Fredsaftale i Mali efterlader mange åbne sår
En af de vigtigste aktører manglede, da regeringen og bevæbnede grupper i Mali underskrev en fredsaftale i landets hovedstad, Bamako, 15. maj. Coalition of the Movements of Azawad (CMA) ville ikke skrive under, fordi gruppen kræver større autonomi og anerkendelse af Azawad-området i det nordlige Mali end det, der står i aftaleteksten.
CMA består af bevæbnede og civile grupper bestående af tuareger og araber, der har spillet en nøglerolle i de seneste tre års oprør i Azawad. Derfor risikerer fredsaftalen af smuldre, når koalitionens underskrift mangler, skriver Lotte Pelckmans i en analyse i Politiken.
Desuden efterlader fredsaftalen flere åbne sår:
- Aftalens kapitel om bekæmpelse af terror og grænseoverskridende kriminalitet er ekstremt kort og overfladisk og er en kæmpe undervurdering af disse gruppers centrale betydning for hele krisen i Mali.
- Malis otte regioner bliver lovet mere selvstyre. Regionale forsamlinger med folkevalgtepræsidenter får beføjelser til at forvalte udviklingshjælp og inddrivelse af skatter og kan oprette regionale politistyrker. Men de mange tiltag vil forstærke Malis afhængighed af investeringer og bistand fra udlandet.
- Den fredsbevarende FN-styrke Minusma, ledet af den danske generalmajor Michael Anker Lollesgaard, er udset til at spille en vigtig rolle i overvågningen af fredsaftalen på trods af spændinger med regeringen og udbredt skepsis mod styrken i befolkningen.
Den skrøbelige fred i Mali holder kun, hvis den efterfølgende proces foregår i en åben dialog med alle fraktioner konflikten, og hvis Malis indbyggere oplever reelle forandringer, skriver Lotte Pelckmans.