Saudi-Arabien er blevet mere krigerisk

Jane Kinninmont er senior research fellow og souschef for Middle East and North Africa programme ved Chatham House.

Saudi-Arabien – det rigeste land i den arabiske verden – er i færd med at revidere og finde en ny linje i sin udenrigspolitik som følge af såvel de politiske omvæltninger i Mellemøsten som et generationsskifte i kongefamilien.

Januar 2015 døde den 90-årige konge Abdullah bin Abdul Azziz, der havde regeret siden 2005 og i realiteten havde styret landet siden midten af 1990’erne. Hans arving, 79-årige Salman, er den sidste i sin generation til at sidde på magten i Saudi-Arabien. Han har udnævnt en 56-årig kronprins og udpeget sin yngste søn, der er i 30’erne, til forsvarsminister og vicekronprins.

Den erfarne udenrigsminister, prins Saud al Faisal bin Abdel-Aziz al Saud fratrådte embedet i april, og to måneder senere gik han bort.

Efter 40 år på posten var han den længst siddende udenrigsminister i verden. Også han blev efterfulgt af en yngre minister – der for første gang ikke er en del af kongefamilien.

Den nye generation af beslutningstagere har ændret Saudi-Arabiens udenrigspolitiske kurs, der i dag er meget forskellig fra den mere forsigtige fremgangsmåde, der gjorde sig gældende under kong Abdullah. Og det kommer på et tidspunkt med politisk uro i det omkringliggende område.

Det politiske klima i Mellemøsten og ikke mindst den måde, hvorpå centrale beslutningstagere i Saudi-Arabien fortolker det, har ansporet ørkenlandet til at føre en hårdere linje.

Det sker ud fra en opfattelse af flere verserende trusselsbilleder, dels frygten for et sikkerheds- og magtvakuum i Mellemøsten som følge af det arabiske forår i 2011, dels et mindre interventionistisk og mere ambivalent USA.

Dertil kommer bekymringer for, at vakuummet udfyldes af Iran og landets stedfortrædere, og bekymringer over Islamisk Stat, der har gennemført fire selvmordsangreb i Saudi-Arabien i løbet af det sidste år.

Saudi-Arabiens udenrigspolitik er blevet mere og mere aktivistisk, og det afspejler landets dynamiske forhold til andre arabiske Golflande som Qatar og De Forenede Arabiske Emirater (UAE), hvor yngre ledere på samme vis har indtaget en dominerende rolle og fører en mere aktivistisk regionalpolitik end tidligere.

Det er den militære intervention i Yemen, der repræsenterer det tydeligste brud med den gamle saudiarabiske politik. Siden marts har luftvåbnet ledet en arabisk koalition, der gennemfører luftangreb i et forsøg på at svække en koalition anført af den tidligere præsident i Yemen Ali Abdullah Saleh, og den revolutionære shiamuslimske Houthi-milits, der erobrede Yemens hovedstad i september 2014.

Luftangrebene og de restriktioner, som Saudi-Arabien har indført på Yemens havnebyer, har ført til en humanitær katastrofe i et land, der er dybt afhængigt af nødhjælp og importerede fødevarer. Selv om Saudi-Arabien fortsat er et af de primære donorlande i Yemen, opstår der et helt nyt dilemma, nu hvor kongedømmet er skyld i dødsofre og ødelæggelser af infrastrukturen.

Men på samme tid er det uvist, hvorvidt interventionen i Yemen blot er en smagsprøve: Er det en midlertidig reaktion på en periode med en mere forsigtig udenrigspolitik eller en mere permanent kursændring? Det afhænger ikke blot af udfaldet af den igangværende militære indsats, men også det politiske efterspil.

Saudi-Arabien ønsker at udvide sin vifte af udenrigspolitiske redskaber fra det traditionelle fokus på blød magt (såsom landets økonomiske styrke og mere diffuse påvirkninger gennem religion og medier), så den også omfatter den nyfundne militære interventionisme, samtidig med at man ønsker at indføre en ny generation af diplomati og oprette en mere systematisk bistandsordning.

Den mangesidede udvikling har bragt nye kompleksiteter med sig, hvad angår de europæiske landes samarbejde med et Saudi-Arabien i forvandling.

Den saudiarabiske udenrigspolitik påvirkes af en stribe omvæltninger, der har fundet sted i det mellemøstlige landskab igennem de sidste ti år.

Den første omvæltning kom i form af USA’s skelsættende invasion af Irak i 2003 og de utilsigtede konsekvenser deraf. Det mislykkede forsøg på at skabe demokrati i Irak svækkede USA’s appetit på en intervention i Mellemøsten. Og det åbnede op for, at Iran kunne få indflydelse.

Saudi-Arabien var modstander af krigen i Irak, men det saudiarabiske magtapparat går ind for, at USA fortsætter med at agere politibetjent i Mellemøsten. Faktisk ville Saudi-Arabien have foretrukket, at USA greb ind militært i Syrien efter 2011.

Kombinationen af Irakkrigen, der var til gavn for Iran, fravalget af et militært indgreb i Syrien og den nyligt indgåede atomaftale med Iran har alt i alt givet den saudiarabiske elite anledning til at konkludere, at USA er alt for imødekommende over for Iran.

For det andet har ændringerne på det amerikanske energimarked (hvor olieproduktionen har gjort USA mindre afhængigt af importeret olie) sat spørgsmålstegn ved, i hvor høj grad USA vil forpligte sig til at garantere Saudi-Arabiens sikkerhed i fremtiden.

USA er på nuværende tidspunkt den primære garant for sikkerheden i landene ved Den Persiske Golf, men analytikere diskuterer i øjeblikket, hvor langsigtet og hvor fordelagtig USA’s rolle er.

Som følge heraf har saudiarabiske embedsfolk – herunder den nationale sikkerhedschef, prins Bandar bin Sultan bin Abdul-Aziz al Saud – understreget, at der er behov for at differentiere landets nationale sikkerhedsforhold og dermed bevæge sig væk fra USA. Men det er usikkert, hvilke alternativer der vil være.

Det vedrører den tredje langsigtede tendens: Saudi-Arabiens voksende interesse for relationer til de asiatiske lande – og i særdeleshed Kina, der ventes at overhale USA som verdens største olieproducent. Saudi-Arabien har haft blikket rettet ’mod øst’ i et stykke tid: Kong Abdullah aflagde sit første statsbesøg i Asien i 2005, og Kina er nu hoveddestinationen for en række saudiarabiske eksportvarer (som petroleumskemikalier og plastmaterialer) og ikke mindst saudiarabiske studerende.

Indtil videre er forholdet til Asien dog hovedsagelig økonomisk funderet. Kina har ikke vist interesse for at involvere sig i Golfstaternes sikkerhed inden for den nærmeste fremtid. Og det står heller ikke klart, om USA har lyst til at overdrage ansvaret til Kina.

For det fjerde udviklede der sig en kompleks dynamik som følge af det arabiske forår i 2011. Fænomenet med massebevægelserne og deres krav om politisk forandring blev generelt set af den saudiarabiske elite som en trussel mod stabiliteten i Mellemøsten.

I Saudi-Arabien mobiliserede man sikkerhedsstyrker og regeringsvenlige gejstlige for at standse en lignende bevægelse i opløbet, mens Saudi-Arabien sendte hærstyrker til Bahrain for at yde militær og politisk støtte til kongefamilien i Bahrain ved at nedkæmpe de massedemonstrationer, der fandt sted blot 25 kilometer fra Saudi-Arabiens østlige grænse.

Saudi-Arabien har ikke blot iagttaget udviklingen i de andre lande i Mellemøsten passivt; kongedømmet har givet støtte til forskellige parter i de urolige overgangsfaser, og det gælder også andre Golfstater. I stedet for en konsekvent politik, hvor man enten erklærer sig som modstander eller tilhænger af demokratisk udvikling, har man taget stilling fra sag til sag, ud fra en vurdering af hvad der bedst vil tjene saudiarabernes interesser.

Saudi-Arabien har støttet oprørerne i Syrien og har været en af den væbnede oppositions største støtter, da begge er fjendtligt indstillede over for Assad-styret og alliancen med Iran. I Yemen sikrede Saudi-Arabien og andre medlemmer af Golfstaternes Samarbejdsråd, at der blev givet immunitet til den tidligere præsident Saleh – der endte med at blive en nøglefigur i houthiernes oprør, som Saudi-Arabien nu forsøger at bekæmpe.

I Egypten støttede Saudi-Arabien det egyptiske militærkup økonomisk og moralsk, mens man fortsatte med at sende flere milliarder til landet, til trods for at hundredvis af civile blev skudt ned.

Men Saudi-Arabien har også samarbejdet med den syriske opposition, der til gengæld omfatter islamister med modstridende loyaliteter, og under den nye konge lader det til, at man har tænkt sig at alliere sig med Det Muslimske Broderskab i Yemen. Disse eksempler illustrerer opportunismen og pragmatismen i den saudiarabiske udenrigspolitik.

Endelig har Irans rolle ændret sig markant siden invasionen af Irak i 2003. Landet har forsøgt at øge sin indflydelse i Mellemøsten ved at give støtte til vigtige allierede og stedfortrædere i en stribe lande og erklære sig som modstander af USA og Israel. Men siden det syriske oprør i 2011 har Iran mistet en stor del af sin popularitet i den arabiske verden, fordi man bakkede op om Assads voldsomme undertrykkelse.

I 2015 er atomaftalen med USA en skelsættende begivenhed i Mellemøsten, men det giver anledning til bekymring for Saudi-Arabien – om end man officielt bød aftalen velkommen. Saudi-Arabien er så utrolig fikseret på Iran, at man har forsøgt at forsone sig med Israel, da de begge ser Iran som den største trussel.

I betragtning af de ovennævnte tendenser – konsekvenserne af Irakkrigen, svækkelsen af USA’s interesser i Mellemøsten, det forvandlede energimarked i USA, Kinas fremgang, det arabiske forår og de traditionelle magtcentres sammenbrud – frygter Saudi-Arabien, at der vil ske et sammenbrud af den eksisterende orden.

Og som nævnt tidligere falder omvæltningerne i Mellemøsten sammen med et generationsskifte i kongefamilien. Lige siden Saudi-Arabien blev grundlagt af kong Abdul-Aziz i 1920’erne, har kongedømmet været styret af en af hans sønner. Nu skal landet regeres af hans børnebørn – den tredje generation af prinser.

De sidder på magten i mange år i modsætning til deres forhandlingspartnere i de vestlige demokratier. Det sker kun sjældent, at der kommer nye skikkelser til, og det markante skift har fanget de vestlige regeringer på det forkerte ben.

Den unge indenrigsminister og kronprins Mohammed bin Nayef bin Abdul-Aziz al Saud og udenrigsminister Abdel Jubeir, tidligere saudiarabisk ambassadør i USA, er kendte skikkelser i Vesten.

Mohammed bin Salman bin Abdel-Aziz al Saud, søn af kongen, er mindre kendt, men er nu en af de tre øverste beslutningstagere i kraft af sine roller som forsvarsminister, chef for hoffet, vicekronprins, leder af økonomiudvalget og leder af det udvalg, der fører tilsyn med Saudi Aramco, verdens største olieselskab.

Saudi-Arabien er afhængigt af, at USA garanterer landets sikkerhed, mens USA er afhængigt af, at Saudi-Arabien gør sit for at opretholde balancen på verdens oliemarkeder.

Saudi-Arabien vil ikke true USA’s hovedinteresser som Israel eller olieforsyningen, men kongedømmet er i højere grad end før villigt til at gå i en ny retning, når det kommer til anliggender, der anses for USA’s anden eller tredje prioritet – som eksempelvis de politiske konflikter i Bahrain, Egypten og nu Yemen. Saudiaraberne er i færd med at afprøve, hvor stort deres spillerum er både i forhold til USA og den bredere regionalpolitik.