Med udsigt til nye kriser bør vi huske, hvad vi kunne med Putins pistol for panden

I sin tale på Sorbonne Universitet i slutningen af april (2024) tegnede Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, et dystert billede af EU og EU’s mulige fremtid. I præsidentens optik er EU på forskellig vis truet af både Rusland, Kina og USA.

Men når man ser på, hvordan EU har håndteret og formået af omstille sin energipolitik efter Ruslands invasion af Ukraine, virker fremtiden mere lys.

Selv om der er lang vej endnu, har EU på kort tid formået at løsrive sig fra sin dybe afhængighed af russisk energi og samtidig udvide kapaciteten inden for grøn energi.

Da Ruslands angreb på Ukraine i februar 2022 udløste en energikrise i Europa, frygtede mange, at håndteringen af krisen ikke blot ville skade EU-blokkens økonomi, men også bremse den grønne omstilling.

Naturgas, som vi har importeret i rigelige mængder i årtier fra Rusland, er nemlig blevet brugt som overgangsbrændstof på vej mod omstilling til mere vedvarende energi. Simpelthen fordi gas udleder mindre CO2 end kul og olie.

Men vores nye analyser viser, at EU ikke blot lykkedes med markant at mindske importen af russisk kul og gas.

Der har også samlet set været et betragteligt fald i efterspørgslen på fossile brændstoffer, og udbygningen af grøn energi er blevet boostet.

Så man må konkludere, at når vi får pistolen for panden – tæt på bogstaveligt talt – så kan vi lave drastiske omstillinger.

Et samlet EU

Frem til februar 2022 dækkede russiske fossile brændstoffer 45 pct. af EU’s gasforbrug. 30 pct. af vores olie blev købt fra Rusland, og hele 46 pct. af vores forbrug af kul blev dækket via import fra Rusland.

Størstedelen af landene i EU var enige om, hvad der skulle gøres (energiafhængigheden af Rusland skulle mindskes), og hvem vi skulle beskytte os imod. Derfor lykkedes det at gøre bemærkelsesværdige fremskridt inden for energipolitikken inden for to år efter invasionen. Det viser vores nye gennemgang af EU’s ændrede energisituation og de tiltag, man har lavet i EU: Russisk kul er faset helt ud.

EU har markant reduceret russisk olieimport og diversificeret sin gasforsyning, så man nu i stedet importerer størstedelen af sin gas fra lande som Norge, Storbritannien, Algeriet og Aserbajdsjan. Rørtransport af russisk gas til EU faldt med mere end 80 pct. mellem 2021 og 2023.

Flere regionale projekter i Central- og Østeuropa til at forbedre den europæiske gasinfrastruktur er gjort færdige. Det gælder Baltic Pipe, som løber mellem Danmark, Norge og Polen og GIPL mellem Litauen og Polen.

Det har både koblet EU-blokken tættere sammen, når det kommer til energiforsyning, skabt alternative forsyningsruter gennem nye rørledningsforbindelser og udvidet kapacitet inden for import af flydende gas (LNG). At omstille sin energiforsyning sker ikke med et snuptag. Energi kræver avanceret og dyr infrastruktur.

Det til trods og på trods af tidsfaktoren – at man hurtigst muligt skulle mindske sin afhængighed af russisk energi – er der faktisk sket store fremskridt i EU inden for den grønne energiomstilling.

Panel for panel har stadigt billigere solenergiinfrastruktur gjort det muligt at øge produktionen betydeligt med næsten 100 GW i 2022 og 2023. Det betød, at EU’s samlede kapacitet for solenergi lå på 263 GW ved udgangen af 2023.

Fortsat indsats

Når det gælder vindenergi, er der ligeledes sket betydelige fremskridt. I løbet af 2022 og 2023 steg kapaciteten af europæisk vindenergi markant med 33 GW, så den samlede kapacitet i 2023 lå på 221 GW. Men på trods af fremskridtene er vi stadig langt fra målet om at nå 600 GW solenergi og 500 GW vindenergi inden 2030.

Midt i energikrisen valgte nogle EU-lande at genaktivere kulbaserede kraftværker. Selv om det blev brugt som en kortvarig nødløsning som vej ud af energikrisen, betød den manøvre, at EU i 2022 som den eneste rige region i verden havde en stigning i CO2-udslippet på +7 pct. årligt.

En del af den øgede kapacitet for opbevaring af flydende gas (LNG) er blevet brugt på at opbevare mere flydende gas importeret fra Rusland. For mens mængden af russisk gas via rør til EU er faldet, er LNG-importen faktisk steget med 14,3 pct. mellem 2021-2023.

LNG-terminaler har ellers netop potentiale til at mindske afhængigheden af russisk energi, fordi de giver adgang til at importere flydende gas fra hele verden. På trods af de store landvindinger inden for energipolitikken står EU altså stadig over for flere udfordrende skridt i sin energiomstilling. EU skal fortsat intensivere sin indsats for at sikre både energisikkerheden og den grønne omstilling.

I takt med at vi bevæger os mod klimaneutralitet, skal vi sørge for, at vores energiimport overholder de samme klimamål som vores energiproduktion. Og vi skal holde øje med, at russisk olie ikke finder vej til europæiske havne under andre flag.

Samtidig skal vi være opmærksom på nye potentielle afhængigheder af enkelte lande. For eksempel teknologi til vedvarende energi fra Kina eller overdreven afhængighed af LNG fra USA. Så vi lærer af vores lektie fra forholdet med Rusland.