Briefing

Danmark bør tage stilling til civile tab i kampen mod IS

Et demokratisk problem, at offentligheden ikke kan få overblik over civile tab i Syrien og Irak

Det er et demokratisk problem, at den internationale koalition mod Islamisk Stat i Syrien og Irak, som Danmark om kort tid vil tilslutte sig, afviser, at luftangrebene på IS medfører civile tab. Det var en af seniorforsker Frederik Roséns hovedpointer, da han 17. marts var inviteret til at holde oplæg ved en høring i Folketingets Forsvarsudvalg om civile tab og oprørsbekæmpelse.

Et af de afgørende parametre for at kunne vurdere legitimiteten af anvendelsen af væbnet magt er omkostninger for civile. Derfor er det reelt umuligt for befolkningen og politikerne at tage stilling til legitimiteten af den militære koalition, vi er ved at tilslutte os – uanset den militære nødvendighed af at bekæmpe IS.

Vil danskerne synes, det er legitimt at tilslutte sig en militærkoalition, som ikke anerkender civile tab? Vil de synes, det er legitimt, at Danmark, ligesom de andre koalitionsmedlemmer, undlader at rapportere civile tab?

Rosén understregede desuden, at det centrale spørgsmål for Danmark i forbindelse med deltagelse i koalitionen mod IS ikke handler så meget om, hvorvidt vi må slå civile ihjel - det må vi. Det store spørgsmål er, hvordan vi ønsker at håndtere civile tab.

Det officielle tal er i dag 24 civile tab efter 11.500 luftangreb ifølge USA's forsvarsministeriums statistik.

Frederik Rosén har netop udgivet bogen Collateral Damage. A Candid History of a Peculiar Form of Death på Hurst Publishing.

Region
Irak Syrien