Artikel

USA uden økonomisk retning

Trumps tale til Kongressen skuffer

Reaktionerne på Trumps tale til Kongressen tirsdag har været blandede. På den en side er der lettelse over, at Trump for første gang lagde valgkampagne-stilen bag sig og forsøgte at fremstå som en præsident. Det lykkedes oven i købet. Nu er det tid til at lægge ”small thinking” og trivielle konflikter bag os, sagde Trump, og opfordrede Republikanere og Demokrater til at samarbejde om store reformer af sundhedssystemet, skattesystemet og militæret.

Den mindre konfrontatoriske og til tider ligefrem forsonlige tone er blevet hilst velkommen af de amerikanske medier, også i New York Times, som ellers tilhører en eksklusiv gruppe af medier, som Trump har særlig stor foragt for.

Når det er sagt, skal der ikke lægges skjul på, at store dele af den amerikanske presse og erhvervsliv samtidig var stærkt skuffet over fraværet af substantielle politiske udmeldinger om økonomi og finanspolitik. Seniorforsker Jakob Vestergaard kommenterede i går netop den del af modtagelsen af talen på Finans.dk:

”I forhold til de forventninger, der var, om at vi omsider ville få en konkretisering af Trumps økonomiske politik, skuffede den fælt.Skuffelsen er så meget desto mere alvorlig, fordi Trumps økonomiske udmeldinger på lange stræk ikke hænger sammen. Vi hører om massive skattelettelser til højre og venstre, men også om store offentlige investeringer i infrastruktur og militær. Hvordan skal det spille sammen med en republikansk kongres, der næppe lægger ryg til offentlige finanser, der ikke er nogenlunde i balance? Og hvad med handelspolitikken og USA's internationale relationer? Efter voldsomme udfald mod Kina og Mexico, og trusler om voldsomt store toldsatser, var det så ikke på tide at give verdenssamfundet en pejling på, hvad det er for et internationalt handelsregime, pilen peger på?

Hvad angår økonomisk politik var Trumps tale helt uden kalorier - uden nogen form for politisk konkretisering. Det var et skridt frem og mindst to tilbage. Erhvervslivet, finansmarkederne og verdenssamfundet spørger fortvivlet sig selv og hinanden: hvor længe vil der gå, inden der kommer forpligtende og konkrete politiske udmeldinger, som man kan tage pejling af og disponere efter?”

Regioner
USA
Når intet nyt er dårligt nyt
Trumps tale til kongressen skuffer fælt
Finans.dk, 2017-03-01T01:00:00