Kvinderne, der drukner i Middelhavet

Kvinder har større risiko for at drukne i Middelhavet på vej til Europa end mænd. I enartikel i Information skriver forsker ved DIIS, Sine Plambech, om forskning i døden på grænsen. Den viser entydigt, at selv om langt færre kvinder end mænd globalt set begiver sig ud på farefulde migrationsruter, så har de større risiko for at dø undervejs – særligt på havet.

Hvorfor et kvindeperspektiv på tragedierne i Middelhavet? Det er naturligvis ikke mere tragisk, at en kvinde drukner, end at en mand gør det. Men et kønsperspektiv giver en central og detaljeret måde at belyse relationen mellem migranters død og restriktiv grænsekontrol på. I modsætning til de mennesker, der dør i ørkenen på vej gennem Mexico, hvor flere afdøde bliver identificeret, ved vi kun lidt om de druknedes identitet. Havet udvisker næsten alle spor. Men forskningen i grænsedød optæller de døde, identificerer køn og indsamler informationer om de druknedes levede liv og baggrund. Det er vigtigt at insistere på at fortælle om, hvordan og hvorfor lige præcis dette menneske druknede. Forskning i grænsedød, og her specifikt kvinders grænsedød, er en måde at komme væk fra kun at tælle anonyme druknede kroppe. Et mere detaljeret billede af, hvem der dør og hvorfor, er nødvendigt, hvis døden ikke skal normaliseres, og de døde ikke forsvinde anonymt i havet.

Det er på sin vis en upassende viden: En forskning i tragedier, som er forudsigelige og unødvendige – en forskning, som slet ikke burde være nødvendig. Forudsigelige, fordi restriktiv grænsekontrol ikke stopper flygtninge og migranter – for grænsekontrol fjerner ikke behovet for at rejse. Restriktiv grænsekontrol gør i stedet flygtninge og migranters rute længere og farligere. Faktum er derfor, at kæntringerne i Middelhavet fortsætter.