Briterne er ude af EU’s udviklingssamarbejde

Hvad er betydningen af EU’s udviklingssamarbejde?

EU’s og medlemslandenes udviklingssamarbejde har tilsammen et budget, der udgør op mod 60 procent af den samlede officielle udviklingsbistand i verden. Det gør EU til verdens største donor og dermed en meget vigtig aktør, når det kommer til udviklingssamarbejde. Det er et område, som EU altid har prioriteret og som er blevet forvaltet på særlig måde: EU lægger - i modsætningen til mange andre lande og organisationer - stor vægt på værdier. Unionen har et stærkt ønske om at promovere - man kan også sige eksportere - værdier til andre dele af verden og her spiller udviklingssamarbejdet en stor rolle. Kommercielle og sikkerhedsmæssige hensyn har sammenlignet med andre donorer fyldt relativt lidt i forhold til f.eks. fattigdomsbekæmpelse og fremme af ligestilling, demokrati og menneskerettigheder. På den måde har EU påvirket det internationale udviklingssamarbejde.

Hvilken rolle spillede briterne i EU’s udviklingssamarbejde?

Briterne har altid været en del af det, man kalder den “progressive gruppe”, når det kommer til udviklingssamarbejdet. De har bl.a. finansieret en masse forskning og lagt stor vægt på at finde ud af, hvad der virker og hvad der ikke virker. Derudover har Storbritannien været foregangsland for den retning, der blev udstukket med Paris-erklæringen i 2005 og som handler om, at modtagerlandene skulle have ejerskab over udviklingssamarbejdet. F.eks. var det briterne, der pressede på for, at EU skulle begynde at praktisere den såkaldte “generelle budgetstøtte”, hvor udviklingsbistand gives som direkte tilskud til et lands budget, hvis landet ellers lever op til forskellige kriterier om god regeringsførelse. På den måde undgik man, at donorlandene lavede politisk detailstyring i modtagerlandene. Briterne har også haft gode erfaringer med at decentralisere udviklingssamarbejdet og gøre det mere “kontekst-specifikt”, f.eks. i skrøbelige situationer som Somalia og Liberia. Her er det erfaringerne “på jorden”, der tæller og ikke en forkromet plan fra London. Det kunne have været interessant, hvis briterne kunne have udbredt denne tilgang mere i EU.

Hvad er konsekvenserne af, at briterne nu står uden for EU’s udviklingssamarbejde.

Storbritannien har - sammen med andre i den progressive blok (f.eks. Danmark, Sverige, Holland) - lagt vægt på fagligheden i udviklingsarbejdet, at arbejdet skulle være resultatorienteret og værdibaseret. Og eftersom briterne var stærkt repræsenterede i administrationen og kommissionen er det klart, at deres exit efterlader et tomrum. Nu vil andre medlemslande sandsynligvis have mere råderum til at forfølge deres forskellige interesser. Franskmændene er meget optagede af sikkerhedsspørgsmål og af Vestafrika, så det kan tænkes, at de vil forsøge at fokusere udviklingsarbejdet her. Jo længere ned man kommer i Europa, jo mere fylder naturligvis spørgsmålet om migration. Spanien og Portugal ser mod Latinamerika. De Østeuropæiske lande har historisk set været mere interesserede i at yde bistand til lande i deres nærområder - og dermed er Afrika ikke så presserende et emne for dem. Så det er sådan nogle lidt mere nationale interesser, der kommer i spil - i modsætningen til briternes ret overordnede ide om fattigdomsbekæmpelse og udbredelse af værdier.

Hvad betyder det for Danmark, at briterne ikke længere er en del af udviklingssamarbejdet?

Danmark står svækket tilbage efter briternes exit. Den dagsorden, som de progressive donorlande har stået for, står svagere. Men når det er sagt, så er det samtidig vigtigt at huske på, at Danmark har sit eget bilaterale udviklingssamarbejde og Udenrigsministeriet har typisk gået mere op i det, end i unionens udviklingsbistand, og hvordan den bruges. Om briternes exit fra udviklingssamarbejdet overhovedet er noget, der bliver anset som et problem af udviklingsministeren, det er jeg ikke sikker på. Man skal også huske på, at Danmarks fokus også har skiftet de senere år: Efter at have været meget på linje med briterne og fokuseret på fattigdomsbekæmpelse, ligestilling og demokrati, så er særligt migration noget, der fylder mere og mere i den danske bistand. Og den prioritering er mange andre af EU’s medlemslande enige i.

Hvilke tendenser ser du i EU’s udviklingssamarbejde i disse år?

Samarbejdet med Afrika virker til at blive helt centralt. Der afholdes jævnligt konferencer, hvor Den Afrikanske Union og Den Europæiske Union mødes. Udviklingssamarbejdet med Afrika overlapper med en række problematikker, der er vigtige for EU, særligt migration og sikkerhed. Derudover har tyskerne for nyligt været fremme og sige, at de mener, at EU bør stå for en Marshall-plan for Afrika. Så der er et fokus på at “løfte” Afrika, og det tror jeg fortsætter. Det værdibaserede samarbejde tror jeg også kommer til at fortsætte på trods af, at briterne - som var bannerfører for denne tilgang - ikke er med i EU længere. Det ligger ganske enkelt for dybt i EU’s selvforståelse, at den er en union, der fremmer menneskerettigheder og demokrati - og i årtier har EU brugt udviklingssamarbejdet som en “soft power” til at påvirke modtagerlande i andre dele af verden.