, at udledningsmængden skal fordeles ligeligt per indbygger, uafhængigt af nationalitet, skriver Kira Vrist Rønn i dette nummer af Den Ny Verden.

I artiklen diskuterer hun de etiske aspekter af fire forskellige fordelingsprincipper, som er fremme i debatten: Forureneren betaler, en ligelig per capita-fordeling, et garanteret minimum og mulighedsprincippet.

Klimamærkning kan skade ulandene

Vi vil vide, hvor meget forskellige varer belaster klimaet. En række lande er på vej med klimamærkningstiltag, og EU-kommissionen arbejder på en frivillig standard. Men ingen er enige om, hvordan man måler klimabelastningen.

”Intuitivt tror forbrugerne, at det er bedre at købe broccoli fra den lokale gartner end fra et fjernt land. Men sådan er det ikke altid. Det afhænger af det totale regnskab for et produkts klimabelastning”, siger Simon Bolwig i artiklen om standarder og certificeringsordninger. Hvor stor en vares CO2 belastning er, afhænger af alle CO2 udslip i produktets livscyklus, ”fra vugge til grav”. Men det afhænger i allerhøjeste grad også af, hvordan man beregner klimabelastningen - eller rettere, hvad man bliver enige om at medtage i beregningen. "Og det er krævende at beregne et produkts klimabelastning. Det kræver eksperter og mange data, og begge dele er dyrt, ikke mindst for ulandene”, siger Simon Bolwig.

Disse og en række andre komplekse udviklingspolitiske udfordringer - og muligheder! - behandles i det seneste nummer af Den Ny Verden - Tidsskrift for internationale studier, som udkommer den 16. november.