I det Røde Hav kæmper man om den globale dagsorden

I januar diskuterede og vedtog det danske Folketing to beslutningsforslag om danske militære bidrag til styrkelse af den maritime sikkerhed i og omkring Det Røde Hav (B 103 og B104). Debatten viste bred opbakning til den danske deltagelse i den defensive indsats, nemlig udsendelse af en fregat i Iver Huitfeldt-klassen som en del af den amerikansk-ledede Operation Prosperity Guardian (OPG). Fregatbidragets opgaver vil være at overvåge området og beskytte den frie sejlads for civil skibstrafik og internationale flådefartøjer i operationsområdet.

Men på trods af bidragets defensive opdrag kan det, ifølge Troels Lund Poulsen, ikke udelukkes, at danske radarbilleder, data og efterretninger indsamlet af den danske fregat kan anvendes som et led i måludpegning og planlægning af offensive operationer. Samtidig deltager Danmark også direkte i den offensive indsats, kaldet Operation Poseidon Archer (OPA), med en stabsofficer, der udsendes for at understøtte den amerikansk-ledede koalitions angreb på houthiernes militære kapaciteter.

I folketingssalen blev det flere gange understreget, at det er Danmarks pligt som en stor søfartsnation at ’gøre det rette’ og tage ansvar i den nuværende situation. Samtidig beskrives houthierne som ’skruppelløse’ i deres angreb på den frie verdenshandel og civile skibe med varer til danske butikker. Men der er langtfra global enighed om, hvem de skruppelløse faktisk er.

Missionernes mandat

I Folketingets debat om Danmarks militære bidrag til genetablering af sikkerhed i Det Røde Hav henviste Lars Løkke Rasmussen til FN-resolution 2722 (2024), der blev godkendt den 10. januar i FN’s Sikkerhedsråd. Men houthierne lod sig ikke afskrække af den internationale fordømmelse. I stedet lod de missilerne tale ved at gennemføre deres første missilangreb i Adenbugten, og eskalationen fortsatte, da USA svarede igen ved at angribe med end 50 militære mål i seks af Yemens regioner.

I resolutionen fordømmes houthiernes angreb på handelsskibe i Det Røde Hav med henvisning til havretskonventionen, der beskytter den frie sejlads. Resolutionen understreger ikke bare retten til fri bevægelighed på vand, men også medlemslandenes ret til at forsvare deres skibe mod angreb. Det skal ses i sammenhæng med Det Røde Havs vigtighed: Houthiernes angreb har ført til en 80 pct.-reduktion i farvandets containervolumen, hvor 12 pct. af den globale handel passerer. Alternativet er ikke oplagt: Ifølge London Stock Exchange Group (LSEG) tager det cirka ti dage ekstra og koster cirka 35 pct. mere at rejse rundt om Sydafrikas Kap Det Gode Håb i stedet for via Rødehavet. Angrebene har sat sig i stigende fragtpriser, men har – foreløbig – ikke skabt en egentlig krise i verdenshandlen.

Der blev under debatten i Folketinget – bl.a. af Lars Løkke Rasmussen – henvist til et folkeretligt mandat, der udspringer af retten til kollektivt selvforsvar. Her følger man amerikanske og britiske henvisninger til retten til selvforsvar nedskrevet i Artikel 51 i FN’s charter. Direkte adspurgt til det folkeretlige grundlag for missionen bekræftede forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at han opfatter missionens mandat som stærkt.

Men ifølge eksperter i folkeret er det dog ikke helt ligetil, om houthiernes angreb på civile skibe var nok til at udløse retten til selvforsvar. Flere lande har understreget, at Resolution 2722 ikke autoriserede nogen stat til at bruge vold mod houthierne. Det er gætværk, men man får en fornemmelse af, at Resolution 2722 gav den amerikansk-ledede koalition en følelse af juridisk rygdækning forud for deres angreb den 11. januar. Og inden resolutionen blev vedtaget, udsendte USA sammen med en koalition af lande – herunder Danmark – flere advarsler til houthierne: Den 3. januar fastslog man, at de ville blive holdt ansvarlige, hvis de fortsatte med deres ulovlige angreb. Som bekendt havde advarslen ikke den store afskrækkende effekt på bevægelsen, der ufortrødent fortsatte med at true skibsfarten. Dét kunne USA selvfølgelig ikke sidde overhørig.

Missioner rammer virkeligheden

Operation Guardian Prosperity blev annonceret i december 2023 og har, som navnet antyder, fokus på at beskytte den internationale civile skibsfart. Ud over at være en reaktion på houthiernes brud på havretskonventionen er der fokus på de potentielle økonomiske konsekvenser af angrebene. Grundlæggende var tanken, at krigsskibenes tilstedeværelse enten ville afskrække houthierne fra at angribe civile skibe eller afbøde konsekvenserne af eventuelle angreb ved at nedskyde bevægelsens missiler og droner. Hurtigt viste det sig dog, at Operation Guardian Prosperity ikke var tilstrækkelig til at afskrække houthierne eller forhindre angreb på den civile skibstrafik. Dét blev tydeligt ved angrebet den 30. december 2023 på Mærsk Hangzhou, der fandt sted, få dage efter at Mærsk i tillid til Operation Guardian Prosperity havde besluttet at genoptage sejlads via Det Røde Hav.

Angrebet på Mærsk Hangzhou førte til næste fase, hvor man igangsatte den offensive operation Operation Poseidon Archer, hvis navn iscenesætter den græske havgud, Poseidon, som en bueskytte for at signalere fokuserede og præcise angreb. Formålet er at reducere houthiernes evne til at true skibsfarten ved strategiske angreb på de nødvendige militære installationer, herunder begravede våbenlagre, missilsystemer, affyringsfaciliteter, luftforsvarssystemer og radarer. Det er dog vanskeligt at vurdere effekten (bl.a. fordi vi ikke kender omfanget af houthiernes totale arsenal inden angrebene, som selvsagt ikke ligefrem er tilgængelig information). Samtidig har Yemen Conflict Observatory dokumenteret, hvordan houthierne eskalerede deres angreb i januar, altså efter at Operation Poseidon Archer blev igangsat.

I en tale den 29. februar gentog bevægelsens leder, Abdul Malik al-Houthi, at yemenitterne vil stå last og brast med palæstinenserne til den bitre ende. Samtidig insisterede han på, at de amerikansk-ledede angreb ikke havde haft en betydelig effekt på houthiernes kapabiliteter, men i stedet vil føre til yderligere mobilisering i Yemen. Dét skal dog nok tages med et gran salt, men selvom angrebene sandsynligvis har mindsket houthiernes militære kapacitet, har de samtidig øget den regionale og nationale støtte til bevægelsen. Støtten til den palæstinensiske sag i Yemen er ikke begrænset til houthierne, men findes på tværs af politiske, religiøse og geografiske skel. Det har gjort det vanskeligt for anti-houthi-fronten at finde et effektivt modsvar til houthiernes positionering. Dette ændrer dog ikke på, at houthierne – der lige nu instrumentaliserer den palæstinensiske sag og præsenterer sig selv som humanitært indstillede frihedskæmpere – ikke afhjælper den fortsatte katastrofale humanitære situation i Yemen.

En plads på scenen

Når den amerikansk-ledede koalition beskriver sig selv som repræsentanter for den regelbaserede globale orden, forpligtet til at stå vagt om den frie bevægelighed ved at holde ondsindede aktører ansvarlige for deres ulovlige angreb, så klinger det i store dele af verden hult.

Houthiernes angreb på den frie sejlads beskrives af den amerikansk-ledede koalition som ’uacceptable’ og ’skruppelløse’ – uden reference til, at houthierne med stor succes har rammesat angrebene som et moralsk modsvar på den humanitære krise udløst af Israels angreb på Gaza. Ifølge officielle udtalelser fra houthi-bevægelsen skal angrebene mod den civile skibstrafik i Det Røde Hav forsøge at presse Israel til at stoppe sit angreb på Gaza og tillade adgang for humanitær nødhjælp. En talsperson for organisationen har formuleret det direkte: ”Stop folkemordet i Gaza, og vi stopper angrebene på amerikanske, britiske og israelske krigsskibe. Er det ikke et retfærdigt, moralsk, og menneskeligt krav?”.

Houthierne har, især efter at de tog kontrol med hovedstaden, Sana’a, i Yemen i september 2014, opbygget et effektivt medie- og propagandaapparat, hvor flagskibet er TV-kanalen al-Masirah, placeret i Beirut. Indsatsen har været støttet af Iran, og som journalisten Hannah Porter noterer, er den retoriske og stilistiske lighed med produktioner fra Hizbollah og Hamas slående. Men houthiernes fokus på den palæstinensiske sag er ikke ny. Allerede fra gruppens spæde begyndelse i 1990’erne stod kritikken af Israel/zionismen centralt i houthiernes selvforståelse.

Hvor deres retorik måske nok er ny for et internationalt publikum, er linjen uforandret – det øger kun deres troværdighed, at de nu handler på deres retorik. Samtidig har de amerikansk-ledede angreb givet houthierne ammunition til en anden af deres primære beskeder; nemlig at Yemens – og den muslimske verden generelt – sande fjende er USA. Det understøttes af USA’s opbakning til – eller manglende kritik af – Israels fortsatte angreb i Gaza og den stadige strøm af forfærdende billeder fra området. Det har givet houthierne mulighed for at præsentere sig selv – ganske succesfuldt – som moralsk overlegne samt repræsentanter for regionens fattigste land, der er parate til at udsætte sig selv for angreb og kritik for at forsvare palæstinenserne. Nu cirkulerer houthi-propaganda bredt blandt folk, også i Vesten. Samtidig strømmer der dagligt forfærdelige billeder ud af Gaza, som udfordrer fortællingen om USA – og dermed USA’s allierede – og deres håndhævelse af en regelbaseret orden. Dét har houthierne haft både de militære og organisatoriske kapaciteter til at udnytte.

En forbløffende succes

Bevægelsen har navn efter – og opstod i Yemen centreret omkring – Houthi-familien, som var politisk og socialt engagerede i 1990’erne og 2000’erne. Da den daværende yemenitiske præsident, Ali Abdullah Saleh, allierede sig med amerikanerne i deres krig mod terror, kritiserede houthi-bevægelsen samarbejdet med USA og spredte deres slogan: ”Gud er stor, død over USA, død over Israel, forbandelser over jøderne, sejr til Islam”. Den politiske uenighed med regimet udviklede sig til en militær konflikt, der eskalerede efter 2004 og kostede bevægelsens daværende leder, Hussein Al-Houthi, livet.

I perioden 2004-10 var regimet og Houthi-familien involveret i seks runder af militær konflikt, de såkaldte Sa’ada-krige, der, ifølge rapporter, resulterede i op til 30.000 omkomne og 250.000 internt fordrevne. På det tidspunkt var der sandsynligvis maksimalt få tusinde tilhængere. Regimet forsøgte en ’brændt jord-strategi’ – bombning i flæng for at underminere houthierne – men dét styrkede og forhærdede kun deres modstand mod regimet. Gradvis spredte konflikten sig og kom til at inddrage flere og flere i Yemens nordøstlige regioner. Ti år senere, i 2014, tog houthierne kontrol med den yemenitiske hovedstad, Sana´a, nu under ledelse af Abdul-Malik Houthi – den dræbte leders bror. Det skete igennem en midlertidig alliance med den tidligere præsident Saleh, som houthierne ellers bekæmpede 2004-10 og var med til at vælte under Det Arabiske Forår. Den nye koalition gav dem adgang til 60-70 pct. af den yemenitiske stats militære isenkram og personel, der valgte at forblive loyale over for Saleh frem for den valgte transitionspræsident Hadi.

Kort efter, i marts 2015, indledte den saudisk-ledede koalition sin Operation Decisive Storm med det eksplicitte mål at få transitionspræsidenten Hadi genindsat og slå houthierne tilbage. Houthierne kaldte sig nu Ansar Allah (Guds partisaner) som udtryk for, at de er en politisk og militær bevægelse, der rækker langt ud over deres oprindelige forankring i Houthi-familien. Den saudiske ledelse havde håbet på en kort militær intervention, men hurtigt viste det sig, at houthierne ikke var en nem fjende at slå – tværtimod trives de over for en ekstern modstander.

På trods af intensive luftangreb, især i interventionens første fase, fortsatte houthiernes militære og organisatoriske kapabiliteter med at vokse i de efterfølgende år. Den saudisk-ledede intervention var og er ikke formelt sanktioneret af FN’s Sikkerhedsråd, men resolution 2216 (2015) giver implicit støtte til den saudiske narrativ om behovet for interventionen. Samtidig er der over for houthierne indført en våbenembargo, som i princippet burde have forhindret deres militære opbygning siden 2015.

Men i stedet har de fortsat deres militære opbygning, samtidig med at deres kontrol over det nordøstlige Yemen gradvist er blevet strammet. Houthierne er nu den stærkeste militære og organisatoriske magt i Yemen, og bevægelsen kontrollerer et område på omkring fire gange Danmarks størrelse med over 20 millioner borgere. Samtidig er det altså lykkedes dem at påføre pres på verdenshandlen og ikke mindst på USA, der er blevet tvunget til at igangsætte en større maritim aktion med støtte fra allierede.

Den udvikling, som de færreste, inklusive houthierne, kunne have forudset, viser, at bevægelsen gradvist er blevet mere selvsikker og derfor også mere ambitiøs.

Som demonstreret viser historien, hvordan bevægelsens politiske kerne er formet af en militær konfrontation med fjender, der på papiret er langt stærkere. Det er samtidig også én af houthiernes svagheder: Før den 19. november var der stigende utilfredshed i houthi-dominerede områder over manglende offentlig service og økonomisk udvikling. Da lærerforeningen gik i strejke, blev formanden anholdt – og hans stamme protesterede over houthiernes hårdhændede håndtering af situationen.

Situationen illustrerer, at houthierne ikke er en monolit. Bevægelsens hastige vækst har forudsat integration af diverse politiske og religiøse aktører – samt af stammer, der er vigtige politiske og militære aktører i Yemen. Selvom situationen med lærerforeningen var håndtérbar for houthierne, illustrerer den, at der kan være betydelig lokal utilfredshed med deres styreform – selvom houthierne driver en så effektiv politistat, at utålmodigheden sjældent kommer til udtryk.

Når det gælder om at vurdere den danske involvering i de igangværende militære missioner i Det Røde Hav, kan houthiernes udvikling tjene som en advarsel til det internationale samfund. De har i høj grad udnyttet, at der ikke har været en gennemtænkt national, regional og international strategi for at håndtere dem. Der har tværtimod været en forventning om, at houthierne kan trues eller bombes på plads – og dén forventning består tilsyneladende, selvom houthierne igen og igen har tilbagevist den. Tværtimod viser historien, at houthiernes trives med en ekstern fjende – og at USA for dem er den optimale skurk.

En skærpet profil

Houthierne er støttet af Iran, som har spillet en central rolle i opbygningen af bevægelsen, både militært og organisatorisk. Det er en relation, som både houthierne og Iran har interesse i at sløre, samtidig med at andre kan have interesse i at tale relationen op. Det betyder, at vi reelt ikke ved, hvor meget Iran er involveret i houthiernes beslutningsprocesser. Men vi ved, at houthierne indgår i den såkaldte ’Modstandens akse’, som også tæller Hamas, Hizbollah og pro-iranske militser i Syrien og Irak. Houthi-bevægelsens position i denne akse er gradvist vokset – fra at være et wildcard, der med en begrænset iransk investering udviklede sig, til at være en solid udfordrer af Saudi-Arabien. På den måde har houthierne udviklet sig fra en ’junior-partner’ til nu at sætte den internationale dagsorden på vegne af aksen.

Houthierne har en selvstændig profil og kapacitet, der bl.a. finansieres af beskatning i Yemen og indtægter, paradoksalt nok, fra den internationale handel i Det Røde Hav. Men der er også dokumenteret betydelig iransk militær assistance. I forbindelse med de igangværende angreb har det iranske skib Behshad muligvis leveret informationer til houthierne, der er blevet anvendt til deres angreb. Der har også været spekulationer om en øget tilstedeværelse af rådgivere fra Irans Islamiske Revolutionære Garde (IRGC) i de houthi-kontrollerede dele af Yemen. Derudover har bl.a. FN’s ekspertpanel for Yemen vurderet – bl.a. baseret på materiale, som houthierne selv har udgivet i forbindelse med diverse militærparader – at de har opbygget deres drone- og missilkapacitet med støtte fra Iran.

Siden de begyndte deres angreb den 19. november med kapringen af Galaxy Leader, har bevægelsen angrebet over 45 skibe i Det Røde Hav. I begyndelsen var angrebene kun rettet mod civile skibe, men houthierne har nu også angrebet krigsskibe – ligesom angrebene ikke har været begrænset til skibe med israelske forbindelser, som ellers var udgangspunktet i begyndelsen af kampagnen. Ud over kapringen af Galaxy Leader og et fejlslagent kapringsforsøg har houthierne angrebet skibstrafikken med en kombination af droner og missiler. De fleste af angrebene er sket i Bab al-Mandeb, et snævert stræde mellem Yemen og Djibouti, mens yderligere angreb har fundet sted i Adenbugten. Houthierne bruger droner, der er relativt billige, til både angreb og rekognoscering.

Angrebene er bl.a. svære at forsvare sig imod, fordi Bab al-Mandeb kun er omkring 30 kilometer bredt. Det betyder, at der kan være ned til ganske få sekunder til at beslutte, hvordan man reagerer, hvis man kommer under beskydning. På trods af de omfattende angreb havde der indtil februar været begrænset materiel ødelæggelse, men den 18. februar blev det britisk-ejede Rubimar alvorligt skadet. Besætningen blev evakueret, og skibet er nu sunket med sin last på omkring 21.000 metertons gødning, der udgør en betydelig miljørisiko i området.

Det er vanskeligt at vurdere, hvor meget de amerikansk-britisk-ledede angreb presser houthierne. Selvom de har forberedt sig på den igangværende krise, må det antages, at deres arsenal af droner og især missiler er begrænset. I et vist omfang vil houthiernes evne til at fortsætte deres angreb på skibstrafikken altså afhænge af, om de er i stand til at supplere deres arsenaler. Bevægelsen er fortsat under våbenembargo, men det har ikke forhindret dem i at opbygge deres nuværende militære kapacitet.

Det er dog muligt, at Operation Guardian Prosperity og det øgede internationale fokus på området vil svække houthiernes evne til at smugle nye våben ind i Yemen. På den anden side betyder houthiernes øgede regionale profil og popularitet, at der vil være øget interesse for at støtte dem. Også selvom det er blevet vanskeligere med genintroduktionen af terrorstemplet i januar, der bl.a. sigter på at forhindre international finansiering af houthiernes aktiviteter.

Måske er det et symptom på øget behov for finansiering, at houthierne har igangsat en intern kampagne for, at yemenitter direkte skal støtte indsatsen. Det vil sandsynligvis ikke være afgørende, men kan have symbolsk betydning og blive en mulighed for, at landets befolkning kan vise deres støtte til den palæstinensiske sag.

Eskalationen udebliver

Der har været en frygt for, at situationen i Det Røde Hav ville føre til en regional eskalering (jf. Jessica Larsens RÆSON-analyse i januar), men dette er indtil videre ikke sket. Samtidig kan man i den danske debat få indtryk af, at regionale staters begrænsede reaktion på Operation Guardian Prosperity skal tolkes som indirekte støtte til den amerikansk-ledede mission. Men der er ingen tvivl om, at situationen i Det Røde Hav har medført bekymring i regionen. Centrale regionale stater som De Forenede Arabiske Emirater, Egypten og Saudi-Arabien har alle afslået at deltage i operationen.

På trods af at et land som Egypten lider langt mere under houthiernes angreb på skibstrafikken end Danmark. Egypten er afhængigt af indtægterne fra Suezkanalen – som ifølge IMF er faldet med ”hundreder af millioner dollars”, efter at angrebsbølgen begyndte. Egypten har altså god grund til at bakke op om Operation Prosperity Guardian. Alligevel har præsident Sisis regering været afmålt i sin reaktion, sandsynligvis for ikke at risikere, at egypterne opfatter deres reaktion som implicit støtte til Israel – for ligesom i regionens øvrige lande sympatiserer den egyptiske befolkning med palæstinenserne.

Saudi-Arabien har primært fokus på at forhindre en eskalering af konflikten med houthierne, der ville bringe de igangværende fredsforhandlinger i fare. For saudierne håber, at dialogen vil stoppe Yemen fra at rette nye angreb over grænsen mod central infrastruktur og gøre det muligt for dem at afslutte deres omkostningsfulde militære intervention i Yemen, der begyndte i 2015.

Samtidig er der i regionen stadig mindre tillid til USA’s sikkerhedsgarantier og villighed til at forpligtige sig langsigtet i regionen. Diskussioner i FN’s Sikkerhedsråd illustrerer med al tydelighed, at selvom medlemslandene overvejende er enige om det problematiske i houthiernes angreb på den civile skibstrafik, så er situationen i Gaza vigtigere. Det skaber en bekymring for, at lande som Rusland og Kina kan bruge situationen som endnu et eksempel på Vestens hykleri ved at rammesætte operationerne som udtryk for, at forsyningssikkerhed prioriteres over børneliv i Gaza.

Et svært valg

Den danske beslutning om at deltage i de offensive og defensive militære missioner i Det Røde Hav er taget, men det er mere usikkert, om der er en plan for missionernes afslutning. USA benægter, at der er et link mellem houthiernes angreb og Israels angreb på Gaza, fordi den anerkendelse ses som en sanktionering af houthiernes propaganda. Det kan der være noget om, men omvendt fremstilles USA som tonedøv, når man nægter at forholde sig til noget, som for mange på verdensscenen er en åbenlys sandhed.

Houthierne har som nævnt udtalt, at de stopper deres angreb, når Israel afslutter sit angreb på Gaza og tillader fri passage af nødhjælp, men hvis man kigger på bevægelsens generalieblad, er der grund til at tvivle på, om det vil holde stik. I Yemen peger deres modstandere på, at houthierne har en forhistorie med at indgå – og bryde – aftaler, når det var gunstigt for dem. Fx Stockholmaftalen, der i december 2018 blev indgået i FN-regi mellem houthierne og den internationalt anerkendte regering for at undgå et angreb på havnebyen Hodaida.

Centrale figurer i anti-houthi-fronten beskriver, at aftalen betød, at den internationalt anerkendte regering blev presset til at trække sig tilbage fra Hodaida, på et tidspunkt hvor houthierne ellers var under militært pres. Det opmuntrede houthierne, som begyndte en offensiv mod Marib, samtidig med at de konsoliderede deres kontrol med øvrige områder af Yemen. Aftalen tillod i praksis houthierne at udbygge deres kontrol med Yemens kystlinje – det, der nu muliggør deres angreb på den internationale skibstrafik.

Kritikerne ser aftalen som et eksempel på international fejlhåndtering af situationen i Yemen baseret på eftergivenhed over for houthierne – ud fra en misforstået version af ideen om, at der kun findes en forhandlet løsning på konflikten. Samtidig har Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater oplevet houthierne true med angreb på de to lande som reaktion på deres støtte til yemenitiske aktører. Det er ikke en tom trussel. Det vurderes fx, at houthiernes angreb mod Abu Dhabi i januar 2022, der dræbte tre personer, var gengældelse for De Forenede Arabiske Emiraters støtte til en intern yemenitisk militær kampagne i regionen Shabwa, der påførte houthierne et klart militært tab.

Hvad kan der gøres? Forestillingen om, at houthierne let kan trues, har med al tydelighed vist sig ikke at holde stik. Selvom Operation Poseidon Archer skulle lykkes med at ødelægge størstedelen af houthiernes kapacitet, skal houthierne blot ramme ét skib en gang imellem for at sikre uholdbare vilkår for den civile skibstrafik. Samtidig kan angrebene styrke yemenitternes opbakning til houthierne og dermed svække mulighederne for en forhandlet fredsaftale i landet. I en samtale med et medlem af en prominent yemenitisk familie – som har gode relationer til houthierne – blev der givet et godt råd: at inddrage pas, indefrysning af internationale bankkonti og lignende har nemlig kun en begrænset effekt. Som det blev sagt: ”Tag noget fra houthierne, som de faktisk har”.

I en nylig diskussion arrangeret af Chatham House blev der peget på to mulige løsninger på konflikten; den idealistiske og den realistiske.

Den idealistiske løsning vil forsøge at styrke opbakningen til den internationalt anerkendte regering for dermed at svække houthierne internt. Det kunne fx være ved at styrke den yemenitiske kystvagts kapabiliteter, som der peges på i Resolution 2722. Men den internationalt anerkendte regering er fragmenteret, korrupt og lider under manglende legitimitet i befolkningen. Selv hvis der bliver afsat de nødvendige ressourcer til at opbygge regeringens kapacitet og legitimitet, vil det være en langsigtet strategi.

Den realistiske strategi accepterer derimod, at houthierne er den dominerede politiske og militære magt i Yemen. Det betyder, at det internationale samfund med USA i spidsen skal finde en tilgang til houthierne som en legitim politisk repræsentant for i hvert fald dele af Yemen. Det er ikke en nem eller ukontroversiel tilgang, fordi det de facto vil belønne houthierne med international anerkendelse af deres statskup.

Dette virker også til at være udgangspunktet for FN’s roadmap for fred i Yemen, der ifølge FN’s særlige udsending for landet, Hans Grundberg, faktisk var tæt på at blive underskrevet, da konflikten i Det Røde Hav eskalerede,

Men USA har – indtil videre – valgt en anden vej, da man i januar 2024 designerede houthierne som en terrororganisation. Det vækker vrede og bekymring i regionen. Vrede, fordi de amerikanske tiltag over for houthierne ses som udtryk for USA’s støtte til Israel, og dermed en politisk beslutning med henblik på at straffe houthierne for at gøre det, mange i Mellemøsten ser som det moralsk rigtige: nemlig at stå sammen med palæstinenserne. Samtidig komplicerer terrordesignationen politiske forhandlinger med houthierne og risikerer at forværre den humanitære krise i Yemen, fordi det vil vanskeliggøre adgangen for nødhjælp.

Kort sagt: En militær operation, der egentlig handler om skibsfart, er storpolitik med både regionale og globale implikationer. 

Denne artikel blev oprindelig bragt på raeson.dk den 5. april 2024