Hæren har et fast greb i Algeriet

For den algeriske hær er den største udfordring i vore dage at beskytte landets territorium og dets integritet. Lige fra Libyen til Ukraine er den separatistiske trussel blevet til politisk virkelighed. Det er sket i Irak, i Syrien, i Yemen, i Sydsudan og tydeligvis også i Mali.

Også derfor opfatter hæren stadig kravene fra løsrivelsesbevægelserne i grænseregionen Azawad og hele det dertilhørende ’tuareg-spørgsmål’ som et forsøg på at fratage Algeriet dets del af Sahara. Udstationeringen af algerisk militær i den sydlige del af landet med støtte og tilskyndelse fra Frankrig og USA viser tydeligt, hvor stor bekymringen er.

Uroen i regionen har udmøntet sig i en stigning i militærudgifterne. Ifølge det uafhængige analyseinstitut Sipri i Stockholm er de vokset fra 17,9 milliarder kroner i 2000 til 71,6 milliarder kroner i 2012, og Algeriet er i perioden 2006-10 blevet verdens 8.-største aftager af våben.

Man må konstatere, at under viceforsvarsminister og forsvarschef general Gaïd Salahs ledelse er landets militærapparat vokset betydeligt.

Denne kendsgerning forklarer, hvorfor officererne, bortset fra de pensionerede generaler, foretrækker at fortsætte deres samarbejde med de politiske institutioner, der styres af kredsen omkring Algeriets præsident, Bouteflika, frem for at gå ind i en strid. Hæren får i denne situation lov til at spille en taknemmelig rolle. Den kommer til at fremstå som den eneste rationelle institution i statsapparatet.

I betragtning af hvor svage de øvrige institutioner er (præsidentembedet, parlamentet m.fl.), er der ingen, der kan udøve magt over hæren, og frem for alt er hæren ikke underlagt nogen politisk kontrol. Hæren udgør og udviser en stærk sammenhængskraft. De politiske partiers dårlige omdømme og landets svage institutioner får hæren til at fremstå endnu mere samlende for nationen. På længere sigt har den også interesse i at bevare det politiske system.

For generalerne drejer det sig i dag ikke så meget om de politiske, men om de sikkerhedsmæssige aspekter. Hele diskussionen om uroen i grænseegnene efter det såkaldte arabiske forår er med til at øge befolkningens frygt for, at Algeriet kan bryde sammen, og den er med til at styrke de institutioner, der skal tage sig af statens sikkerhed. For at berolige den algeriske opinion har ministerpræsident Sellal understreget over for befolkningen, at det lykkedes Algeriet at skærme af for indflydelse fra de arabiske revolutioner, der sidestilles med »insektangreb«, som landet har sprøjtemidler til at bekæmpe, hvis og såfremt ...

Den manglende stabilitet i regionen er imidlertid en realitet, og Algeriet råder over militære midler til at sikre sit territorium, ikke mindst gennem en udvikling af sit regionale samarbejde. I maj 2013 indledte de tunesiske og algeriske nationalgarder et fælles program til ’erfaringsudveksling’.

For hæren er der to dominerende trusler imod sikkerheden: Den ene kommer fra Libyen, efter at staten er brudt sammen, den anden fra Sahel (område syd for Algeriet, red.).

De algeriske myndigheder og regeringen i Algier så omstyrtningen af Gaddafis regime som en strategisk fejltagelse, der gav lokale aktører som tuareger og jihadister mulighed for at iværksætte egne dagsordner. I det nordlige Mali fordrev oprørsgrupper og islamister Malis hær og tog kontrol over området. Hurtigt blev de ’verdslige’ oprørere dog overvundet og fordrevet af jihadisterne, som ville indføre deres emirat i Sahel. I stedet endte konflikten med, at Frankrig greb ind i Mali.

Den franske indgriben i Mali blev i Algeriet oplevet, som om landet blev sat skakmat med hensyn til sin evne til at sikre stabilitet i en region, hvor det selv foregiver at spille en hovedrolle.

Siden fulgte så angrebet på gasanlægget In Amenas i januar 2013, der kom til at markere afslutningen på den periode, hvor Algeriet havde eneret på at vide noget om jihadisterne i Al-Qaeda for Islamisk Maghreb (AQMI), ligesom det skabte alvorlig tvivl om sikkerhedssituationen på de forskellige olie- og gasfelter i Sahara.

Den franske militæraktion Opération Serval har langtfra mødt forståelse og heller ingen sympati i den algeriske offentlighed, sådan som det fremgår af forfatteren Yasmina Khadras sigende kommentar: »Problemet i Sahel har Frankrig skabt ved at kaste sig over Libyen. Dengang vidste alle, at Gaddafis land var skjulested for samtlige militskrigere i regionen«.

Frankrig har brug for Algeriet for at skabe sikkerhed i Sahel. Algeriet har med sin udstationering af tropper mod syd og med sit aktive diplomati gjort det muligt at samle de forskellige hovedaktører fra konflikten i Mali omkring forhandlingsbordet.

Den aftale om fred og genforening i Mali, der blev underskrevet i Algier i 2015, giver i første omgang et pusterum i forhold til det maliske problem. Derimod består det libyske problem, hvis geopolitiske konsekvenser så klart overgår de bekymringer, Algeriet alene skaber, sådan som det fremgår af dramaet om migranterne i Middelhavet.

For de algeriske myndigheder har Gaddafis fald åbnet Pandoras æske. Da låget på Gaddafis regime blev løftet, dukkede hele spørgsmålet om den libyske stats natur også op.

Revolutionen i februar 2011 har ikke bare gjort det af med det gamle regime – den har først og fremmest banet vej for en ny form for voldelig sameksistens i Libyen.

Oven i den sekulære regionalisme lægger sig de konflikter mellem klaner og stammer, som det gamle regime var med til at gøre så indædte, ligesom der er kommet yderligere ideologiske brudlinjer til mellem islamister og nationalister.

Til disse problemer bør også lægges den krig, hovedaktørerne udkæmper for at få kontrol over landets olie- og naturgasressourcer. De nye myndigheder står helt hjælpeløse over for disse udfordringer, fordi de ikke er i stand til at udøve kontrol over territoriet, og Libyen er ved at gå i opløsning og tabe magten til en lang række lokale aktører, som i forskellig grad understøttes af ydre magter.

For Algeriet udgør Libyens opløsning en alvorlig strategisk trussel. Algeriet og Libyens fælles grænse er 982 kilometer lang, og som naboland kan Algeriet følge med i, at det værst tænkelige scenarie udspiller sig i Libyen – en situation, hvor et territorium uden en statsmagt bliver til tilflugtssted for jihadister.

Opsplitningen i form af et Libyen med to regeringer efter valget i juni 2014 gav Algeriet mulighed for at tage parti for den lovlige regering.

Siden september 2014 har libyerne i virkeligheden levet med to parlamenter, et i Tripoli og et i Tobruk, og med to regeringer. Der er dels den legitime, som dog befinder sig ’i eksil’ i el-Beida og ledes af Abdallah el-Theni. Den er resultatet af et lovformeligt valg i juni 2014, der anerkendtes af det internationale samfund. Dels er der i Tripoli en anden regering, som er resultatet af den såkaldte nationalkongres og støttes af islamistiske militser.

Sidstnævnte udfordres militært af general Khalifa Heftar, som med støtte fra specialstyrkerne, og fra den øverstbefalende for militærpolitiet, i maj 2014 lancerede operationen al-Karama (værdighed, red.), som havde til hensigt at »udrydde islamisterne«.

Den antiislamistiske koalition, som general Heftar stillede sig i spidsen for, har ført til en opblussen af nationalismen og den dertil hørende illusion om en stærk centralmagt.

Hvis hans kamp vinder genklang som en krig mod jihadistiske militser, kan den give bagslag, når den retter skytset mod de militser, der er tilknyttet Det Muslimske Broderskab og Partiet for Retfærdighed og Genopbygning, som i dag kontrollerer nationalkongressen i Tripoli.

Hele dette anarki har beredt vejen for alle de jihadistiske grupper, for hvem Libyen er blevet et valfartssted. Islamisk Stat har slået rod og udvikler sig i Libyen på samme måde, som det er lykkedes den at gøre i Syrien og Irak.

Opbakningen til Islamisk Stat kan fortolkes som udtryk for en vilje til at støtte en organisation, der er i stand til at genoprette en politisk orden, selv om det sker ved hjælp af terror. Anarkiet og volden i Libyen tilskynder nogle libyere til at håbe på, at en organisation som IS formår at gennemtvinge freden.

I lyset af, hvor vigtige roller de forskellige hovedaktører som Egypten, Qatar, Tyrkiet, Sudan og USA spiller i Libyen, synes Algeriets inkluderende strategi med at forsøge at fremme en fredelig sameksistens i Libyen mellem alle de væsentlige grupper, der anerkender institutionernes legitimitet, både forgæves og illusorisk.

De talrige møder, den algeriske regering har organiseret med de forskellige aktører i Libyen, har ikke båret frugt. Således arbejder regeringen ikke længere for en politisk løsning, men blot for at begrænse krigen til at foregå inden for Libyens grænser.

Den algierske regering tilskriver ansvaret for det libyske kaos Frankrig, Storbritannien og USA, eftersom de tre stormagter aldrig har formået at vise Libyen den opmærksomhed og den interesse, landet havde krav på, efter at Gaddafi blev væltet.

Truslen om, at det lykkes Islamisk Stat for alvor at slå rødder i Libyen, vil sandsynligvis igen placere landet i centrum for den internationale dagsorden. For adskillige af det internationale samfunds beslutningstagere er Libyen da også blevet en ’ikke-stat’, hvor der pågår konflikter mellem et utal af grupperinger. Ideen om, at internationale styrker skal invadere Libyen med henblik på genoprette en egentlig stat, er ved at bane sig vej. Libyen blev administreret af FN fra 1945 til 1951, og hver eneste dag tager forestillingen om, at FN må vende tilbage, mere og mere form.

Ud over sine øvrige sikkerhedsmæssige regionale trusler ser Algeriet også Marokko som en trussel. Og det enerådige kongedømme har da også snedigt og intelligent formået at drage diplomatisk nytte af Opération Serval, sådan som det fremgik, da den 2. ministerkonference om grænsesikkerhed i regionen blev afholdt i hovedstaden Rabat 14. november 2013.

Marokko har ambitioner om at spille en hovedrolle i både Mali og Libyen og har gennem dannelsen af et ’regionalt uddannelses- og træningscenter for officerer med ansvar for grænsesikkerheden i regionens stater’ fået det nødvendige instrument til at øve indflydelse.

På samme tid skaber Marokko problemer for de regionale strukturændringer, Algeriet står i spidsen for. I øvrigt er Marokkos ønske om at opfylde de ’specifikke behov hos befolkningerne i grænseegnene’ set med Algeriets øjne det samme som, at ’spørgsmålet om tuaregerne’ i sidste ende også sættes på dagsordenen.

Over for Algeriets ubetingede støtte til bevægelsen i det vestlige Sahara råder Marokko i dag over et betragteligt gengældelsesmiddel i form af spørgsmålet om tuaregerne. Hvis Algeriet stadig håber på, at det kan få Marokko til at miste terræn i det vestlige Sahara, kan Marokko til gengæld rejse spørgsmålet om tuaregerne og gøre krav på Azawad, som inkluderer en del af Algeriets territorium.

Marokko har spillet en mæglerrolle mellem de libyske regeringer og militser for at nå frem til en aftale. Naturligvis har denne for Algeriet overraskende udvikling været med til at skabe spændinger mellem de to lande, der begge blev skånet for det arabiske forår, og disse spændinger kan med tiden munde ud i en konflikt, hvis de algeriske generaler og sikkerhedstjenester skønner, at landets territoriale integritet er truet.

Algeriet blev skånet for det arabiske forår, men er ikke af den grund mindre nervøs for de regionale trusler, der omgiver landet. Set i det perspektiv lader landets hær til at være mere tilskyndet end nogensinde før til at forblive i spidsen for en stat, som i forvejen må stå ansigt til ansigt med talrige indenrigs trusler.

Oversættelse: Jakob Haff og Jacob Giese