Vandforvaltningsreformer risikerer at skabe nye former for ulighed

I Mali dør 880 ud af hver hundredetusinde børn under 5 år som følge af mangel på rent vand og på vand i tilstrækkelige mængder. I Danmark er det kun ét barn ud af hver hundredetusinde, der dør af den grund. Ikke desto mindre er Mali en nettoeksportør af vand, mens Danmark er en nettoimportør. Vand er med andre ord en af den globale uligheds mange akser.

Ethvert produkt, der produceres, handles i og mellem lande, og forbruges sætter et såkaldt ”vandfodaftryk”, som svarer til den mængde vand produktionen af produktet lægger beslag på. I de fleste lande siger lovgivningen, at sikringen af rent drikkevand til landets befolkning og adgang til vand til produktion af fødevarer til at dække lokalt forbrug har forrang frem for andre anvendelser af vand, men som eksemplet fra Mali viser, er virkeligheden ofte en anden. Til trods for reformer er det de færreste lav- og mellemindkomst lande, der har en vandforvaltning, som er i stand til at håndhæve denne lovgivning. Derfor burde vandforvaltning og ikke bare vandforsyning stå i centrum, når repræsentanter for verdens landes befolkninger i disse måneder diskuterer udformningen af et nyt selvstændigt mål om vand som en del af FNs nye Verdensmål, de globale mål for bæredygtig udvikling. Ellers risikerer reformtiltag og den stigende efterspørgsel på landbrugsprodukter f.eks. til foder og biobrændstof at uddybe uligheden snarere end at mindske den.

Læs mere i IP Monopolet #22 – Temanummer om Ulighed http://ipmonopolet.dk/