Obamas kontroversielle fangeudveksling

I fredags, d. 13. maj, kom Bowe Bergdahl hjem til USA efter fem års fangenskab hos Taleban. Da aftalen om løsladelsen var på plads d. 31. maj, ankom den amerikanske præsident Barack Obama til Rosenhaven ved det Hvide Hus med armene rundt om Janie og Bob Bergdahl, Bowes forældre. De skulle sammen med Obama præsentere den gode nyhed for offentligheden. Tilsyneladende betragtede Obama løsladelsen som dét sikre kort, der skulle vende de dårlige meningsmålinger og give Obama status som en stærk leder, der handler, når han skal. Netop Obamas pragmatiske ledelsesstil har nemlig været genstand for hård kritik i hele hans embedsperiode, især fra Obamas neokonservative kritikere. De neokonservative er tilfredse med likvideringen af Osama bin Laden, men kritiserer på alle andre områder Obamas udenrigspolitik for at være ubeslutsom og svag. Løsladelsen af Bowe Bergdahl skulle derfor bevise, at Obama formår at være amerikansk Commander in Chief – handle, når det gælder, og ikke efterlade nogen soldater på slagmarken. Således gik beslutningen om at udveksle Bowe Bergdahl med fem fanger fra Guantanamo-fængslet i Cuba uden om Kongressen, selvom den amerikanske lovgivning påbyder at give Kongressen 30 dages betænkningstid, inden Guantanamo-fanger kan løslades. Obama-administrationen argumenterede, at Bergdahls helbred krævede hurtig handling, og at det derfor var nødvendigt at ignorere 30-dages reglen. Ved ceremonien i Rosenhaven kunne Obama fortælle, at Bergdahl var løsladt og på vej til et amerikansk militærhospital i Tyskland. Udvekslingen af Bergdahl med de fem Guantanamo-fanger havde altså allerede fundet sted, da Kongressen og offentligheden hørte nyheden.

Nyheden om Bergdahls løsladelse er imidlertid blevet modtaget radikalt anderledes, end Obama må have forestillet sig. I stedet for at fremstå som den stærke Commander in Chief, kritiseres han skarpt for udvekslingen. Det er der fire grunde til: For det første at Bergdahl anklages for at være i bedste fald desertør og i værste fald forræder. For det andet at de fem Guantanamo-fanger, Bergdahl blev udvekslet med, betragtes som farlige for den amerikanske sikkerhed. For det tredje at Obama ved at ignorere 30-dages reglen forbrød sig på amerikansk lovgivning. Og for det fjerde at Obama anklages for at have forhandlet med terrorister.

1. Bergdahls delingskammerater har efter løsladelsen fortalt, at Bergdahl må have forladt delingen med vilje. Han efterlod våben og skudsikker vest og forlod delingen om natten. Derfor anses han af mange for at være desertør. Yderligere angribes han af nogle fra sin deling for at være forræder, idet de mener, at Bergdahl skulle have spurgt efter Taleban efter sin forsvinden fra delingen. Der er en officiel undersøgelse af anklagerne i gang, men uanset om de skulle ende med at frifinde Bergdahl, er anklagerne blevet gentaget så mange gange i de amerikanske medier, at han er mærket i offentligheden. Det vil være vanskeligt at vende stemningen, der er blevet så fjendtlig over for Bergdahls løsladelse, at hans hjemby i delstaten Idaho er endt med at aflyse en ellers planlagt fejring af hans hjemkomst.
2. De fem Guantanamo-fanger, Bergdahl blev udvekslet med, har været anklaget for at være blandt de øverste al Qaeda-ledere og kædes indirekte sammen med angrebet på World Trade Center og Pentagon d. 11. september 2001. De fem er, som det er tilfældet for alle fangerne på Guantanamo, aldrig blevet stillet for en dommer, hvorfor anklagen ikke har nogen retlig vægt. Det er imidlertid lykkedes Obamas kritikere at overbevise en stor del af den amerikanske befolkning om, at det er farlige mænd, som udgør en sikkerhedsrisiko for USA.
3. Obamas ignorering af 30-dages reglen er på en måde ikke særlig opsigtsvækkende, eftersom amerikansk udenrigspolitik i høj grad er blevet ført uden om Kongressen siden 2001. Når Obama alligevel kritiseres for handlingen, skyldes det, at medlemmer af det demokratiske parti var arge kritikere af Bush’s udnyttelse af præsidentmagten til at undgå Kongressen. Obama bliver således betragtet som hykler ved selv at videreføre denne praksis.
4. Bergdahl har været i fangenskab hos Taleban, og selvom forhandlingerne om hans løsladelse angiveligt er gået gennem højtstående personer i regeringen i Qatar, anses udvekslingen alligevel som en forhandling med Taleban. Det ses som problematisk, for det første fordi Taleban således er anerkendt som forhandlingspartner, og for det andet fordi der nu er sat pris på en amerikansk soldat.

I stedet for at give Obama momentum, er løsladelsen af Bergdahl altså blevet endnu en sag, hvor Obama er i defensiven. De neokonservative kan derfor endnu engang fremhæve Obama som en præsident, der ”leder bagfra” – et udtryk, Obama-administrationen selv brugte i NATO-aktionen i Libyen i 2011, hvor Frankrig militært gik forrest. Udtrykket om, at Obama leder bagfra, er brugt igen og igen af neokonservative, der ønsker at diskreditere hans pragmatiske ledelsesstil og fokus på multilateralisme. Bergdahl-sagen skulle vise, at Obama kan lede forfra, når han skal, og at det for Obama derfor ikke er et spørgsmål om enten at lede forfra og alene, eller at lede bagfra i partnerskabsaktioner, men at forskellige situationer fordrer forskellige handlinger. Når det alligevel er endt med at være en defensiv Obama, vi ser, tyder det på, at de neokonservative vinder terræn på Bergdahl-sagen. Trusselsanalyser af de fem løsladte Guantanamo-fanger og beskrivelser af Bergdahl som en desertør og forræder fylder medierne, ikke Obamas optræden i Rosenhaven med Janie og Bob Bergdahl. Frem mod midtvejsvalget i november er det en bet for demokraterne. For Obama betyder det endnu en sag, hvor han fremstilles som defensiv og usikker.