Atom-aftalen med Iran er Obamas store succes

Daniel Brumberg er professor ved Georgetown University og rådgiver ved United States Institute of Peace.

Det var først, da der i 2014 for alvor blev udsigt til, at en aftale mellem USA og Iran kunne indgås, at dens modstanderne begyndte at gå i panik.

De hårdnakkede politiske angreb på Obama og hans regering i Det Hvide Hus blev først og fremmest ansporet af modstandernes ubehag ved tanken om at blive afsløret, når spillet var ude: Alles egentlige holdninger til en løsning angående det iranske atomprogram ville komme for en dag – eller i det mindste delvist blive afsløret.

Spørgsmålet for Obamas kritikere blev nu, hvordan de kunne få det til at fremstå, som om de havde reelle hensigter, uden at det tog sig ud, som om de havde været fortalere for noget, de fleste amerikanere er modstandere af, nemlig at gå i krig mod Iran.

Det var langtfra en smal sag at afvise selve tanken om et kompromis samtidig med at få det til at se ud, som om man blot pressede på for at få en ’bedre aftale’ igennem (en, som både USA og Iran kunne leve med). En af de mest kringlede udfordringer for ’nejlejren’ var altså at få denne udgave af cirklens kvadratur til at gå op.

For at give deres forsøg et skær af troværdighed prøvede modstanderne af aftalen at lægge et røgslør over fortiden og sløre den centrale rolle, George W. Bushs regering havde spillet for udviklingen af Irans atompolitik – en rolle, der blev spillet så klodset, at det efterlod Bushs efterfølger, Barack Obama, meget lidt diplomatisk råderum.

Det vigtigste dilemma, Bush blev stillet over for, dengang han trådte ind i Det Hvide Hus – sådan som det i årevis havde været for hans forgængere i præsidentembedet – var at afklare, hvad der skulle være endemålet for USA’s politik over for Iran: Skulle regeringen i Washington satse på at få ændret regimet eller på et kompromis med regeringen i Teheran, hvilket sandsynligvis også indebar, at man gav en vis grad af legitimitet til Irans eksisterende politiske system?

I kølvandet på USA’s invasion af Irak i 2003 lød der fra Bushs embedsfolk udtalelser, der antydede, at Iran meget vel kunne være det næste land på listen over lande, hvor USA ville have et nyt regime. På grundlag af den slags helt fejlagtige antagelser forberedte Irans ledere og landets sikkerhedsapparat sig på en mere intens konflikt med USA.

Det iranske politiske system blev studeret flittigt – og så godt som altid misforstået af USA – og blev nu gjort til et såkaldt ’sikkerhedsspørgsmål’, alt imens den kolde krig mellem USA og Iran tog til i styrke.

Selv om der både kan gives lokale, regionale og globale forklaringer, skyldtes den voksende indflydelse, som en ny generation af ledere af Irans revolutionsgarde fik, i høj grad, at Irans regering opfattede enhver reform af deres system som noget i retning af en amerikansk dikteret ’fløjlsrevolution’, som havde til hensigt at tilintetgøre den islamiske republik.

Da Iran blev stemplet som et af medlemmerne af ’ondskabens akse’, bød de iranske høge præsident Bushs politik om ’os imod dem’ velkommen. Den kunne nemlig retfærdiggøre deres eget formørkede verdenssyn, hvorimod reformtilhængere som Mohammad Khatami følte sig fuldkommen ladt i stikken.

Både valget af Ahmadinejad som Irans præsident i 2005 og hans stærkt omdiskuterede genvalg i 2009 var tegn på, hvor fast besluttede de iranske høge var på at ødelægge det, de antog for at være en amerikansk konspiration.

Det mindre sjove var, at USA aldrig nogensinde havde haft sådan en skummel plan. Bush havde heller ingen plan for, hvad der skulle ske i Irak efter invasionen, og endnu mindre overblik havde han over, hvordan han skulle orientere sig diplomatisk og militært i regionen som helhed.

De utilsigtede konsekvenser af Washingtons fejltagelser i Irak blev udvidet til også at omfatte Irans atomprogram.

Det grundlæggende strategiske spørgsmål lød: Skulle USA acceptere en eller anden form for berigelse af uran på iransk grund og forhandle ud fra dette udgangspunkt, eller skulle USA insistere på ’nulberigelse’?

Det første scenarie forudsatte forhandlinger om vilkårene for iransk berigelse og dens omfang, mens det andet indebar en mere aggressiv strategi. Man kunne gennemføre et militært angreb og måske endda en invasion, eller man kunne tvinge et nyt styre igennem for at få ødelagt Irans program for atomberigelse.

Da Bush i Det Hvide Hus ikke ville vælge den ene strategi frem for den anden, tyede han til en meget tvetydig sanktionspolitik, der havde et overmål af taktik, men et underskud på strategisk sammenhæng.

Med støtte fra FN’s Sikkerhedsråd fik Bush i midten af 00’erne international opbakning til endnu mere omfattende sanktioner. Der manglede dog en klar formulering af, hvilket strategisk formål der lå til grund for sanktionerne.

Var det for at øge Teherans omkostninger ved ikke at makke ret og dermed tvinge dem til forhandlingsbordet for at få en aftale igennem? I så fald var formålet med sanktionerne at få dem fjernet eller reduceret, hvis man nåede et kompromis. Eller skulle sanktionerne svække Iran økonomisk, militært og politisk? I så fald var sanktionernes eksistensberettigelse at hjælpe USA med at gøre scenen klar til et militært angreb eller ad politisk vej at få skiftet styret ud.

Ingen af de lande, der stemte for Sikkerhedsrådets resolutioner – heller ikke USA – var indstillet på at fortælle åbenlyst, om de ville modsætte sig eller acceptere iransk berigelse som grundlag for en permanent aftale, hvilket tydeligt fremgår af de særdeles vage formuleringer i selve resolutionerne.

Tvetydigheder af den art var en forudsætning for at opnå illusorisk international ’konsensus’ om, hvordan spørgsmålet Iran skulle behandles. Denne konsensus gav mulighed for, at lande, som var imod ’nulberigelse’– for eksempel Kina, Rusland og endda også nogle af USA’s allierede – kunne stemme for resolutioner, der krævede en midlertidig indstilling af den iranske uranberigelse. Samtidig kunne lande, der insisterede på eller foretrak et totalt stop for berigelsen – altså lande som Israel og amerikanske allierede blandt Golfstaterne – så bakke op om yderligere sanktioner.

Denne falske taktisk betingede enighed fik dog voldsomme strategiske omkostninger, eftersom selv de hårdeste sanktioner næppe ville tvinge Irans regering til at kapitulere med hensyn til berigelsen. Og beviset lå ligefor: Da Bush indtrådte i Det Hvide Hus, havde Iran nogle hundrede centrifuger. Da han trådte tilbage, havde Iran tusindvis.

Det var den arv, Bushs regering efterlod til den unge og relativt uerfarne senator Barack Obama fra Illinois, som indtog Det Ovale Værelse i 2009. I begyndelsen lod det til, at Obama ville lade det hele fortsætte som før. I løbet af sine første år i Det Hvide Hus sikrede han sig endda en uhørt bred global opbakning til endnu strengere sanktioner. Både antallet af sanktioner og deres omfang voksede dog, i takt med at centrifugerne i Iran blev flere og flere og stadig mere teknologisk udviklede.

Men da det ikke førte til de ønskede resultater blot at gentage samme handlingsmønster igen og igen (som Obama formulerede det), besluttede han sig så for at træffe det valg, hans forgænger havde undveget fra.

At Obama indledte hemmelige forhandlinger med Iran, før Rouhani overraskende blev valgt som Irans præsident, viser, at hans regering traf en fast beslutning om at komme ud af den diplomatiske blindgyde, som den ikke selv havde været skyld i.

Af grunde, vi allerede har nævnt, forsøger modstanderne af atomaftalen nu at feje hele den ubehagelige forhistorie ind under det persiske gulvtæppe. Obamas målrettede diplomati har i kombination med hans skarpe retorik tvunget fortalerne for et ’nej til aftalen’ til offentligt at benægte, at de skulle være interesseret i en krig. Det eneste, de er ude på – siger de selv – er en bedre aftale på baggrund af flere sanktioner.

Men de kan ikke lave om på fakta. Og selv tidligere vicepræsident Dick Cheney kan ikke undslå sig at forholde sig til de konkret tal, sådan som det tydeligt fremgår af følgende ordveksling med journalist Chris Wallace på Fox News 6. september i år:

Chris Wallace: »Iran gik fra at have 0 centrifuger til over 5.000 i drift. Ærligt talt, efterlod I, altså regeringen Bush-Cheney, ikke en forfærdelig rodebutik til præsident Obama?«.

Dick Cheney: »Tja, sådan ser jeg ikke på det«.

Uanset hvordan Cheney »ser på det«, kan han ikke slippe uden om det ubehagelige spørgsmål, hvilket da heller ikke lykkedes ham i interviewet. Det kommer næppe bag på nogen, men alligevel har både Cheney og hans allierede været så skamløst flabede at optrappe deres verbale angreb på aftalen.

Cheney har således bebrejdet Det Hvide Hus at undergrave sanktionerne og at være alt for eftergivende »i debatten om at lade Iran berige uran«. Hertil kan man bare spørge, om Cheneys principfaste afvisning i sin tid fik sat en stopper for berigelse af uran i Iran? Nej, overhovedet ikke!

Som vi har set, stillede hans snævertsynede fokus på sanktioner sig i vejen for, at en solid diplomatisk indsats kunne sætte grænser for Irans atomprogram.

Obamas bestræbelser på at rydde op i Cheney og Bushs ’rodebutik’ er gang på gang løbet ind i problemer, fordi parterne i Kongressen har udkæmpet en helt usømmelig kamp om den atomaftale, som 6 lande har forhandlet på plads, og som det internationale samfund har skrevet under på. At aftalens uforsonlige kritikere har været så stålsatte for at slå den ihjel, afspejler, at hele den mur af diplomatisk tvetydighed, som alle længe skjulte sig bag, pludselig blev revet ned.

I lyset af det har modstanderne nu taget deres plan B i brug. De afviser aftalen med den begrundelse, at der skulle være diplomatisk råderum til at forbedre den. Skønt der i aftalen nok er enkelte skønhedsfejl (er der ikke det i alle kompromiser?), og selv om nogle kritikere ihærdigt har forsøgt at fremhæve problemerne ved den, mener langt den overvejende del af det diplomatiske samfund, amerikanske eksperter på atomområdet og endda saudiaraberne, at ethvert forsøg på at omgøre aftalen vil få langt værre konsekvenser end forsøget på at finde en måde at leve med den på.

Men som alle sårede vilddyr vil fortalerne for et nej til aftalen utvivlsomt stadig gå efter struben. For at ramme Obama vil de sandsynligvis køre deres yndlingsvåben i stilling: De vil tillægge hans diplomatiske indsats sære former for ’dybtliggende’ ideologiske eller psykologiske motiver af næsten sygelig art og tilskrive dem præsidentens familiehistorie, at han i sin uddannelse havde fokus på den tredje verdens problemer, hans families baggrund eller sågar hans navn: Barack Hussein Obama.

Den slags forsøg på at sværte præsidenten (og hans navn) til vil sandsynligvis blive flere og nå nye (måske hysteriske) højder, efterhånden som præsidentvalgkampen spidser til.

Men helt grundlæggende er essensen af Obamas udenrigspolitik snarere motiveret af en konsekvent fornemmelse af de realpolitiske muligheder end af forsøg på at ændre verden. Den realisme, der præger Obamas politik i Mellemøsten, handler mere om at føre ting ud i livet end om at lave hele verden om, hvilket har ført til meget blandede resultater.

I spørgsmålet om Iran har Obama trods de langvarige forviklinger, hans forgængere efterlod ham, haft held til at bide sig fast i en udenrigspolitisk succes. Derimod har hans stort set improviserede tilgang til Syrien ikke forhindret den stadig voksende humanitære katastrofe (nogle vil endda sige, at den har banet vej for den).

Også i spørgsmålet om Syrien er der en forhistorie. Den begyndte før Obamas tid – om ikke før, så med USA’s forsøg på at ’chokere og skræmme’ Irak til et regimeskifte.

Dette skifte fandt sted, men uforvarende gjorde det også Irans regionale indflydelse større, samtidig med at det lagde op til den borgerkrig mellem shia- og sunnimuslimer, som i 2014 førte til det rædselsregime, der går under navnet Islamisk Stat.

Det kan godt være, at denne triste historie ikke kan undskylde Obamas politik over for Syrien, men den viser, at alle kan lære af historien – sådan som det også fremgår tydeligt af Chris Wallaces flabede spørgsmål til tidligere vicepræsident Dick Cheney.

Oversættelse: Jacob Giese