Nytter det at sende migranter hjem?
I artiklen "Jeg føler, jeg flyver bagud i mit liv" skriver DIIS- forsker Sine Plambech om nigerianske Mary og de tusindvis af migranter, der fremover skal på fly hjem fra EU. Massedeportation er blevet et af EU’s mest centrale bud på en slags løsning på migrantkrisen, og unionen står nu over for et deporterings-eksperiment uden fortilfælde. Men hvad sker der, når deportationsflyene lander?
Globalt migrerer kvinder især fra seks-syv områder, hvoraf Plambech udfører feltarbejde i Thailand og Nigeria.
Kvinder søger ofte mod Europa og Danmark ved for eksempel at gifte sig eller som sexarbejdere. Nogle bliver involveret i trafficking.Deres fattige hjemområder er afhængige af de penge, de kan sende hjem, men en strengere migrationskontrol i EU har gjort det sværere for kvinderne at komme til Europa.
Projektet skal derfor blandt andet undersøge, hvordan EU’s tiltagende migrationskontrol påvirker kvinderne, deres ruter til Europa og udviklingen i deres hjemlande.
Tidligere artikler i rækken:
Kvinderne der drukner i Middelhavet
Smugling forklædt som trafficking
Becky er død
Kvinder er en kampplads
Plambech beskriver, hvordan massedeporteringer udfordrer de lokalområder, der i forvejen er fattige og konfliktfyldte. Deporteringer stopper den strøm af penge, som mange migranter sender, eller planlagde at sende, hjem. Penge, der hjælper familier og udvikler lokalområder. I stedet skal de fattige samfund nu modtage og reintegrere deres deporterede borgere, når de kommer hjem, ofte skamfulde uden penge på lommen - Hvad skal de så?
Mange migranter satsede alt og lånte typisk penge, pantsatte jorden og huset for at komme af sted. Behovet for sikkerhed, forsørgelse af familien og gæld gør, at de efter deporteringen er stillet værre, end da de tog afsted. Det får de deporterede eller andre familiemedlemmer til at rejse igen og endnu en gang blive deporteret. I Nigeria mødte Sine Plambech folk, der var blevet deporteret tre gange. Deporterede bliver sjældent der, hvor vi placerer dem. Hvis der fortsat er konflikt og arbejdsløshed, rejser de igen. Og sådan fortsætter deporterings-hamsterhjulet i cirkulation.
En del efterlyser imidlertid, at vi indtræder i deporteringens æra. “No immigration - start repatriation” stod der på et banner et sted i England efter Brexit. Men indfangning og deportering af migranter sker allerede dag og nat på gaderne i EU, i København og andre steder. Hunt-and-deport hedder det i USA.
Det er ikke kun indvandringskritiske stemmer, der kræver flere deporteringer. Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm, sagde i Information 2. juni, at “De europæiske lande må tage sig sammen og sende de mange hundredetusinder indvandrere hjem”. Budskabet er, at migranterne skal ud for at legitimere asyl til de ægte nødlidende flygtninge. Hvis nogle skal reddes, må andre deporteres. Som en slags plaster på det humanitære sår skal masse-deporteringerne være “bæredygtige returneringer”.
Men forskning på tværs af lande viser klart, at bæredygtig retur er en yderst udfordrende opgave. I hvert fald hvis man med bæredygtig mener, at de deporterede bliver hjemme - og det er typisk det, man mener. Selv om migranter ikke er flygtet fra Islamisk Stat, krudt og kugler, rejste de stadig for at komme væk fra noget – fattigdom, arbejdsløshed, håbløshed. Vi skal forsøge, men bæredygtige returprogrammer kan sjældent rette op på det.
Plambech spurgte en kvinde, hvad hun følte, mens hun sad på deporteringsflyet med 150 andre deportanter på vej ud af EU. Hun forklarede først: Det er ikke et fly for turister. Det var kun os og så de der vagter. Nogle af os snakkede almindeligt. Nogle græd. Nogle var meget vrede. Andre var tavse. Jeg græd ikke. Jeg sad og følte, at jeg fløj bagud i mit liv.
DIIS Eksperter
