Israel byder franske jøder velkommen efter angreb i Paris

I forbindelse med gidseldramaet fredag i kosher-markedet i det østlige Paris, hvor fire jøder omkom, fremsatte den israelske premierminister Netanyahu lørdag, at alle franske og europæiske jøder var velkomne i Israel, og at Israel nu ville gøre mere for at lette indvandringen for jøder fra Frankrig og andre steder i Europa. Som Netanyahu udtalte: ”Den israelske stat er ikke kun et sted, man tager til for at bede. Den israelske stat er også jeres hjem.”

Israel har tidligere budt franske jøder velkommen. Det skete i forbindelse med den første bølge af antisemitisme, der viste sig i Frankrig ovenpå den anden Intifada i 2001. Her opfordrede den daværende premierminister, Ariel Sharon, i 2003 franske jøder til at forlade Frankrig med det samme, hvilket førte til en mindre diplomatisk krise mellem Israel og Frankrig, hvor Sharon blev kritiseret for at udnytte antisemitismen i Israels favør og skabe mere frygt. Sharon måtte da også trække i land og undskylde sin udtalelse overfor den daværende præsident Jacques Chirac.

Netanyahus udtalelse lørdag kan derfor ses som en opfølgning på den linie, Sharon indledte, hvor Israel fremhæves som det sted, europæiske jøder kan søge tilflugt fra antisemitisme og fjendtlighed overfor jøder generelt. Men til forskel fra Sharon opfordrede den nuværende israelske premierminister ikke de franske jøder til straks at forlade Frankrig, men fremhævede, at Israel vil byde de jøder velkomne, der føler sig usikre i Europa. En linie, som også formanden for det israelske Jewish Agency, Nathan Sharansky står for.

Sharansky, der under Sharon var Minister for Diasporaen, anbefalede således de israelske politikere til at fremhæve det positive ved Israel i stedet for at fokusere på det negative ved Frankrig og Europa. ”Selvom det er meget fristende, bør man afstå fra at råbe ’huset brænder, løb for livet’!”, udtalte Sharansky fornylig i Jerusalem Post. Sharansky opfordrede samtidig Frankrig til at undersøge, hvad det er, der får jøder til at forlade Republikken, og hvad det betyder for Frankrig og for Europa, at jøder ikke længere føler sig sikre.

Selvom bl.a. European Jewish Association har kritiseret Netanyahu for hans udmelding, virker det som om, han netop har forstået denne balance mellem på den ene side at markere, at Israel er en ’safe haven’ for jøder, og på den anden at erklære sin solidaritet med Frankrig i kampen mod islamismen. Det synes mere som om, det er her, Netanyahu vil lægge sine politiske kort, at skabe en stærkere alliance mellem Israel og Europa i kampen mod den radikale islam.

Antallet af overgreb tredoblet
For Frankrig gælder det nu om at vise, at man er i stand til at yde jøder den nødvendige beskyttelse. Af de omkring 10.000 ekstra sikkerhedsfolk, der nu er sat ind, er knap 5.000 sat til at beskytte jødiske skoler rundt om i Frankrig. Det sker ovenpå gidseldramaet i fredags i kosher-supermarkedet i det østlige Paris, som skal lægges oveni den markante stigning i antallet af antisemitiske overgreb, som Frankrig har oplevet gennem de sidste ti år.

Antallet af overgreb er tredoblet i perioden 2004-2014 i forhold til perioden 1994-2004, viser en rapport fra tænketanken Fondapol om antisemitisme i den franske offentlighed, der udkom i 2014. Samtidig viser tal fra de israelske indvandringsmyndigheder, at antallet af jødiske indvandrere fra Frankrig steg fra 1.800 i 2012 til 3.300 i 2013. I 2014 var det 7.000 og før angrebet i sidste uge regnede man med en indvandring fra Frankrig på 10.000. Det vil nu antagelig stige til 15.000, måske mere. Man regner med, at henved 600.000 franskmænd ifølge israelsk lovgivning kan indvandre til Israel f ifølge ’Returretten’, som giver folk med jødiske bedsteforældre ret til at bosætte sig i Israel.

Det er klart, at jøder i Frankrig nu føler sig om end endnu mere udsatte, især med tanke på hændelsen i Toulouse i 2012, hvor en lærer og tre børn fra en jødisk skole blev skudt ned på klos hold. Angrebet på det jødiske museum i Bruxelles sidste år, hvor fire blev dræbt, har kun forøget denne frygt.

Hertil skal lægges den antisemitisme, som florerer i den franske offentlighed, hvor komikeren Dieudonné med sin grove retorik står som repræsentant for en kultur, der i tiltagende grad opfatter verbale overgreb og tilsvining af jøder som legitimt, ikke mindst i relation til mellemøstkonflikten. Slogans som ”Død over jøderne” blev fremsat sidste sommer ved en anti-israelsk demonstration i forbindelse med den israelske hærs angreb på Gaza, ligesom aktionen i Gaza førte til angreb på otte synagoger i Frankrig, et kosher-supermarked og et apotek, hvis ejer var jødisk. Hændelserne vækker minder om 1930’ernes anti-jødiske propaganda, og rejser igen spørgsmålet, om kritik af Israel er blevet det 21. århundredes antisemitisme, hvor jøder i Europa bliver udsat for angreb pga. det, der foregår i konflikten mellem Israel og Palæstina.

Antisemitisme på begge fløje
Men hvordan antisemitisme så har fået så stærkt fodfæste i netop Frankrig, er der imidlertid ikke helt enighed omkring. En forklaring kan være den fejlslagne integration af muslimske indvandrere, som i desperation har gjort jøder til syndebukke. En anden rækker længere tilbage og hænger sammen med antisemitisme i det franske samfund fra Dreyfus-affæren og frem, som også bidrog til at gøre den franske stat medskyldig i deportationen af jøder i juli 1942. Og så er der den forklaring, der er en kombination af flere faktorer, herunder også internettet og det, at antisemitisk propaganda og misinformation om jøder og Israel generelt så let kan deles og distribueres af og til uvidende. Altså, en form for ubevidst antisemitisme, der er knyttet til konflikten i Mellemøsten og den måde, partnerne i konflikten ser og taler om hinanden på.

Den nævnte rapport fra tænketanken Fondapol regner med fire hovedgrupper, hvor den aktuelle antisemitisme i Frankrig findes, og det er ikke kun blandt indvandrere med arabisk og muslimsk baggrund. Antisemitismen findes ifølge rapporten også på de politiske ydrefløje, blandt tilhængere af såvel Front National som Front Gauche, der er en samling af partier, aktivister og intellektuelle på venstrefløjen. Og selv om Marine le Pen har taget afstand fra sin faders erklærede antisemitisme, repræsenterer partiet stadig holdninger, som antisemitter og jødehadere kan sympatisere med. Endelig regner rapporten med en fjerde gruppe, nemlig brugere af internettet og diverse sociale medier og diskussionsfora.

Fondapols studie viser også, at muslimer er mere tilbøjelige til at have antisemitiske holdninger end befolkningen generelt, om end det er blandt Front Nationals vælgere, at man finder flest antisemitiske og fremmedfjendtlige holdninger. Jøder er det mindretal, der selvom de ikke udgør mere end én procent af den samlede befolkning, ifølge rapporten er blevet udsat for flest racistiske overgreb. Mellem 2006 og 2012 blev fem personer dræbt, heraf tre børn, fordi de tilhører det jødiske samfund. Med gidseldramaet den 9. januar 2015 er det tal nu oppe på ni. Frankrig er sammen med Belgien samtidig de eneste lande i Europa, hvor jøder er blevet dræbt, fordi de er jøder. Det fik for nylig vicepræsidenten for CRIF, som er en samling af fransk-jødiske organisationer, Yonathan Arti, til at udtale, at antisemitisme i Frankrig er blevet en slags porte-mantau – et tilflugtsted - for vrede mennesker: radikale muslimer, fremmedgjorte unge med indvandrerbaggrund, folk fra det ekstreme højre og folk fra det ekstreme venstre. Dertil skal lægges en form for normalisering af antisemitiske ytringer i det offentlige rum, at de er blevet mere accepterede.

Når Netanyahu således kan byde franske jøder velkomne i Israel, sker det på baggrund af mordet i sidste uge på Yoav Hattab, Philippe Braham, Yohan Cohen og Francois-Michel Saada, der blev skudt under gidseldramaet den 9. januar. Men det skal samtidig ses i lyset af en mere end ti år lang udvikling, hvor jøder i Frankrig i stigende grad har følt sig udsatte, og hvor nogle har søgt til Israel som deres ’andet hjem’. Så selvom Netanyahu ikke direkte udnytter antisemitismen i Europa, bidrager den ikke desto mindre til at fastholde Israel i jøders bevidsthed som det sted, man under antisemitiske pogromer og kampagner kan søge tilflugt. Og det siger alt andet lige mere om tilstanden i Europa end, det siger om Israel.