Fra ekstremist-rede til "revolutionens brud"

Den libanesiske Oktoberopstand, som brød ud i efteråret 2019 kastede nyt lys over landets næststørste by, Tripoli. I mange år var den forbundet med religiøs ekstremisme og voldelig konflikt, men protestbevægelsen skabte en ny fortælling om byen, som pludselig blev et vigtigt symbol på de fattigste libaneseres kamp mod systemet.

Om morgenen den 25. oktober 2019 fejede den benamputerede Mohammed El-Zo’bi asfalten på Al Nour pladsen i Libanons næststørste by, Tripoli, [ikke at forveksle med hovedstaden i landet Libyen, red.] efter en stor demonstration dagen forinden. En fotograf, som var til stede på pladsen, tog et billede af ham, mens han humpede rundt med en krykke under en den ene arm og kosten i den anden. Billedet gik viralt på de sociale medier, og Mohammed El-Zo’bi blev fremhævet som et symbol på sin by, der efter år med undertrykkelse, fattigdom og stigmatisering nu satte alle kræfter ind for at holde liv i den såkaldte Oktoberopstand mod Libanons politiske eliter.

Tripoli har lagt gader til demonstrationer mod Libanons sekteriske regime mere eller mindre konstant, siden Oktoberopstanden brød ud over hele landet tilbage i efteråret 2019 og samlede hundrede tusinder libanesere på tværs af religion, alder og køn.

Protesterne i Tripoli er først og fremmest vigtige for den politiske udvikling i Libanon. Selvom de ikke har ført nogen reformer eller indrømmelser med sig, har de været med til at styrke den libanesiske befolknings utilfredshed med landets store sociale og økonomiske kontraster. Libanon er nemlig et af de mest ulige samfund i Mellemøsten. Det er hjemsted for nogle af regionens rigeste personer, og samtidig lever 23 pct. af befolkningen i ekstrem fattigdom, ifølge FN’s tal fra sidste år. Tripoli illustrerer denne ulighed, måske bedre end nogen andre steder. Flere markante politikere og forretningsfolk kommer fra byen, som samtidig har den en overrepræsentation af ekstremt fattige.

Ser man udover Libanon, er historien om Tripoli interessant, fordi den kan lære os noget om, hvad der skal til for, at en protestbevægelse lykkes med at sætte ulighed på dagsordenen og skabe solidaritet omkring fattige og marginaliserede grupper, hvis stemmer ofte bliver overset. Overalt i Libanon hyldede Oktoberrevolutionens tilhængere Tripoli som ”den sande revolution”, de fattiges revolution” og ”hunger-revolutionen”. Det kom både til udtryk gennem virale historier som den om Mohammed El-Zo’bi og i gaderne til selve demonstrationerne, hvor folk over hele Libanon råbte slogans til støtte for Tripoli.

At Tripoli pludselig skulle blive hyldet overalt i Libanon var dog ikke givet på forhånd. Før masseprotesterne brød ud, blev byen nemlig først og fremmest forbundet med vold, konflikt og religiøs ekstremisme. Dette dårlige ry gjorde det svært at skabe solidaritet omkring Tripoli og dens indbyggere i årene før protesterne, og det var altså først da byen fik rystet sig fri af de negative fortællinger, at dens problemer med fattigdom kom på toppen af dagsordenen hos store dele af libaneserne.

Tripolis stigma

Tripoli har omtrent 500.000 indbyggere og ligger i den nordlige del af Libanon, ca. 50 km syd for grænsen til Syrien. En rapport fra Verdensbanken anslog i 2017, at 53 pct. af byens arbejdsdygtige indbyggere var uden job. Efter de seneste års økonomiske krise og corona-nedlukninger er dette tal kun steget.

De libanesiske og internationale medier har dog fokuseret på andet end fattigdommen i deres beretninger om Tripoli. De har i stedet kastet lys på ekstremistiske bevægelser, som har opereret og kæmpet i byen. Denne diskurs er naturligvis ikke opstået ud af ingenting. I årevis var der kampe mellem militser fra det sunnimuslimske kvarter, Bab al Tabbaneh og det alawittiske distrikt, Jabel Mohsen. Kampene kulminerede i 2013, hvor to moskeer blev udsat for et angreb, der dræbte 47 og sårede 800. Derudover har mange af byens unge mænd tilsluttet sig væbnede grupper i Syrien, inklusiv al Nusra og Islamisk stat. Når det er sagt, så har fortællingen om volden i Tripoli været med til at give byen et stigma.

Selvom det ikke var nogen hemmelighed, at byen var hårdt ramt af fattigdom, blev de økonomiske problemer i højere grad læst ind i et sekterisk narrativ. Det vil sige, at Tripoli blev en del af en større fortælling om, at sunnimuslimer i Libanon blev undertrykt at landets øvrige religiøse grupper. Og det gjorde det sværere at fremstille byen som symptom på en mere generel politisk undertrykkelse, som gik ud over alle libanesere, uanset hvilken religion eller by, de kom fra.

Selvom aktivister gennem årene havde forsøgt at skabe solidaritet med Tripoli og fremhæve de mere positive og fredelige sider af byen, var det ikke lykkedes at bryde de træge stereotyper. Og dermed var det også svært at skabe en bred solidaritet med byen og dens indbyggere.

The bride of the revolution

På tredjedagen af de landsomspændende protester i oktober 2019 blev den centrale Nour plads i Tripoli omdannet til noget, der mest af alt mindede om en udendørs natklub. Billeder fra byen spredte sig lynhurtigt på nettet og viste tusindvis af unge, gamle, mænd og kvinder, som dansede og viftede med deres lysende telefoner, imens en lokal DJ spillede fra en balkon over pladsen.

Selvom Tripoli ikke var den eneste by, hvor der udbrød overraskende protester, var der ingen andre steder i landet, der nåede Tripolis niveau af entusiasme. Det var også Tripoli, der løb med en stor del af opmærksomheden under de første ugers protester. Gadefesten blev sammenlignet med et bryllup; en sammenligning der gjorde, at Tripoli på de sociale medier tilnavnet ”revolutionens brud”. Historien om DJ’en Mahdi el Karimeh, som stod bag den spontane koncert på Nour pladsen, blev desuden en hovedfortælling fra protesterne i de internationale medier. Havde det ikke været for Mahdi el Karimeh og den folkefest, han spillede op til, var det ikke sikkert, at Tripoli havde tiltrukket sig lige så stor opmærksomhed og sympati.

Men hvorfor havde billederne fra folkefesten i Tripoli så stærk en effekt? En medvirkende årsag kan være, at de vakte genklang og genkendelse hos den progressive middelklasse i hovedstaden Beirut, som blandt andet spiller en vigtig rolle i at skabe diskursen omkring protesterne gennem de sociale medier. Hvor mange libanesere fra de segmenter tidligere følte sig fremmedgjorte over for Tripoli på grund af byens religiøse konservatisme, kunne de nu pludselig spejle sig i byen.

Billederne fra Tripoli blev kun stærkere af, at festen opstod til trods for den dybe fattigdom og desperation i byen. Det er netop den pointe, historien om den etbenede Mohammed El-Zo’bi understreger. I et tv-indslag på BBC’s arabiske platform, forklarer El-Zo’bi, at han arbejder 20 timer dagligt for at skaffe mad på bordet til sin familie. Samtidig er han til stede på Nour pladsen ved de store massefester og insisterer på hjælpe til med at feje asfalten efterfølgende.

Fra gadefester til sammenstød og desperation

Hvis man spoler tiden frem til i dag, lever fortællingen om Tripoli ”revolutionens brud” og ”den sande revolution” stadig. Protesterne i byen er imidlertid ikke længere en folkefest. Allerede i vinteren 2020 tog demonstrationerne en drejning og blev mere voldsomme. Demonstranter ødelagde blandt andet facader på landets banker, hvoraf mange er ejet af politikere og deres nære forbindelser. Protesterne eskalerede over hele landet, men nogle af de mest voldsomme sammenstød og demonstrationer fandt sted i Tripoli.

Som foråret skred frem, trodsede byens demonstranter i stigende grad de nedlukninger, som var blevet indført for at begrænse udbredelsen af COVID-19. Ved en demonstration i byen den 27. april 2020 gik bølgerne højt, og militæret blev sat ind i et væbnet modsvar mod demonstranterne. Det var i den forbindelse, at protesterne i Tripoli fik deres første dødsoffer, en ung mand ved navn Fawwas al Samman.

Flere libanesiske politikere og medier forsøgte at fremstille de voldsomme demonstrationer i Tripoli som en sikkerhedstrussel for hele landet. Den daværende premierminister, Hassan Diab, udtalte fx, at ”ondsindede intentioner” lå bag optøjerne, som var ledet af infiltratorer. Samtidige opfodrede han ”fredelige demonstranter” til at forlade gaderne.

Med denne retorik forsøgte Diab at puste liv i den negative fortælling, som Tripoli netop havde gjort op med i de første uger af Oktoberopstanden. Ifølge Diab var byen stadig først og fremmest hjemsted for farlige ekstremister, som nu forsøgte at udnytte protesterne til at skabe uro og konflikt.

Hassan Diab og de øvrige politikeres fortolkning vandt dog ikke meget indpas hos støtterne af Oktoberopstanden. Selvom der var debatter blandt aktivister om, hvorvidt brugen af vold og hærværk var en fornuftig idé, blev volden først og fremmest tolket som et udtryk for, at den økonomiske krise og den hårde coronanedlukning havde sat Tripolis indbyggere under så stort pres, at de var nødsaget til at ty til vold.

Faktisk forstærkede optøjerne på nogle punkter libanesernes sympati over for Tripoli. Det kom blandt andet til udtryk i kølvandet på Fawwas al Sammans død, hvor demonstranter, blandt andet i Beirut gik på gaden i solidaritet. Til disse demonstrationer og på de sociale medier blev al Samman omtalt som ”martyr for revolutionen” og fremstillet som et uskyldigt offer for militærets hårdhændede angreb mod demonstranterne. I stedet for at bekræfte den gamle fortælling om Tripoli som ekstremist-rede, understreger optøjerne, at Tripoli i virkeligheden er fredelig af natur. Som journalisten, Aya Iskandarani, formulerede det i en leder til avisen The National: “Episoden har fremkaldt smertefulde minder fra de mange sammenstød mellem hæren og militser i byens historie. Men denne gang var ofret en ubevæbnet, fredelig demonstrant.”.

Status i dag: vinder de fattigste libaneseres kampen mod systemet?

Oktoberopstanden har forandret libanesernes opfattelse af Tripoli og dermed banet vej for, at byen over det seneste år kunne blive symbol for kampen mod ulighed og undertrykkelse i landet. Spørgsmålet er, om Tripoli og resten af Libanon i sidste ende kan vinde denne kamp. I øjeblikket fortsætter protesterne i Tripoli. Den sidste store demonstration fandt sted i slutningen af januar dette år og endte i voldsomme sammenstød, hvor endnu en ung mand mistede livet. Samtidig befinder Libanon sig i et politisk dødvande.

Libanon kan ikke få adgang til store, langsigtede økonomiske hjælpepakker, hvis ikke der kommer en ny regering, som kan igangsætte en række reformer. Landets ledere sidder imidlertid fast i forhandlingerne om, hvem der skal sidde i den nye regering og har gjort det siden august sidste år. Derfor er der ikke meget, der tyder på, at Libanons store problemer med ulighed og fattigdom vil blive løst inden for den nærmeste fremtid.

Selvom begivenhederne i Tripoli ikke har ledt til reformer, er de dog langt fra uden betydning. Libanon har i årtier været præget af splittelse og fordomme mellem religiøse grupper, og denne splittelse har gjort det vanskeligt for libaneserne at stå sammen imod korrupte politiske ledere. Den nye fortælling om Tripoli er derfor et vigtigt skridt på vejen mod skabe den solidaritet blandt libaneserne, som er nødvendig for, at landet engang i fremtiden kan gøre op med den enorme ulighed.

Denne artikel blev første gang bragt i Ræson den 26.2.2021