Russofobien er gået amok

Paradokset

Under den Kolde Krig var Berlin, Budapest og Prag Europas brændpunkter. Den Røde Hær stod uden for Lübecks bymur. Danmark var ’frontlinjestat’ (det hed det dog ikke dengang). Men stemningen i landet var ganske afslappet. Skiftende regeringers mantra var ’afspænding’ eller ’robust afspænding’. Ifølge Harmel-rapporten fra 1967 var NATOs formål dobbelt: afskrækkelse samtidig med afspænding. Sovjetunionen førte ganske vist krig i Afghanistan 1979-89, men Danmark og europæerne i det hele taget ville bevare 1970ernes afspænding i Europa. Under såvel blå som røde regeringer var politikken: ingen fremmede baser eller atomvåben på dansk jord og ingen NATO-øvelser omkring Bornholm. Danmark reserverede sig overfor amerikanske mellemdistance-raketter i Europa (selvom de ikke var tiltænkt dansk territorium). Et af de værste skældsord i debatten var ’McCarthyisme’, der refererede til den amerikanske senator Joseph McCarthy, der i 1950ernes USA beskyldte snart sagt hvem som helst for at være sovjetisk spion.

Anno 2024 har frontlinjerne mellem Vest og Øst i Europa rykket sig betydeligt: der er ca. 140 km. fra den estiske grænse til Skt. Petersborg og knap 500 km. fra den ukrainske grænse til Moskva. I tillæg er Sverige, Finland og tidligere de baltiske lande blevet medlemmer af NATO. Hvilken kæmpe lettelse må det ikke være for Danmark sammenlignet med situationen under den Kolde Krig. Eller hvad? Nå – ikke! 

Tværtimod: i stedet er Danmark og andre nordeuropæiske lande blevet angrebet af akut krigspsykose i et selvforstærkende samspil mellem politikere og opinionsdannere. Det danske forsvarsbudget er i flere omgange blevet ’historisk’ forøget (som politikerne selv kalder det), og værnepligten er i ét drastisk hug blevet øget fra 4 til 11 mdr. På trods af frontens geografiske placering er Danmarks frihed og demokrati angiveligt truet. I den netop overståede EP-valgkampagne frygtede 7 ud af 11 af partiernes spidskandidater således Putin mere end klimaforandringerne (dr.dk 20/5). 

Fra heppekor til panik

Senator McCarthy ville utvivlsomt være tilfreds, hvis han oplevede det. I mediernes (og dermed politikernes) dækning af Ukrainekrigen har der groft sagt været to faser: i den første fungerede de som en art heppekor for den ukrainske side med en overbetoning af russiske fiaskoer og inkompetence på slagmarken. Bistand til Ukraine ville gøre gavn; det var ikke spildt. Rusland ville formentlig stange sig blodig i Ukraine og dermed ikke udgøre nogen trussel for det (pludseligt forenede) Vesten, hvis sanktioner ret hurtigt ville bringe Putin i knæ. Omkring nytårstide 2024 indtrådte imidlertid fase 2, hvor piben fik en anden og mere dystopisk lyd. Smilet stivnede. Det startede med ´Folk och Försvars´ konference i Sverige i januar, og panikken bredte sig derefter til andre nordeuropæiske lande. Rusland vil angiveligt først ordne Ukraine og – her hopper kæden af – dernæst gå videre til andre lande, herunder NATO-lande. Som oftest undlades en mellemregning. 

Den absurde mellemregning: Hitler

I stigende grad gøres den dog eksplicit, blandt andet fra vor egen statsminister Frederiksen (fx Berlingske 24/2-24). Den går ud på, at Putin i virkeligheden er en ny Hitler. Det vil sige, at hans ambitioner er principielt ubegrænsede. Analogien har været brugt hyppigt efter 2. verdenskrig, når argumentet i øvrigt har stået svagt. Egyptens Nasser var angiveligt en ny Hitler ifølge den britiske premierminister Eden (Suezkrisen 1956) ligesom Iraks Saddam Hussein i 2003. Det er en art dominoteori, som amerikanerne også anvendte under Vietnamkrigen: hvis Sydvietnam falder, falder Laos, Cambodia og hele Sydøstasien. Til sidst må vi slås mod de røde i vore egne gader. Tilsvarende i dag: hvis Ukraine falder, er det slut men den nuværende verdensorden. 

Argumentet er af flere grunde helt uholdbart. (1) Rusland, verdens største land, har territorium nok; der er ikke brug for øget ’Lebensraum’. (2) Både den tyske og japanske imperialisme i 1930erne var drevet af en akut mangel på råstoffer og energiressourcer, mens Rusland er verdens rigeste land på det område. (3) Rusland og Putin har ingen universel ideologi (socialisme, liberalisme eller racisme), som Hitler havde. (4) Som om disse punkter ikke var nok, står Putin – modsat Hitler – overfor verdens stærkeste militæralliance i form af NATO. Summa summarum: Rusland har hverken militær magt eller motivation til at angribe lande udover Ukraine. I øvrigt er det en besynderlig forestilling, at Putin efter 24 år ved magten pludselig skulle få lyst til at angribe NATO – i øvrigt midt i en besværlig operation i Ukraine. Selv ikke Sovjetunionen under den Kolde Krig angreb NATO.

Georgien-krigen i 2008 blev startet af Saachasviili med bombardementet af den syd-ossetiske hovedstad Tskhinvali (som jeg som medforfatter har dokumenteret i en bog hos Lynne Rienner, 2012). Rusland rykkede ind og kunne have besat Georgiens hovedstad Tbilisi – men holdt tilbage efter mægling af EU-formand Sarkozy. Ikke desto mindre nævnes Georgien igen og igen i det russiske synderegister af vestlige politikere. 

Men hvad er så motivationen bag Ukraine-krigen? Det er en præventiv krig – for at komme ukrainsk NATO-medlemskab i forkøbet (stillet i udsigt på NATOs Bukarest-topmøde i 2008 sammen med georgisk medlemskab). Det var også derfor, Rusland sikrede sig Sevastopol-basen (og dermed Krim) i 2014; den skulle ikke blive en fremtidig NATO-base med dominans over Sortehavet. Præventiv krig er folkeretsstridig, ingen tvivl om det. Men det er jo ikke første gang i verdenshistorien, at en stormagt fører præventiv krig. Det er irrelevant, at vi i Vesten anser NATO for en forsvarsalliance, hvis den russiske elite ikke synes det. Som en landmagt uden naturlige barrierer er Rusland blevet overrendt vestfra af Karl XII, Napoleon og Hitler. Det har sat sig spor i den strategiske tænkning: Rusland har altid brug for en bufferzone. Ukrainsk NATO-medlemskab har konsistent været en rød linje for Rusland siden den Kolde Krigs afslutning; det er ikke opfundet til lejligheden. I stedet har man ønsket permanent ukrainsk neutralitet efter østrigsk model.                

Kildegrundlaget

Udover de krigsførende parters forsvarsministerier benytter de vestlige medier sig i alt væsentligt af kun to kilder: det britiske forsvarsministerium, det vil i praksis sige MI6 (den britiske efterretningstjeneste), og det amerikanske ’Institute for the Study of War’ (ISW). Men herved glemmes, at Storbritannien og dermed MI6 er de facto krigsførende, om end på lavt blus. Det var f.eks. UK, der med løfter om krigssolidaritet fik forpurret fredsaftalen, der lå til underskrift i marts 2022 (forhandlet frem af Tyrkiet). Det er naivt at tro, at MI6 som aktiv spiller i konflikten skulle afholde sig fra politisk spin. 

ISW (som analyseret af Matthew Blackburn ved Norges Udenrigspolitiske Institut NUPI) drives af det såkaldte ’Kagan industrial complex’, hvortil hører bl.a. den berømte høg Victoria Nuland, der indtil for nylig stod i spidsen for ’State Departments’ Ukraine-politik. ISWs rapport ’Denying Russia´s Only Strategy for Success’ falder nydeligt ind i mønsteret af tidligere neokonservative jubelrapporter fra Afghanistan og Irak. Enhver, der gør sig skyldig i forhandling med Putin, er en ny Charmberlain (jf. Hitler-analogien). ISW fører informationskrig på linje med diverse russiske kanaler, men gør det betydeligt mere effektivt på grund af mediernes naivitet i denne retning. 

En række vestlige efterretningstjenesters forudsigelser i relation til Ukrainekrigen er blevet effektivt falsificeret: (1) Putins helbred: med alle de sygdomme, han er blevet tilskrevet, burde han for længst være død og borte. (2) Opbakningen til Putin i den russiske befolkning ville falde drastisk på grund af krigen; det modsatte er sket ifølge det troværdige Levada Center (registreret som ’udenlandsk agent’). (3) Ruslands økonomi ville kort efter invasionen i februar 2022 ligge i ruiner på grund af vestlige sanktionspakker. Det modsatte er sket; Rusland har givet G7 baghjul (trods en vis overophedning). (4) Ukraines højt besungne forårsoffensiv 2023 blev til en sommeroffensiv, som blev til ingenting. Mens Vesten har tabt informationskrigen i det ’Globale Syd’ (Indien, Afrika, mv.), er den tilsyneladende vundet på Vestens egen hjemmebane trods de nævnte alvorlige fejlskud.

Ser vi specifikt på den danske kontekst har vi, udover upartiske journalister, også fx aktivist og kommentator Anna Libak (WA), som slår til lyd for forskellige udokumenterede (og usandsynlige) påstande: (1) Rusland sprængte selv sin gasledning i Østersøen (Nord Stream) i luften (DR ’Debatten’ 26/1-23), som ellers kunne være brugt til at skrue ned for tyske våbenleverancer. (2) Hamas’ angreb på Israel var 7. oktober, Putins fødselsdag, så der er nok en forbindelse (WA 24/10-23). Men der er godt nok mange led i den ’beviskæde’. (3) Rusland er slet ikke så stærkt militært, som vi tror (DR ’Debatten’ 3/3-2022); men anno 2024 er det pludselig blevet en trussel mod hele den vestlige verden.

Tidl. statsminister Fogh Rasmussens rådgivningsfirma (’Rasmussen Global’) kører ligeledes på værdipolitisk frihjul. Det er selvsagt vigtigt for virksomheden at kunne tiltrække unge entusiastiske medarbejdere. Det gør man ikke via realpolitik, men derimod ’ungdommelig’ værdipolitik. Og Fogh har i tillæg en fortid som rådgiver for Ukraines regering, så upartisk analyse kommer ikke fra den kant. 

Søren Lipperts talkshow på TV2 News er heller ikke hæmmet af upartiskhed. Ruslands ambassadør har aldrig været inviteret, men derimod Ukraines ambassadør flere gange (3/7-22, 12/4-23; 4/7-22 Ihor Zhovskva, Zelinsky’s toprådgiver). Men med til upartiskhed hører vel, at begge parter i en konflikt kommer til orde? Og at man udspørger nogen, som de fleste seere vil være uenig med? Når selv nøgterne kommentatorer som ’Mogensen og Kristiansen’ (TV2 News), som ganske vist har deres speciale i indenrigspolitik, kan se Danmarks frihed og selvstændighed som truet, står det sløjt til. Hvad skal folk tro?

Dilemmaet for medierne, der ikke skal forklejnes, er at den uundværlige militære ekspertise ifølge sagens natur er ’embedded’, dvs. forpligtet på Danmarks officielle politik. Som hovedregel har analyserne dog være upartiske, undtagen i tilfælde hvor den pågældende er blevet fristet til at give sig ind på det værdipolitiske område.

Generelt er dyrkelsen af Stepan Bandera, den antisemitiske nazi-kollaboratør fra 2. verdenskrig, i Vestukraine og dele af den ukrainske elite blevet underspillet efter krigsudbruddet i 2022 i både vestlige og danske medier. 

Er det snarere Trump, der skræmmer?

Vi havde tripolaritet (tenderende mod multipolaritet) før krigen, det vil sige USA, Kina og Rusland som de tre førende magtpoler med mere eller mindre tydelige interessesfærer omkring sig. Vi vil have den samme situation efter en russisk sejr eller ’uafgjort’ (Rusland taber kun i tilfælde af en verdenskrig/atomkrig). Vi havde en flosset international retsorden før krigen, og det vil vi også have efter. Men hvorfor så den beskrevne politiske panik?

I forhold til den igangværende konflikt er det ikke mærkeligt, at opinionen gør angriberen (Goliath), med fingeren på aftrækkeren, til syndebuk. Men Goliaths motivationsbaggrund kan ikke ignoreres. Hvis den er, at en fjendtlig alliance er ved at flytte ind hos David, reagerer den militært. Det gør USA også, hvis en rivaliserende stormagt opstiller raketter i Mexico, Nicaragua eller på Cuba (den stadig gældende Monroe-doktrin). Denne magtkynisme er ikke særlig sympatisk, især ikke for en småstatsbefolkning. Men NATOs blytunge medansvar for den nuværende konflikt består i at have tilbudt medlemskab til Ukraine i 2008. Som udslag af den værdipolitiske hybris efter den Kolde Krig har vi lokket ukrainerne ud i en ødelæggende krig med store menneskelige og materielle omkostninger.

Hvad angår de ansvarlige politikere, er det sværere at sige, hvad der har skabt panikken. Måske er det, fordi de selv tror på, hvad de siger, inklusiv Hitler-analogien, som en form for ’gruppetænkning’ (begreb i politisk psykologi formuleret af amerikaneren Irving Janis) med indslag af ’lemminge-effekt’? Panikkens timing passer i øvrigt godt sammen med Trumps opinionstal i forhold til at genvinde præsidentposten. Hvad man end mener om Trump, har manden – modsat de neo-konservative i begge partier – blik for, at ukrainsk territorium ikke er strategisk vigtigt for USA (ligeså lidt som f.eks. afghansk). USA's strategiske fokus kan derfor meget vel forskubbes til Asien/Kina, med eller uden Trump som præsident.

Den selvopfyldende profeti?

Vi kan indstille os på år med hybrid krigsførelse som udløber af det dårlige forhold til Rusland og vores bistand til Ukraine. Men i samme åndedrag at postulere, som politikere i stigende grad har for vane, at Danmarks ’frihed og demokrati’ er truet, er demagogisk. Forestiller man sig seriøst, at Putin skulle have lyst og magt til at styre genstridige polakker eller vrantne danskere fra Moskva? Måske kan man skræmme dele af opinionen til at tro det. Men det er uansvarligt, fordi krigspsykosen via eskalation og misforståelser kan blive en selvopfyldende profeti. Den investerede prestige gør det svært at klatre ned fra det høje træ.

Bliver der storkrig, har politikerne fået bekræftet sine fordomme om Putin: se hvad vi sagde! Hvis der ikke bliver storkrig, så var det ikke på grund af Putins tilbageholdenhed, men takket være vores afskrækkelse af ham. Men hvad man glemmer i dette regnestykke er det kæmpemæssige ressourcespild, som panikken under alle omstændigheder indebærer, inklusiv skabelsen af en samfundsmæssig paranoia efter McCarthyistisk og russisk forbillede. Det er overdrivelsernes overdrev.

Denne kronik blev bragt i en revideret udgave på politiken.dk den 11. juni 2024