Livestreaming
Coronakrise og demokratiske strømninger i Latinamerika
Torsdag den 24. september 2020 kl. 16.00-17.30
DIIS ∙ Dansk Institut for Internationale Studier
Auditoriet
Latinamerika er fortsat epicenter for coronavirus. Udover de negative menneskelige og sociale konsekvenser har pandemien stor betydning for den demokratiske og økonomiske udvikling på kontinentet. I nogle latinamerikanske lande har corona-truslen ført til omfattende nedlukning, mens regeringslinjen i andre lande har været fornægtelse.
Gennem oplæg og debat med DIIS-forskere og samarbejdspartnere, der alle har undersøgt konsekvenserne af coronakrisen i Latinamerika, kaster vi lys over coronakrisen på det latinamerikanske kontinent og dets indvirkning på de demokratiske strømninger. Inden coronakrisen gik latinamerikanere i ti-tusindtal på gaden i Chile, Ecuador, Colombia og stillede krav om demokrati, om fred, om retfærdighed. En lignende mobilisering var blevet slået hårdt tilbage i Nicaragua i 2018, med drab på mere end 300 demonstranter og tortur af mange politiske fanger. 2019 var også året, hvor den yderste højrefløj kom til magten i Brasilien, hvor opbakningen til Colombias præsident begyndte at smuldre, hvor flygtningestrømmen fra Venezuela til nabolandene tog fart, og hvor der var udsigt til forfatningsændringer i Chile. Hvordan står det til nu? Det giver oplægsholderne deres bud på.
Talere
Helene Risør, lektor ved Institut for Antropologi, Universidad Católica de Chile
Marie Kolling, postdoc, DIIS
Mogens Pedersen, senioranalytiker, DIIS
Stine Krøijer, lektor ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet
Helle Munk Ravnborg, seniorforsker, DIIS
Ordstyrer
Ninna Nyberg Sørensen, seniorforsker, DIIS
Program
Vi starter med oplæg fra talerne, hvorefter det er tid til en diskussion. Sidst er der sat god tid af til spørgsmål fra salen.
Praktisk information
Seminaret vil foregå på dansk.
Seminaret bliver livestreamet.
Deltagelse er gratis, men registrering er påkrævet. Tilmeld dig senest torsdag den 24. september kl. 12.00.
Ét af flere tiltag grundet COVID-19 er, at der maks. er 50 pladser i auditoriet.