Europa må fastholde presset på Egypten

Åbent brev til europæiske ledere fra European Working Group on Egypt

Den politiske situation i Egypten er så alvorlig, at en række internationale forskere nu advarer om følgerne i et åbent brev til europæiske ledere.

Seniorforsker ved DIIS Rasmus Alenius Boserup er med-underskriver på brevet fra European Working Group on Egypt (EWGE), der advarer Europas politikere mod at se det kommende parlamentsvalg som en garanti for genindførelsen af demokrati i det konflikthærgede land.

Europa bør fastholde presset på Egyptens regering for at få den til at trække nye love og procedurer tilbage, som underminerer grundlæggende frihedsrettigheder, og som vil eskalere konflikter og føre til terrorisme. Der bør ikke være nogen form for accept af den nuværende politiske undertrykkelse i Egypten, skriver EWGE.

Brevet er blandt andet underskrevet af repræsentanter for flere af de førende europæiske tænketanke og forskningsinstitutioner, blandt andet European Council of Foreign Relations, Carnegie Endowment Europe og International Crisis Group.