Bogen, der ændrede migrationsforskningen

Mød forfatterne til bogen og deltag i diskussionen

I 1994 udkom pionerværket ’Nations Unbound: Transnational Projects, Postcolonial Dilemmas and the Deterritorialized Nation State’. I bogen fremlagde de tre forfattere - Linda Basch, Nina Glick Schiller og Christina Szanton Blanc – et nyt transnationalt migrationsforskningsparadigme. Det transnationale perspektiv på migration understregede, at internationale migranter på den ene side er oppe imod ulighed, magtstrukturer og diskrimination, men at deres liv på tværs af grænser på den anden side er med til at skabe familiemæssige, økonomiske, politiske og sociale netværk. Migranter er ikke nødvendigvis integrationsfjendtlige, fordi de fastholder forbindelser til deres hjemlande. Mange menneskers liv i udviklingslandene er snævert forbundet med liv levet af andre familiemedlemmer rundt omkring i verden.  Den transnationale migrationsforståelse udfordrede traditionelle forestillinger om migration, nationalisme, statsborgerskab, køn og klasse og fik en banebrydende betydning for senere udviklinger i vores migrationsforståelse.

Meget er sket siden bogens udgivelse. Det transnationale forskningsfelt er blevet tværfagligt og indbefatter ikke bare migranter. Større internationale organisationer som Verdensbanken er begyndt at fremhæve migranter som udviklingshelte, og adskillige tiltag for at inddrage migranter i udviklingsprojekter i hjemlandene har set dags lys.

Vi fejrer 20-årsdagen for bogens udgivelse med et seminar, der sætter fokus på nytten af en transnational migrationsforståelse. Hvad holder stadig? Hvilke korrektioner er der sket de forløbne år? Hvad har vi stadig brug for at forstå bedre, ikke mindst i lyset af aktuelle stramninger i migrations og grænsepolitik? Hvordan udfordrer nye former for udstødelse og begrænsninger i retten til at bosætte sig den transnationale forståelse? Og hvilke nye migrationsformer byder det 21. århundrede på?

Under seminaret vil to af bogens oprindelige forfattere tale om tilblivelsen af bogen og udviklingen af det transnationale perspektiv. Tre kommentatorer vil fortælle om, hvordan bogen påvirkede deres forskning og på hvilken måde, de selv har bidraget til diskussionerne om transnationalism.

Seminaret afholdes fredag den 24. oktober, 14-17

DIIS Eksperter

Ninna Nyberg Sørensen
Migration og global orden
Seniorforsker
+45 3269 8961