Lampedusa: så skete tragedien igen – R.I.P.

Så skete det igen, men denne gang var dødstallet så stort, at de internationale medier ikke kunne ignorere tragedien. En overfyldt båd med formodentlig 500 afrikanske migranter brød i brand og sank ved den Italienske ø, Lampedusa. 120 døde kroppe er blevet fundet på nuværende tidspunkt, men de italienske myndigheder frygter, at der stadig er 150 børn, kvinder og mænd, der er druknet i havet.

Hvert år dør migranter på flugt eller drevet af håbet om en bedre fremtid ud for Europas kyster. I 2011 anslås det, at 1500 mennesker døde, svarende til dødstallet for Titanic, en historisk begivenhed der, ulig de mange afrikanske migranters tragedier, igen og igen skaber eftertanke og refleksion. Tallet faldt i 2012 til omkring 500 døde migranter, og UNHCR i Rom estimerer, at der indtil i går var omkring 100 dødsfald i 2013 - et tal, der med en enkel skæbnesvanger begivenhed, blev mere en fordoblet. Dødstallene for migranter er beregnet ud fra kendte tilfælde, og vi må derfor regne med, at langt flere mister livet.

Det er ikke blot fattige afrikanere, der nu er svøbt i ligposer eller som driver druknede omkring i Middelhavet, men også mennesker med drømme. En nigeriansk kvinde ved Libyens kyst fortæller, mens hun venter på en båd mod Europa: ”Rundt om Afrika er vandet sort, sort som min hud, ja – sort som Afrika. Jeg har hørt, at rundt om Italien er vandet blåt, det er lysere, ligesom Europa.”

Mange som hende finder aldrig ud af, om drømmen kunne bære. Bag de tragiske dødsfald er familier, der måske aldrig får vished om, hvad der er sket med deres far, mor, mand, søn eller datter. Ikke kun en kær slægtning er død, men en forsørger. Mennesker rejser ikke kun væk fra krige og konflikter, men rejser også i håbet om at skabe en bedre fremtid for deres familier, som blev tilbage. De familier, som står tilbage, har ofte betalt mange penge og sat deres håb på familiemedlemmes rejse mod Europa. De døde kan ikke fuldføre den plan.

Spørgsmålet er, hvor meget de døde migranter potentielt kunne have bidraget med, hvis de havde nået Lampedusa levende, fundet et job et sted i Europa og var begyndt at sende penge hjem til deres familier? Hvor mange af familiens børn kunne være kommet i skole? Hvor mange huse med strøm kunne være bygget? Hvor meget mad og medicin kunne familien have købt?

Det økonomiske paradoks ved ulykken på Lampedusa og de utallige andre tragedier er, at tragedierne sætter en stopper for udviklingsmulighederne i Afrika. Migranter sender hvert år tre gange så mange penge tilbage til deres hjemlande som den samlede globale udviklingsbistand. Det skal holdes op i mod de cirka 12.6 milliarder DKK, som EU årligt bruger på grænsekontrol. Europas kyst- og landgrænseovervågning er dyr og ligner i dag til forveksling militære operationer, med droner og militærlignende fartøjer. Alligevel omtaler både grænsepoliti og Frontex (det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved de Ydre Grænser) deres operationer som humanitære: de nedbringer antallet af skruppelløse menneskesmuglere, sørger for humanitær bistand til nødlidende asylansøgere, og træner det europæiske grænsepoliti i menneskerettigheder, inden de sendes ud på patrulje. Ikke desto mindre er en væsentlig effekt af intensiveret grænsekontrol i Europa, at desperate overlevelsesmigranter og asylansøgere presses ud på stadigt farligere ruter.

Men kan et Europa - modtager af Nobels fredspris og bæredygtig udviklingsaktør i Afrika - undlade at indregne de mange døde migranter og den potentielle udviklingsmulighed i Syd, når effekten af EU's grænsekontrol skal gøres op?

DIIS Comments are published under the responsibility of the author alone.