De arabiske oprørs betydning for det danske forsvar

Rapporten er bestilt af Forsvarsministeriet og består for det første af en politisk analyse af de geopolitiske interesser og sikkerhedspolitiske konsekvenser, de arabiske oprør potentielt vil få. I sin tematiske analyse skitserer Janne Bjerre Christensen den nye politisering i regionen, herunder frygten for, at oprørene bliver en ny islamisk revolution, og den nye geopolitiske dynamik: De arabiske oprør har yderligere manifesteret en udvikling, som allerede var i gang, nemlig en større opdeling i regionen mellem ”status quo” staterne, der modsætter sig politiske reformer, og de ”reformerende” lande, hvor en politisk forandringsproces nu er sat i gang. USA's indflydelse daler; der er en stigende regional konkurrence mellem Saudi Arabien, Iran, Israel og Tyrkiet; en større politisk interesse i at gøre konflikterne til et sekterisk anliggende, samt en stigende økonomisk (og potentielt sikkerhedspolitisk) relation til Asien. Forholdet mellem EU og Nordafrika og Syriens borgerkrig analyseres, herunder Rusland, Iran og Tyrkiets geopolitiske positionering. Tyrkiet fremhæves som det land, der indtil videre har vundet mest på de arabiske oprør.

Den anden del af analysen fokuserer på de specielle sikkerhedspolitiske og strategiske interesser for Danmark og mulige konsekvenser for det danske forsvar. Johannes Riber Nordby analyserer anvendelsen af dansk forsvar på tre institutionelle niveauer. Det første niveau er FN, hvor Danmark i Libyen og Syrien har deltaget i Kapitel VI og VII opgaver i henhold til FN's charter. Hvis Danmark ønsker at bidrage til tilsvarende FN operationer fremover, bør det danske forsvar have land-, sø- og luftstyrker, der er veltrænede, umiddelbart kan udsendes, og som er på et teknologisk højt niveau for både at kunne operere med allierede samt mindste risiko for egne tab. Det andet niveau er NATO, hvor Danmark bidrager til interventioner sanktioneret af FN og til NATO's partnerskabsprogrammer, herunder Mediterranean Dialogue og Istanbul Cooperation Initiative. Disse partnerskaber har fået fornyet strategisk betydning for NATO i kraft af de arabiske oprør og dermed også for Danmark. Det tredje niveau er ”Coalitions of the willing”, hvor Danmark sammen med enkelte andre lande anvender dansk forsvar i et bredt spektrum fra militær magt til uddannelse og anden militær støtte, herunder anti-pirateri operationer i Det Indiske Ocean, som også fremover vil være af central betydning specielt i lyset af oprøret i Yemen.