Glem tostatsløsning. Betingelsen for fred i Mellemøsten er, at Israel bliver en sekulær stat

  
Gaza er bombet i grus, og der befinder sig stadig op mod 1,5 million palæstinensere i Rafah uden anelse om, hvad der skal ske med dem. Houthiernes trusler mod skibstrafikken i Det Røde Hav fortsætter, og angreb over grænsen mellem Israel og Libanon intensiveres. Med Israels angreb på Irans diplomatiske hus i Damaskus, som dræbte syv iranere, heraf tre højtstående officerer fra Revolutionsgarden, er risikoen for åben krig mellem Israel og Iran blevet betydeligt større. En krig, som USA næppe kan holde sig ude af, og som yderligere eskalerer vold og konflikt i hele Mellemøsten.

Der skal utvivlsomt en våbenhvile til i Gaza nu, og Israel skal tillade nødhjælp til de mange sultende civile i Striben. Selvom det vil lindre forholdene i Gaza, løser det grundlæggende intet i den århundreårige konflikt i Palæstina. Måske vil de sidste israelske gidsler blive løsladt, hvilket er godt, men derudover vil situationen fortsat være katastrofal.

Ødelæggelserne er omfattende, Hamas er ikke, som det var Israels mål, elimineret (hvilket selvfølgelig heller ikke vil ske uanset, hvor mange der slås ihjel), og palæstinenserne i Gaza har ingen steder at søge husly og genoptage deres liv. Dertil kommer, at situationen for palæstinenserne på Vestbredden er håbløs med daglig vold fra illegale bosættere støttet af den israelske hær, der sigter på at fordrive palæstinenserne fra territoriet samtidig med, at godkendelserne af nye bosættelser når nye højder.

Det er i den sammenhæng, at verdens stater står i kø med krav om indledning af en proces til at nå en tostatsløsning. Men det er som at hælde salt i et blødende sår: Israel vil ikke, palæstinenserne tror ikke på det. Processen vil ikke ændre på, at Israel kun vil give jødiske statsborgere fulde rettigheder, insisterer på at opretholde sin besættelse af områder af Vestbredden – og nu også Gaza – og absolut nægter at opgive Jerusalem som udelt by under israelsk kontrol til evig tid.

Dertil kommer, at Israel vil afvise Right of Return-princippet, som FN vedtog i 1948 og som stadfæster, at alle de palæstinensere, som blev fordrevet af Israel i 1948 har ret til at komme tilbage eller til at få kompensation. Dette princip har Israel aldrig accepteret og det gør israelerne heller ikke i dag.

Israel har aldrig ønsket at forhandle om en reel tostatsløsning

Hvorfor taler USA, EU og verdens stater om en tostatsmodel, der absolut ingen gang har på jord? Hvorfor definerer Joe Biden ikke, hvad han mener med tostatsmodel, men nøjes med at mumle noget om en ”demilitariseret palæstinensisk stat”? Er hans vision om en palæstinensisk stat den samme, som Trump lancerede i sin fredsplan fra 2020 eller vil han overlade det til Israel at definere en sådan stat – som Israel jo også fik lov til i Trumps plan? Er talen om tostatsmodel fra verdens ledere noget de slynger ud fordi de ingen anelse har om, hvad de ellers skal sige?

Kun én amerikansk præsident har konkretiseret begrebet ’palæstinensisk stat’ på papir, som oplæg til en fredsproces, nemlig George W. Bush i ”Køreplanen for fred” i 2003, hvor den defineres som ’suveræn og uafhængig’. Alle andre forslag har talt om en demilitariseret stat, der er afhængig af israelsk suverænitet – selv Clintons såkaldte ’parametre’ i julen 2000 definerede den som "non-militarized state".

Uanset om verdensledere vil definere, hvad de taler om eller ej, når de peger på en ”tostatsmodel”, så kan vi konstatere, at den ikke er mulig. Simpelthen fordi Israel ikke vil den, men højest vil gå med til et stærkt amputeret palæstinensisk selvstyre – og det vil de arabiske stater og palæstinenserne ikke acceptere. Med andre ord: Tostatsløsningen er stendød.

I 1947 foreslog det nyoprettede FN både at oprette en jødisk og en palæstinensisk stat. De arabiske stater og palæstinenserne sagde nej. De mente ikke, at de jødiske indvandrere, flygtninge og holocaustoverlevende – som hverken USA eller Europa ønskede som borgere i deres egne lande – havde krav på en jødisk stat i Palæstina. De mente, der skulle være én stat i Palæstina, og den skulle have flertalsstyre.

Forud havde briterne både foreslået denne enstatsmodel under navnet Palæstina og tidligere endnu en tostatsmodel. Hverken briternes, palæstinensernes eller FN’s forslag blev til noget, og i stedet etablerede det jødiske samfund i Palæstina staten Israel med amerikansk støtte i 1948. Da FN’s udsending Folke Bernadotte tog til Palæstina med en tostatsmodel i diplomatmappen, blev han myrdet af jødiske terrorister fra den såkaldte Sterngruppe.

Som nævnt har det internationale samfund kun én gang stået seriøst bag forhandlinger om en reel tostatsmodel – forstået som to suveræne og uafhængige stater, hvor den palæstinensiske skulle etableres på de 24 pct. af Palæstina, som Vestbredden og Gaza omfatter, mens resten fortsat skulle være under israelsk suverænitet. Det var det forslag, den amerikanske præsident George W. Bush pressede igennem i 2002, og som førte til den såkaldte ”Køreplan for Fred” i 2003. Den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas var positiv over for planen, som han accepterede.

Men da Israel underskrev, var det med 14 forbehold udstukket af det israelske parlament, Knesset, der utvetydigt nægtede at acceptere netop en suveræn, uafhængig palæstinensisk stat. På intet tidspunkt har Israel accepteret at forhandle om en tostatsmodel, hvor den palæstinensiske stat er suveræn og dermed har voldsmonopol til at opretholde orden og beskytte sine egne grænser. Når Israel har talt om tostatsmodel, har det været i form af et palæstinensisk selvstyre under israelsk suverænitet. Og det er ikke en reel tostatsmodel, for der er ikke tale om to ligeværdige stater.

Derfor kommer den israelske ”tostatsmodel” aldrig til at fungere. Det ved et flertal af israelere i dag godt. Derfor vil de have palæstinenserne, i hvert fald et markant flertal af dem, sendt ud af de besatte territorier på Vestbredden og nu også i Gaza. Simpelthen fordi Israel ikke finder det muligt, sikkert og ønskeligt at skulle fortsætte en besættelse i al evighed og heller ikke finder et selvstyre med fem millioner palæstinensere realistisk. Derfor skal antallet reduceres ved at palæstinensere flytter bort fra de besatte områder. En ofte gentaget model for, hvordan dette skal ske er, at palæstinenserne fra de besatte områder og i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon og Jordan skal integreres i arabiske stater. Israel argumenterer med, at de efter statens oprettelse i 1948 modtog jøder fra de arabiske stater som så til gengæld kan integrere palæstinensere i deres stater. Det var også ”løsningen” i Trumps overnævnte fredsplan.

Problemet er, at Israel er en jødisk stat, før den er demokratisk

I dag ønsker Israel den samme model, som palæstinenserne og araberne ønskede i 1947, nemlig én stat i Palæstina. Men hvor palæstinenserne forestillede sig en palæstinensisk stat med en jødisk minoritet, forestiller Israel sig i dag en jødisk stat fra ”floden til Middelhavet” med et palæstinensisk mindretal. Derfor må et antal palæstinensere flytte fordi de ellers vil risikere at komme i flertal i en israelsk stat, der omfatter hele Palæstina.

Israel argumenterer eksplicit for, at deres stat skal være ”et jødisk nationalhjem”. Med andre ord: Staten skal være religiøst defineret som netop jødisk, hvilket blev stadfæstet i den jødiske nationallov i 2018. Det betyder for det første, at jøder skal udgøre flertallet i staten, og at det kun er jødiske statsborgere, som har fulde rettigheder og pligter i staten. Lige nu er der ca. 14 millioner mennesker i Palæstina, altså i både Israel og de israelsk besatte områder. Syv millioner er jøder, mens to millioner er israelske palæstinensere med statsborgerskab, men uden fulde rettigheder, to millioner er palæstinensere i Gaza, og så er der tre millioner på Vestbredden.

Der findes altså i alt fem millioner i de besatte områder, som ingen rettigheder har, men lever som statsløse under israelsk militærlov. Hvis alle syv millioner palæstinensere fik lige rettigheder i et Israel, som territorialt omfatter hele Palæstina, ville de måske hurtigt komme i flertal og dermed underminere definitionen af Israel som jødisk.

Det er præcis det, Israel ikke vil acceptere. Derfor insisterer Israel på, at jøderne skal være flertallet i staten, og at den skal være defineret som jødisk. Det er en anomali, der ikke sædvanligvis anerkendes i Vesten, som plejer at prioritere stater som sekulære og liberal-demokratiske. Men der gøres en undtagelse med Israel, hvilket skyldes jødernes historie, der i århundreder har været præget af vold og forfølgelse i Europa, som kulminerede med holocaust.

Oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina var netop den politiske zionismes løsning på forfølgelsen: Jøderne skulle have et hjemland, hvor de kunne leve i sikkerhed uden forfølgelse. Det fik de med Israel, men med den ironiske kendsgerning, at det samtidig skabte et forfølgelsesproblem for et andet folk, nemlig det palæstinensiske, som fik frataget deres hjemland, for at det jødiske problem kunne løses. Det omtaler de som ’katastrofen’ – al-Nakba.

Det vidste stormagterne godt og diskuterede problemet indgående i The American-British Committee of Inquiry i 1946, der var blevet nedsat med henblik på gennem en række høringer og studierejser at kortlægge og forstå problemet. Problemet var akut, fordi der i Europa var 900.000 jødiske fordrevne og holocaustoverlevere i interneringslejre. Alle disse mennesker ville hverken de europæiske stater eller USA integrere, hvorfor den amerikanske præsident Harry Truman skar igennem og godkendte forslaget om at sende 100.000 til Palæstina og med det samme anerkende Israel som stat, da den blev etableret i 1948, (fin analyse i Amy Kaplan: Our American Israel. The Story of an Entangled Alliance, Harvard U.P., 2018). Den nye stat har aldrig fået en forfatning, men defineres som jødisk.

Det er imidlertid lige præcis Israels definition af deres stat som jødisk, der er roden til problemerne. Det skaber nemlig en anormal stat, der kommer til at fremstå som en apartheidstat, der undertrykker, forfølger og fordriver palæstinenserne. Det sker, fordi Israel insisterer på, at der skal være forskellige rettigheder: Fulde rettigheder til jøderne, begrænsede til israelske palæstinensere og ingen til palæstinenserne i de besatte områder. Den situation har mange israelere og jøder advaret mod i mange år, bl.a. Israels premierminister gennem flere perioder, Yitzhak Rabin, som påpegede det allerede i 1976. Det er også denne situation, der dømmes uacceptabel af landene i Mellemøsten.

Israel bliver først sikkert, når det ophører som besættelsesmagt

Lige så dødfødt tostatsmodellen er, lige så oplagt er løsningen på den nuværende konflikt: Israel skal normaliseres, så staten ikke defineres som religiøs, men som en liberal-demokratisk stat i området fra ”floden til Middelhavet”, inklusive Gaza, med lige rettigheder for alle statsborgere og med tilbud om statsborgerskab til alle palæstinenserne i de besatte områder.

Denne model får det formentlig til at løbe koldt ned ad rykken på mange israelere og jøder, der er bange for, at jøderne derved kommer til at miste deres hjemland, hvortil forfulgte jøder i hele verden kan rejse og få sikkerhed. Men den sikkerhed har de alligevel ikke fået. Lytter man til israelske politikere og jøder i diasporaen, også i Danmark, så er jøderne i Israel konstant udsat for trusler fra palæstinensere, arabiske stater, Iran og Modstandens akse, ligesom antisemitismen stadig hærger i verden, herunder i Danmark og USA.

Ingen forventer, at den situation vil ændre sig, så længe Israel er en besættelsesmagt, der med bemeldte Yitzhak Rabins ord ”koloniserer Vestbredden og skaber en apartheidstat”. Skal jøderne og israelerne da ingen sikkerhed have? Jo, det skal de og ikke kun i Israel. Verden må målrettet arbejde for, at jøder og andre religiøse samfund kan leve i sikkerhed i denne verden.

Den eneste bæredygtige løsning er etableringen af Israel som en stat, der omfatter hele det gamle Palæstina, men som baseres på en ny forfatning, der definerer lige rettigheder for alle borgere, uanset religion og etnicitet. En sådan forfatning har Israel nemlig ikke i dag. Der skal også være en paragraf om, at alle jøder altid har en naturlig ret til at bosætte i Israel, men at det også gælder for de oprindelige palæstinensiske folk. Det vil skabe en normal, sekulær, liberal og demokratisk forfatningstat, hvor alle individer, det være sig jøder, palæstinensere, muslimer, kristne, sorte, røde, gule, buddhister, hinduister osv. kan leve i fred, fordragelighed og sikkerhed sammen. Ideen om énstat er blevet diskuteret og foreslået flere gange og i april skrev fire amerikanske Mellemøstforskere en analyse i Foreign Affairs, der pegede på modellen, som den mest konstruktive for USA at støtte ved at gøre amerikansk bistand, inklusive militærhjælp, betinget af, at Israel respekterer menneskerettigheder og folkeret. Tilsvarende argumenterede Samer Elchahabi i en publikation fra Arab Center Washington, DC i december 2023 for nødvendigheden af et paradigmeskifte væk fra tostatsmodel.

Den nuværende israelske regering og formentlig flertallet af israelerne vil med næb og klør kæmpe mod denne ide om en enstatsløsning mens mange palæstinensere har tilkendegivet, at de godt kan acceptere at leve i Israel, hvis de får lige rettigheder og statsborgerskab. Da den nuværende regering i Israel blev dannet i slutningen af 2022 blev den mødt af omfattende demonstrationer, der kritiserede den for at ødelægge det begrænsede israelske demokrati. Demonstranterne fik stor opbakning i dansk presse og selv fra Joe Biden i Det Hvide Hus. I dag diskuterer man indædt i Israel om ortodokse jøder fortsat skal nyde særlige privilegier eller om de skal være omfattet af de samme rettigheder og pligter som andre jøder. En liberal-demokratisk forfatning løser mange af disse problemer. Og selvfølgelig kan en moderne stat baseret på en liberal-demokratisk forfatning skabe sikkerhed for sine borgere, både jøder og ikke-jøder, dersom internationale konventioner og retsstatens principper overholdes. Det største problem i den såkaldte israelsk-palæstinensiske konflikt er opretholdelsen af en jødisk stat, der konstant både føler sig og er truet og derfor opretholder en besættelse i strid med folkeretten, ugentligt angriber i arabiske nabolande og fører en stadig mere intensiv konflikt med Iran, som i årevis har været kørt i mørket, men nu med bombningen i Damaskus er fremme i dagslyset og risikerer at eskalere. Det vil fortsætte og forsætte, måske føre til storkrig, men ikke til sikkerhed, fred og fordragelighed, hverken for jøder eller andre indbyggere i Mellemøsten. Enstatsmodellen er den eneste farbare vej til at få stoppet kalamiteterne.   

Denne model er den mest effektive til at bekæmpe al slags ekstremisme, såvel islamisk fundamentalisme som jødisk nationalisme og ekstremisme, og det vil være en direkte vej til utallige Abrahamaftaler i hele Mellemøsten. Kronprins Mohammed Bin Salman i Saudi-Arabien og israelske ledere og eksperter i kunstig intelligens, som kronprinsen er så begærlig efter at få til at drive sine megaprojekter, kan frit rejse til hinandens lande, handle og arbejde sammen.

En kæmpe politisk motivationsfaktor for al muligt fjendskab mod Israel vil forsvinde, og jøderne vil endelig få deres sikre hjemland – og det vil palæstinenserne også.

Hvor realistisk er énstatsmodellen? For det første kan man konstatere, at den længe har været en realitet: Israel kontrollerer al territorium i Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet og fra Libanon til Gaza – og nu jo helt klart også Gaza. Men Gaza var folkeretligt allerede besat inden 7. oktober fordi Israel kontrollerede forbindelse mellem Gaza og omverden til lands, til vands og gennem luften. Så der har de facto længe været tale om én stat, Israel, der suverænt kontrollerer hele territoriet. Men som allerede peget på er der tale om en ekstrem ulighed i fordeling af rettigheder, hvor 5 millioner af de 14 millioner lever uden rettigheder og under militærlov i denne stat. Det kan ikke fortsætte uendeligt. Det er altså forholdene i den allerede eksisterende énstat, der skal ændres. Hvad kan Vesten og især USA gøre for at ændre forholdene? Måske skulle USA holde op med at spekulere i og designe løsninger, men overlade det til parterne selv at skabe en bæredygtig stat. Derimod kan de vestlige stater og USA, som påpeget af de amerikanske Mellemøstforskere Marc Lynch og Shibley Telhami i tidsskriftet Foreign Affairs, være mere konsekvente i forvaltning af den regel-baserede verdensorden. I stedet for, at USA beskytter Israel når staten overtræder folke- og menneskerettigheder, herunder Genevekonventioner etc., kunne USA og Vesten være tro mod sine egne værdier og kræve af Israel, som jo i høj grad står i stor gæld til USA – ikke omvendt, som man ind i mellem kan få indtryk af – at landet indordner sig under den regelbaserede verdensordens krav. Det vil skabe debat og forandring i Israel, som det er set flere gange tidligere, når USA har stillet krav om lov og ret i stedet for at yde beskyttelse til lovbrud. Det grundlæggende princip er ikke, at Vesten og USA skal bestemme, hvordan en stat i Palæstina skal udformes, men at folkeretten overholdes for alle de mennesker, der bor der. Det vil skabe forandring til det meget bedre! Det burde ikke være nødvendigt at understrege, at det selvfølgelig ikke alene er Israel, der skal indordne sig den regelbaserede verdensorden, men at det gælder alle parter og at kravet om respekt for menneskerettigheder og folkeret naturligvis også skal forlanges af palæstinenserne.

Denne artikel skrives på et hotelværelse i Washington efter nogle dage i New York City, hvor jeg ikke kunne lade være med at tænke på, at her bor 14 millioner mennesker, det samme antal som i Palæstina (8 millioner i selve byen New York og 20 millioner i hele byområdet). Der er mange problemer i det amerikanske samfund og i New York, men ikke desto mindre kan 14 millioner sammenbragte mennesker – med alle mulige etniciteter og religiøse tilhørsforhold – leve sammen i fordragelighed og sikkerhed. Det er fordi, de ifølge forfatningen alle har samme rettigheder og pligter.

Jo, det er ikke rosenrødt: Der er kriminalitet, økonomisk ulighed, hjemløse og raceproblemer, men det fungerer jo i den forstand, at der hverken er borgerkrig, systematiske undertrykkelser, forskellige rettigheder og ugentlige bombetogter mod nabostater. I Brooklyn lever ortodokse jøder side om side med troende muslimer. Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre i en normal stat i Palæstina, der i dag kalder sig Israel? Hvis den ender som en liberal-demokratisk stat i Palæstina, vil parterne måske kunne enes om et navn på staten, som både jøder, palæstinensere og andre kan finde sig hjemme i?

Denne artikel er en revideret udgave af en artikel bragt på raeson.dk den 10. april 2024