Trump vil gøre Putin følgeskab i den symbolske magtudøvelses æra

Med valget af Donald Trump som ny amerikansk præsident står en ting klart: Vi er på vej ind i en æra, hvor den symbolske udøvelse af national magt – illusionen, simulationen eller foregivelsen af suverænitet – vil få stadigt mere afgørende betydning.

Det, nogen kalder det postfaktuelle samfund, har også et udenrigspolitisk udtryk. Præcis som Putins militære intervention i Syrien i virkeligheden handler mindre om russiske strategiske interesser i Mellemøsten og mere om magt- og identitetsteater til glæde for et hjemligt publikum, er ’styrke’ noget, USA under Trump vil demonstrere af rent symbolske og indenrigspolitiske årsager: Ved at ’sætte foden ned’ i frihandelsaftaler, ved at bygge både juridiske og fysiske mure i migrationspolitikken og ved at gennemføre militære indgreb, der snarere har til opgave at signalere styrke og kontrol, end de er drevet af egentlige ambitioner om at vinde eller forandre.

Har det ikke altid været sådan? Jo – stater har altid brugt international konflikt som platform for afstivningen af national identitet og mobiliseringen af hjemlig opbakning. Det nye er, at den magt, de demonstrerer, i meget høj grad er ren simulation – et røgslør for det faktum, at klassisk statsmagt reelt har mistet meget af sit gamle terræn.

I takt med at klodens globale problemer bliver stadigt mere komplekse, at tekniske videnseliter overtager stadigt mere af den egentlige politikformulering, og klassisk ’krig’ erstattes af højteknologiske og på mange måder usynlige former for specialoperationer, er de vestlige befolkningers oplevelse af magtesløshed og frustration vokset. Magt er blevet til noget der foregår i lange, komplekse og svært gennemskuelige processer. Offentligheden kan ikke få øje på de processer, de kan ikke gennemskue, hvem der driver dem – og de kan ikke finde ud af, hvem de reelt skal holde ansvarlige.

Samtidig er store dele af den offentlighed blevet identitetsmæssigt klædt af: Uden job, uden tilknytning og uden en klar, klassisk statsmandsfigur at koble selvforståelsen op på. Det har affødt en massiv længsel efter politikere, der vil udstede løfter om at ’tage styring’ – der med løfter om enkle greb (mure, bomber, iturevne aftaler) kan standse tidens problemer. Trump er ikke blot blevet valgt, fordi han lover at reparere en voksende økonomisk ulighed. Han er blevet valgt, fordi han lover at reparere en særlig maskulin identitet – at udøve national suverænitet og lederskab på måder, der kan kompensere oplevelsen af ydmygelse eller usynlighed. Som også Brexit udstiller det, står vi i dag med en paradoksal folkelig længsel efter politikere, der uanset den indlysende umulighed (eller ønskværdighed) i at vinde klassisk nationalstatslig suverænitet tilbage, vil love netop det.

Af samme årsag vokser for tiden en dyb og paradoksal afgrund frem i vestlig politik. På den ene side kører de teknokratiske og komplekse processer videre: Internationale institutioner og indviklede offentlige-private partnerskaber omkring alt fra klima til cybersikkerhed eller terrorbekæmpelse fortsætter og udvides – og det er her, den egentlige politik finder sted. På den anden side gribes der i stigende grad til Putin-lignende former for politisk kommunikation. Den kommunikation føres an af de populistiske bevægelser, der har vind i sejlene overalt. Men den har også ekko hos partier og politikere på tværs af det politiske spektrum. Og med al sandsynlighed vil de kommende år kun presse mainstream-politikken længere i retning af løfter om klare, enkle og hurtige løsninger – også selv om løftegiverne udmærket er klar over, at statsmagt i denne simple forstand er ren simulation.

Set gennem dén linse er gårsdagens amerikanske valg dybt bekymrende og alligevel helt forklarligt. Obama – fortaleren for det post-nationale, for de komplekse, globaliserede og på mange måder teknokratiske løsninger – har i otte år været billedet på det styrings- og identitetsvakuum, som samfundsgrupper, der rækker langt udover ’den hvide vrede mand’, oplever. Trump har – retorisk, ikke reelt - udfyldt tomrummet. Med præsidentposten har den retorik fået fire års magt, som den har agt. Vil Europa følge med, og hvor ender simulations-politikkens logik? Det skriver DIIS-forsker Vibeke Schou Tjalve om i artiklen ’USA i verden’, netop udkommet i dette efterårs temanummer af Ræson.