Verdensmålene ind i valgkampen og det næste regeringsgrundlag

Det er ikke meget, vi har hørt til Verdensmålene for Bæredygtig Udvikling i de igangværende valgkampe. Anledninger skorter det ellers ikke på. Danmark har forpligtet sig til at opfylde de 17 verdensmål i Danmark, uden at det sker på bekostning af andre landes muligheder for at gøre det samme. Samtidigt oplever vi et markant fokus på spørgsmål om klima, forbrug, grøn omstilling, og bæredygtig vækst. Med 17 verdensmål og 169 delmål er det vanskeligt at komme i tanke om et valgkampstema – hvad end der er tale om EU-parlamentsvalg eller folketingsvalg – der ikke burde formes af den retning, Verdensmålene har udstukket.

Ligesom målene, bør det regeringsgrundlag, der følger valget, uagtet dets farve, indarbejde Verdensmålene og deres kerneprincipper i sine ambitioner. Det kunne være at tilrettelægge en landbrugs- og fødevarehandelspolitik, så den undgår at skævvride det globale fødevaremarked (delmål 2B) eller så den i særlig grad bidrager til at fordoble indkomsterne for smålandbrugene i Danmark og i verden (delmål 2.3).

Eller man kunne tilrettelægge en offentlig indkøbspolitik (delmål 12.7), så den ikke alene fokuserer på pris, men også forudsætter, at varerne er blevet produceret uden at forvolde skade på mennesker og miljø (delmål 12.4). For slet ikke at tale om, hvad Danmark gør for at tilskynde til investeringer til gavn for opfyldelsen af verdensmålene for bæredygtig udvikling, altså for mennesker, samfund og miljø, i verdens lavindkomstlande (delmål 17.5).

Et godt udgangspunkt ville være at holde sine politiske ambitioner op mod to af 2030 dagsordenens kerneprincipper – at alt, hvad vi foretager os herhjemme, også har store konsekvenser for resten af verden, og at vores fremmeste opgave er ikke at lade nogen i stikken i jagten på fremskridt.

Ude og hjemme

Indenrigspolitik omhandler det, der sker inden for rigets grænser, mens udenrigspolitik definerer alt udenfor, ikke sandt? Nej! I årevis har vi oplevet en falsk modsætning mellem de to politikområder, der har været med til at opsætte kunstige grænser mellem dem og – måske mest problematisk – styrket holdningen om, at det ene ikke for alvor påvirker det andet. Den samme forståelse gør sig eksempelvis gældende i Danmarks Handlingsplan for FN’s Verdensmål (ligesom det gør sig i Regeringens Fremskridtrapport på målene fra 2017), hvor den internationale indsats skubbes til det udviklings- og udenrigspolitiske område, mens nationale indsatser for at nå målene udelukkende ses som indenrigspolitiske spørgsmål.

Det kan undre al den stund, at Danmark som en del af EU i mere end 10 år har forpligtet sig til at sikre den såkaldte ’politik-kohærens for udvikling’, altså sikre at politikker vedtaget i Danmark ikke skaber, men gerne fremmer udviklingsmulighederne i verden omkring os, og at Danmark siden 2014 har haft en handlingsplan på området.

Det er klart, at en udviklingspolitisk strategi ikke kan forholde sig grundigt til organiseringen af det danske sundhedsvæsen. Men dansk klima-, skatte- eller udlændingepolitik kan så afgjort ikke prioriteres, planlægges ellers udføres uden overvejelser om, hvilke konsekvenser disse har for resten af verden og for verdensmålene. Grænserne mellem indenrigs- og udenrigsforhold udviskes hastigt, og vi kan i dag ikke tale om ét sæt udfordringer for Danmark og et andet sæt for resten af verden.

Verdensmålene gør det soleklart, at ligesom udfordringernes natur i dag er globale og går på tværs af alle verdens lande, så kan vi kun komme problemerne til livs ved at samskabe og i fællesskab bidrage til løsningerne. Og det er på den baggrund, at EU Udviklingspolitiske kommissær Neven Mimica tidligere på året udtalte, at "Policy Coherence for Development becomes more important than ever in the context of the 2030 Agenda for Sustainable Development. Formulating sound policies which take into account from the outset the impacts on developing countries is central to the achievement of the new global goals". Derfor er det også et stærkt signal, at Danmark har placeret det overordnede ansvar for målenes opfyldelse i Finansministeriet. Men vi skal passe på, at kredsen af ansvarlige institutioner ikke bliver for snæver. Andre landes erfaringer viser, at det er skrøbeligt at centralisere ansvaret for målene for snævert, og at der er brug for bredt ejerskab, både formelt og uformelt.

Uagtet dens farve og sammensætning, må Danmarks næste regering tage sammenhængen mellem indenrigs og udenrigspolitikken alvorligt og forstå, at vores egne politikker har konsekvenser langt ud over Danmarks grænser; og det lige meget, hvor grundig grænsebevogtningen er. Man bør konstant have for øje hvem og hvad, en given national politik har konsekvenser for uden for Danmarks grænser, og hvordan denne påvirker opnåelsen af verdensmålene. Hvis man skal tage de mange farvestrålende verdensmålsbrocher, som flere af vores politikere heldigvis ofte finder det tiltrækkende at bære på deres tøj (hvor var de under partilederrunderne dog?), som et udtryk for, at de har taget verdensmålene for bæredygtig udvikling til sig, så burde disse overvejelser også være et element i de igangværende valgkampe.

Ingen må lades i stikken

Verdensmålenes måske stærkeste princip er det engelske ’Leave no one behind’, der kan oversættes til, at ingen må efterlades tilbage. I sin essens betyder dette princip, at det for hvert af de enkelte verdensmål og delmål skal overvejes, hvordan man vil sikre, at målene ikke alene opfyldes for flertallet, men også for dem, der er mest udsatte eller længst fra at få opfyldt dem. Det kunne være adgang til sundhedsydelser for mennesker, der bor i tyndt befolkede områder, adgang til lægeordineret medicin for borgere med en lav indkomst, adgang til indflydelse eller retssikkerhed for forskellige minoritetsgrupper, adgang til videregående uddannelse også for unge, der kommer fra lavindkomstfamilier, osv.

Til trods for at vi i Danmark har et stærkt datagrundlag til at understøtte indsatser, der kunne sikre, at ingen lades i stikken, har ’oversættelsen’ af princippet om, at ingen må lades i stikken til en dansk kontekst været svag, og vi ved meget lidt om, hvordan man konkret vil leve op til princippet i Danmark. Således var Danmark også et af de lande, der i sin 2017 rapport til FN om, hvordan vi har valgt at gribe implementeringen af Verdensmålene for Bæredygtig Udvikling an, var ganske tavs. Både i forhold til hvem, der i en dansk sammenhæng kunne være i risikozonen for at blive ladt i stikken, og i forhold til hvilke tiltag, man påtænker sig for at imødegå eksisterende uligheder i det danske samfund. Dertil kommer spørgsmålet om generationsuligheden, altså om hvorvidt de fremskridt, der har fundet sted siden efterkrigstiden, er blevet skabt på en måde, der berøver nuværende og fremtidige generationer mulighederne for opfyldelsen af lignende livsbetingelser, f.eks. gennem allerede igangsat grundvandsforurening, ophobning af hormonforstyrrende stoffer i levende organismer, udledning af drivhusgasser, osv.

Danmarks position som foregangsland kræver fremskridt

Danmark ynder at se sig selv som et foregangsland på progressive dagsordener som f.eks. den grønne omstilling og bæredygtig udvikling. Det er positivt – og nødvendigt! Dag for dag bliver det stadigt mere vanskeligt at pege på den by eller den kommune, der ikke er påvirket af den globale klimaforandring og de globale, mere eller mindre synlige og forklarlige penge- og varestrømme og -reguleringer i form af investeringer, betalinger for mere eller mindre legale varer og tjenesteydelser, skatteregler eller varekvalitetsstandarder, der ofte har deres oprindelse langt fra den enkelte by eller kommune.

Inden for et par år vil den kommende regering igen på Danmarks vegne skulle afgive rapport til FN om fremdriften på 2030 dagsordenen. Hvis Danmark vil kunne bryste sig af ikke bare i ord og selvforståelse, men også i handling at være foregangsland for global bæredygtig udvikling, så skal denne rapport ærligt kunne dokumentere, at der er sket solid fremgang for at sikre, at fremskridt i Danmark ikke sker på bekostning af mulighederne for fremskridt i andre dele af verden. Og at Danmark gør sit for at sikre, at ingen lades i stikken, hverken i Danmark eller globalt.