Ministeren vil styrke bånd til Vestafrika - men på hvis præmisser?
I sidste uge kunne man på Udenrigsministeriets sociale medie-kanaler følge med i udviklingsminister Dan Jørgensens (A) besøg hos myndigheder i Senegal og Elfenbenskysten som led i ”at styrke Danmarks engagement med de afrikanske lande”. Danmark har aldrig haft hverken traditionelt udviklingssamarbejde med eller ambassader i de to vestafrikanske kystlande, men noget kunne tyde på, at det snart vil ændre sig.
I takt med at regeringerne i de tre klassiske samarbejdslande i det centrale Sahel – Mali, Burkina Faso og Niger – er blevet væltet og erstattet af militærregeringer, er Danmark, såvel som andre europæiske regeringer, blevet trængt op i en krog.
Et myndighedssamarbejde er svært, når den ene part ikke er folkevalgt, og de tiltagende autokratiske styrer stækker både frie medier og civilsamfund. Det gør heller ikke sagen lettere, at vestlige partnere og samarbejder med EU i stigende grad får den kolde skulder i de tre lande. Stemplet som persona non grata er blevet brugt flittigt – især i Burkina Faso, hvor tre franske diplomater for et par måneder siden fik 48 timer til at forlade landet.
Så skal man blive eller skal man rejse? Norge har taget konsekvensen og lukket sin ambassade i Mali – til august åbner vores skandinaviske nabo så en ny ambassade i netop Senegal. Dan Jørgensens besøg kunne været et tegn på, at Danmark går med samme tanker.
Der er god ræson i at kigge mod kystlandene i Vestafrika, hvor Danmark p.t. kun har ambassader i Ghana og Nigeria – begge er dog udelukkende handelsambassader. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) plæderer for gennem partnerskaber at få venner og opbygge alliancer, der kan sikre en regelbaseret verdensorden. Initiativet skal nok også ses i det lys.
Men Udenrigsministeriets kommunikation om de (måske) nye partnerskaber får os alligevel til tasterne med et ”pas nu på”.
For det første er der argumentationen for, hvorfor man har valgt netop disse to lande.
Helt objektivt er der masser af god ræson i det valg. Senegal og Elfenbenskysten spillede en hovedrolle i det franske imperium, hvilket på mange måder har givet en særlig status i regionen. De to lande er da også i dag – sammen med Nigeria og Ghana – de væsentligste økonomier i Vestafrika og har derfor også en stor politisk indflydelse.
Men hvorfor forsøge at legitimere landevalget med, at begge lande er ledet af demokratisk valgte regeringer, når det er en sandhed med modifikationer?
Elfenbenskystens præsident, 82-årige Alassane Ouattara, har været ved magten siden 2011 og sidder lige nu på et forfatningsstridigt 3. mandat. Noget, der absolut ikke er populært rundt om blandt lokalbefolkninger i regionen.
Ved ikke at spille med åbne kort kan Udenrigsministeriet meget vel ende med at blive anklaget for at sige en ting (hylde demokrati), men gøre noget andet (samarbejde med udemokratiske ledere). Det kan være nødvendigt at gøre det sidste, men i så fald bør man gøre det åbent og uden at stikke blår i øjnene. ”Hyklerprædikatet” klæber i disse år til særligt Frankrig, men også vestlige regeringer generelt, så der er grund til at være varsom.
I forhold til Senegal så var det nylige præsidentvalg ganske rigtigt demokratisk og fredeligt – altså hvis man udelukkende kigger på selve valgkampen og valget, hvor den 44-årige Bassirou Diomaye Faye vandt. Men valget kom efter et årti med alvorlig tilbagegang for demokratiet og fandt sted med en måneds forsinkelse, fordi den tidligere – og franskstøttede – præsident, Macky Sall, helt uhørt aflyste valget tre uger før valgdatoen i slutningen af februar.
I løbet af de sidste tre år er op mod 60 unge mennesker døde, dræbt af politiets kugler, mens de kæmpede for demokratiet på gader og stræder i Senegal, ligesom landets fængsler blev fyldt med over 1.000 politiske fanger. Herunder den nye præsident, Faye, der sad fængslet indtil 10 dage før valget.
Danskerne skal ikke tro, at alt er fryd og gammen i de to lande, men samarbejdet indledes, fordi Danmark må forholde sig til verdenen, som den ser ud. Et lille land som vores kommer ingen vegne, hvis vi kun vil samarbejde med tro kopier af os selv.
For det andet er der de områder, som Udenrigsministeriet angiver, at der skal samarbejdes om.
”Som naboer har Europa og Afrika brug for hinanden, for at skabe vækst og beskæftigelse og til at løse fælles udfordringer, fra terrortrusler til migrationspres og klimakrise,” udtaler Jørgensen i pressemeddelelsen, og senere: ”Danmark har meget at tilbyde de afrikanske lande. Vi er verdensførende i udvikling og udrulning af grøn energi, som de afrikanske lande efterspørger for at imødegå klimakrisen. Her skal Danmark byde sig endnu mere til og lytte til, hvad de afrikanske lande efterspørger.”
Men er der overensstemmelse mellem disse to udtalelser?
Ligesom andre vestlige lande har Danmark de sidste år fået øjnene op for, at afrikanske lande i stigende grad siger fra over for klassiske samarbejder, hvor donorlandene traditionelt har svunget taktstokken. I stedet har afrikanske stater vendt sig mod nye partnere – Kina, Tyrkiet, Golflandene, Indien, Rusland – der i langt mindre grad stiller krav til landene i form af for eksempel reformer eller lovændringer.
For ikke at tabe indflydelse har vestlige regeringer måttet indse, at vejen frem i Afrika er, at samarbejder fremover skal være netop det – et samarbejde. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har også påpeget dette ved flere lejligheder, og det forventes, at denne tilgang vil præge den nye Afrikastrategi, der skal komme efter sommerferien.
Men umiddelbart er ’terrortrusler, migrationspres og klimakrise’ ikke nye temaer. Vi er i hvert fald nysgerrige på, om det er områder, Senegal og Elfenbenskysten selv har givet udtryk for, at man vil samarbejde om.
Alle tre emner lugter meget af danske prioriteter.
Og det harmonerer ikke umiddelbart med Senegals behov. Senegals hær holder selv terrorister fra Mali væk fra sine grænser, og migration fra et senegalesisk perspektiv handler mere om at skabe sikre ruter og muligheder for cirkulær migration – ikke at stoppe et ”migrationspres”. Kun 10 procent af vestafrikanske migranter søger uden for regionen, og heraf er det et minimum, der ender i Europa. Remitter fra migranter blev i 2018 opgjort til at udgøre 13,6 procent af Senegals BNP, så at bremse migration vil have ødelæggende effekt på landets økonomi.
Derudover kommer omkring 30 procent af Senegals energiforsyning allerede fra vedvarende energi. Og senegaleserne ved godt, at klimakrisen skyldes vestlige landes udledninger og levestil – så hjælp til at ”imødegå klimakrisen” vil for mange klinge hult, hvis ikke der også sker handling på europæisk jord.
Samtidig er det værd at holde sig for øje, at præsident Faye i Senegal er selvudnævnt ”venstreorienteret panafrikanist”, og blandt andet er blevet valgt på et mandat om at sætte Senegal og Afrika først, genforhandle mine- og andre udvindelsesaftaler, og at bilaterale samarbejder netop skal komme Senegal til gode.
Forhåbentlig husker Dan Jørgensen og Udenrigsministeriet på det, så de ikke falder tilbage i ”business as usual”.
DIIS Eksperter
