DIIS Comment
Terrorfinansiering i Somalia
Terrorgruppen al-Shabaab i Somalia bør bekæmpes. Men terrorbekæmpelsen bør fokusere på det, der foregår indenfor Somalias egne grænser, og ikke på somaliere i Danmark og deres pengeoverførsler. Finansieringen af al-Shabaab kommer nemlig primært fra kilder inden for landets egne grænser.
4. juli 2011
“Det er afgørende at forhindre den somaliske terrororganisation al-Shabaabs virke. Derfor må vi sikre, at penge, som overføres fra somaliere i Danmark, ikke kommer i de gale hænder.” Sådan sagde Lene Espersen på en international konference om terrorfinansiering i Somalia, som Udenrigsministeriet var vært for i sidste uge. Og hun fortsatte: “Det kræver, at vi styrker det internationale samarbejde om gennemsigtighed i overførslerne, som kan forhindre overførsler til al-Shabaab og andre terrorgrupper”. I det følgende forholder vi os til Udenrigsministeriets italesættelse af og selve forudsætningen for konferencen, da den var lukket for offentligheden, og hvor vi som forskere altså ikke deltog.
Få er uenige i, at al-Shabaab og terror bør bekæmpes. Spørgsmålet er imidlertid, om terrorbekæmpelsen ikke burde fokusere på det, der foregår indenfor Somalias grænser, snarere end på somaliere i Danmark, og på deres pengeoverførsler. Konferencen bidrager i værste fald kun til at mistænkeliggøre en hel befolkningsgruppe, som ikke har brug for yderligere stigmatisering – den somaliske indvandrergruppe.
På konferencen fokuserer man på de mange milliarder kroner, som somaliere i Danmark og i andre lande hvert år sender hjem. Ingen kender det nøjagtige beløb, men det anslås at dreje sig om et sted mellem 5 og 10 mia. kr. om året. Dette enorme beløb har længe været under mistanke for også at gå til lokale terrorgrupper, herunder til den islamistiske gruppe al-Shabaab, som har kontrollen med store dele af det sydlige og centrale Somalia.
Præmissen bag konferencen er tilsyneladende, at når myndighederne har svært ved at følge pengestrømmene hele vejen fra Vesten til Somalia, så ender nogle af pengene nok i de islamistiske terroristers lommer. Derfor er det myndighedernes ambition at få bedre styr på disse pengestrømme. Det er en del af en international strategi, og tanken er, at bedre kontrol med pengestrømmene i sidste ende ligefrem kan være med til at skabe et fredeligt og stabilt Somalia, fri for terrorister, pirateri og flygtningestrømme.
Der er ingen tvivl om, at Somalia har mange, graverende problemer, der også har konsekvenser uden for landets grænser. Men den måde, som konferencen italesættes på, falder desværre i tråd med den mistænkeliggørelse, som somalierne har været udsat for igennem de sidste ti år. Det er værd at bemærke, at ingen somaliere i Danmark endnu er blevet dømt, endsige anklaget for terrorfinansiering. Udover det problematiske i at mistænkeliggøre herboende somaliere, giver konferencen anledning til tre kritiske spørgsmål. For det første om pengeoverførslerne er så uigennemskuelige, som der lægges op til. For det andet i hvilket omfang somaliere i udlandet rent faktisk støtter al-Shabaab. For det tredje om relevansen af at bekæmpe al-Shabaab ved at fokusere på migranternes pengeoverførsler.
Pengestrømmene til Somalia
Præmissen om, at det er svært at gennemskue pengestrømmene til Somalia, holder ikke længere helt. Indenfor de sidste ti år har de større somaliske pengeoverførselsfirmaer taget initiativer, som i højere grad dokumenterer, hvem der sender penge til hvem, og hvor meget der sendes. Det største somaliske pengeoverførselsfirma, Dahabshiil, som har filialer i Danmark og en lang række andre lande, og som benyttes af både FN og de internationale NGO’er, opererer i dag nærmest som enhver anden international bank. Det betyder blandt andet, at det kun er muligt at sende og modtage penge, hvis man er kendt af banken. I praksis giver det myndighederne mulighed for at se, hvem der modtager penge fra hvem, da kunder og transaktioner bliver registreret. Pengeoverførselsfirmaer som Dahabshiil opererer ikke via ulovlige finansielle kanaler, men benytter sig af det etablerede internationale banksystem.
Når der foregår finansiering af terror via pengeoverførsler fra udlandet, handler det altså ikke alene om somaliske pengeoverførselsfirmaer og skjulte netværk. Det handler også om danske og internationale bankers deltagelse i den globale finansielle infrastruktur. Når bekæmpelse af terrorfinansiering i mange år har haft svære vilkår, skyldes det blandt andet en manglende koordinering i Vesten og en modvilje fra nogle af de større vestlige nationer. Det er med andre ord ikke et særlig somalisk problem, men et internationalt problem.
Penge til familien er det vigtigste
Der er ingen tvivl om, at somaliere i udlandet sender og har sendt penge til al-Shabaab og andre islamiske militante bevægelser, og der har da også været rejst sager i Norden – men altså ikke i Danmark – om støtte til al-Shabaab. Der er heller ingen tvivl om, at al-Shabaab jævnligt forsøger at rekruttere frivillige blandt deres landsmænd i udlandet til kampen i Somalia. Men spørgsmålet er, i hvilket omfang somalierne i udlandet støtter al-Shabaab. Det er stadig uklart. Der er en række forhold, som taler imod, at de skulle indlade sig på at sende penge til terrorgrupperne.
For det første er det ikke kun danske og udenlandske myndigheder, som bekymrer sig om terrorfinansiering – det gør de somaliske migranter og flygtninge i høj grad også selv. Deres moralske forpligtelse til at sende penge hjem til familien er nemlig så stor, at det typisk afholder dem fra at støtte al-Shabaab. Det ville jo kunne ende med fængselsophold og dermed gøre det umuligt sende penge tilbage til familien fremover. Den moralske forpligtelse til familien modvirker i sig selv, at pengene skulle gå til terrorgrupperne. For det andet ville al-Shabaab blive meget upopulær i Somalia, hvis befolkningen her ikke kunne få sine penge fra familiemedlemmerne i udlandet, fordi de var under anklage eller dømt for at støtte terrorbevægelsen. Så det ville være en dårlig strategi for bevægelser som al-Shabaab at satse på somaliere i udlandet som økonomisk grundlag.
Al-Shabaab skaffer primært sine penge i Somalia
Den væsentligste pointe er dog, at penge fra de somaliske flygtninge og migranter i udlandet langt fra er al-Shabaabs vigtigste indtægtskilde. Deres primære indtægtskilde er kontrollen med havnen i Kismayo og importen og eksporten fra det sydlige og centrale Somalia. Dertil kommer beskatning af det private erhvervsliv, af forbrugsvarer og af de internationale udviklingsinstitutioner, som arbejder med humanitær bistand i det sydlige og centrale Somalia. Al-Shabaab har en statslignende funktion mange steder i Somalia, og det er med andre ord de penge, Al-Shabaab kan skaffe indenfor landets grænser, som er deres vigtigste indtægtskilde. Argumentet om, at man kan dræne al-Shabaab økonomisk igennem kontrol med pengeoverførslerne, er derfor tvivlsomt. I øvrigt har al-Shabaab næppe brug for de store finansielle ressourcer for at fungere i Somalia. Det ville derfor være mere fornuftigt for dansk og international terrorbekæmpelse i Somalia at fokusere på, hvad der foregår inden for Somalias grænser, end at mistænkeliggøre somaliere i Danmark yderligere.
Få er uenige i, at al-Shabaab og terror bør bekæmpes. Spørgsmålet er imidlertid, om terrorbekæmpelsen ikke burde fokusere på det, der foregår indenfor Somalias grænser, snarere end på somaliere i Danmark, og på deres pengeoverførsler. Konferencen bidrager i værste fald kun til at mistænkeliggøre en hel befolkningsgruppe, som ikke har brug for yderligere stigmatisering – den somaliske indvandrergruppe.
På konferencen fokuserer man på de mange milliarder kroner, som somaliere i Danmark og i andre lande hvert år sender hjem. Ingen kender det nøjagtige beløb, men det anslås at dreje sig om et sted mellem 5 og 10 mia. kr. om året. Dette enorme beløb har længe været under mistanke for også at gå til lokale terrorgrupper, herunder til den islamistiske gruppe al-Shabaab, som har kontrollen med store dele af det sydlige og centrale Somalia.
Præmissen bag konferencen er tilsyneladende, at når myndighederne har svært ved at følge pengestrømmene hele vejen fra Vesten til Somalia, så ender nogle af pengene nok i de islamistiske terroristers lommer. Derfor er det myndighedernes ambition at få bedre styr på disse pengestrømme. Det er en del af en international strategi, og tanken er, at bedre kontrol med pengestrømmene i sidste ende ligefrem kan være med til at skabe et fredeligt og stabilt Somalia, fri for terrorister, pirateri og flygtningestrømme.
Der er ingen tvivl om, at Somalia har mange, graverende problemer, der også har konsekvenser uden for landets grænser. Men den måde, som konferencen italesættes på, falder desværre i tråd med den mistænkeliggørelse, som somalierne har været udsat for igennem de sidste ti år. Det er værd at bemærke, at ingen somaliere i Danmark endnu er blevet dømt, endsige anklaget for terrorfinansiering. Udover det problematiske i at mistænkeliggøre herboende somaliere, giver konferencen anledning til tre kritiske spørgsmål. For det første om pengeoverførslerne er så uigennemskuelige, som der lægges op til. For det andet i hvilket omfang somaliere i udlandet rent faktisk støtter al-Shabaab. For det tredje om relevansen af at bekæmpe al-Shabaab ved at fokusere på migranternes pengeoverførsler.
Pengestrømmene til Somalia
Præmissen om, at det er svært at gennemskue pengestrømmene til Somalia, holder ikke længere helt. Indenfor de sidste ti år har de større somaliske pengeoverførselsfirmaer taget initiativer, som i højere grad dokumenterer, hvem der sender penge til hvem, og hvor meget der sendes. Det største somaliske pengeoverførselsfirma, Dahabshiil, som har filialer i Danmark og en lang række andre lande, og som benyttes af både FN og de internationale NGO’er, opererer i dag nærmest som enhver anden international bank. Det betyder blandt andet, at det kun er muligt at sende og modtage penge, hvis man er kendt af banken. I praksis giver det myndighederne mulighed for at se, hvem der modtager penge fra hvem, da kunder og transaktioner bliver registreret. Pengeoverførselsfirmaer som Dahabshiil opererer ikke via ulovlige finansielle kanaler, men benytter sig af det etablerede internationale banksystem.
Når der foregår finansiering af terror via pengeoverførsler fra udlandet, handler det altså ikke alene om somaliske pengeoverførselsfirmaer og skjulte netværk. Det handler også om danske og internationale bankers deltagelse i den globale finansielle infrastruktur. Når bekæmpelse af terrorfinansiering i mange år har haft svære vilkår, skyldes det blandt andet en manglende koordinering i Vesten og en modvilje fra nogle af de større vestlige nationer. Det er med andre ord ikke et særlig somalisk problem, men et internationalt problem.
Penge til familien er det vigtigste
Der er ingen tvivl om, at somaliere i udlandet sender og har sendt penge til al-Shabaab og andre islamiske militante bevægelser, og der har da også været rejst sager i Norden – men altså ikke i Danmark – om støtte til al-Shabaab. Der er heller ingen tvivl om, at al-Shabaab jævnligt forsøger at rekruttere frivillige blandt deres landsmænd i udlandet til kampen i Somalia. Men spørgsmålet er, i hvilket omfang somalierne i udlandet støtter al-Shabaab. Det er stadig uklart. Der er en række forhold, som taler imod, at de skulle indlade sig på at sende penge til terrorgrupperne.
For det første er det ikke kun danske og udenlandske myndigheder, som bekymrer sig om terrorfinansiering – det gør de somaliske migranter og flygtninge i høj grad også selv. Deres moralske forpligtelse til at sende penge hjem til familien er nemlig så stor, at det typisk afholder dem fra at støtte al-Shabaab. Det ville jo kunne ende med fængselsophold og dermed gøre det umuligt sende penge tilbage til familien fremover. Den moralske forpligtelse til familien modvirker i sig selv, at pengene skulle gå til terrorgrupperne. For det andet ville al-Shabaab blive meget upopulær i Somalia, hvis befolkningen her ikke kunne få sine penge fra familiemedlemmerne i udlandet, fordi de var under anklage eller dømt for at støtte terrorbevægelsen. Så det ville være en dårlig strategi for bevægelser som al-Shabaab at satse på somaliere i udlandet som økonomisk grundlag.
Al-Shabaab skaffer primært sine penge i Somalia
Den væsentligste pointe er dog, at penge fra de somaliske flygtninge og migranter i udlandet langt fra er al-Shabaabs vigtigste indtægtskilde. Deres primære indtægtskilde er kontrollen med havnen i Kismayo og importen og eksporten fra det sydlige og centrale Somalia. Dertil kommer beskatning af det private erhvervsliv, af forbrugsvarer og af de internationale udviklingsinstitutioner, som arbejder med humanitær bistand i det sydlige og centrale Somalia. Al-Shabaab har en statslignende funktion mange steder i Somalia, og det er med andre ord de penge, Al-Shabaab kan skaffe indenfor landets grænser, som er deres vigtigste indtægtskilde. Argumentet om, at man kan dræne al-Shabaab økonomisk igennem kontrol med pengeoverførslerne, er derfor tvivlsomt. I øvrigt har al-Shabaab næppe brug for de store finansielle ressourcer for at fungere i Somalia. Det ville derfor være mere fornuftigt for dansk og international terrorbekæmpelse i Somalia at fokusere på, hvad der foregår inden for Somalias grænser, end at mistænkeliggøre somaliere i Danmark yderligere.
Emner
Regioner
Somalia
Terrorfinansiering i Somalia