Lærervejledning

Ny lærervejledning til ungdomsuddannelserne og VUC om afrikansk migration til Europa

Håb om et bedre liv?

I de senere år er afrikansk migration blevet et synligt fænomen over det meste af Europa. Medierne viser billeder af druknede bådmigranter i Middelhavet og på Sydeuropas strande, hjemløse afrikanske migranter samler flasker i de europæiske storbyer, og spørgsmål om indvandrere og flygtninge trækker overskrifter i de politiske og offentlige debatter i Danmark og resten af Europa.

Mens diskussioner om, hvad man kan gøre for at mindske indvandring ofte står højt på dagsordenen, rejser afrikansk migration også en lang række andre spørgsmål: Hvorfor risikerer afrikanske mænd og kvinder livet i forsøget på at nå Europa? Hvorfor og hvordan tager de fra deres hjemlande? Hvad betyder fattigdom og globalisering for migration? Hvordan tackler de europæiske modtagerlande indvandring fra Afrika? Og hvordan opfatter migranterne selv deres situation?

Sådanne spørgsmål er oplagte til undervisningen på ungdomsuddannelserne og VUC. En ny lærervejledning kommer med en række forslag til undervisningsforløb og konkrete lektionsforløb til samfundsfag, historie og AT-forløb samt inspiration til sprogfagene. Målet er at give unge mennesker i Danmark et fagligt fundament til migrationsspørgsmål og ruste dem til kritisk at deltage i debatter om globalisering, indvandringspolitik og ulighed. Vejledningen er opbygget omkring tre overordnede problematikker:

  • Flugten fra fattigdom og krig
  • Migration på kanten af loven
  • Bristede drømme.

Lærervejledningen er tilknyttet den gratis og web-baserede undervisningspakke Afrikansk Migration, som kan findes på hjemmesiden for medieorganisationen SPOR Media. Pakken indeholder ti migrantfortællinger og fire dokumentarfilm, som giver et førstehåndsindtryk af livet som migrant og de omstændigheder der kan føret til migration. Et bredere baggrundsmateriale om årsager, Vestafrika, rejsen og EU sætter den enkelte migrants valg i perspektiv.

Undervisningspakken og lærervejledningen er forskningsbaserede og udarbejdet af seniorforsker Nauja Kleist, DIIS, forsker Dorte Thorsen, University of Sussex, og ph.d. studerende Ida Vammen, DIIS. Lærervejledningen har derudover bidrag fra to gymnasielærere, som har anvendt materialet i deres undervisning på Herlufsholm og Rødovre Gymnasium.

DIIS Eksperter

Nauja Kleist
Migration og global orden
Seniorforsker
+45 3269 8667
Ida Vammen
Migration og global orden
Seniorforsker
+45 3269 8707
none
Afrikansk migration til Europa - håbet om et bedre liv?
Lærervejledning til et forskningsbaseret undervisningsmateriale til ungdomsuddannelserne