Derfor når vi ikke Verdensmålene
Verdensmålene er kuldsejlet. I september sidste år kunne FN dokumentere, at indfrielsen af målene går alt for langsomt. For omtrent halvdelen af de indikatorer, der anvendes til at måle fremskridt, er der ubetydelige og ringe fremskridt. For andre 30 procent af indikatorerne er fremskridtene gået helt i stå, eller der er tale om direkte tilbagegang.
Det er voldsom læsning, men verdensmålene var ekstremt ambitiøse, og da man i 2015 vedtog dem ud fra et centralt princip om, at hverken lande eller grupper af personer måtte sakke agterud, vidste man udmærket, at det ville blive en kæmpe udfordring at skaffe den nødvendige finansiering.
Udviklingslandenes årlige finansieringsgab, forstået som det beløb man manglede for at nå i mål, blev dengang sat til 2.000-2.500 milliarder amerikanske dollars. Det er et svimlende beløb, og det bliver endnu større, når man tænker på, at det samlede globale udviklingsbistand i 2015 lå på cirka 130 milliarder amerikanske dollars, eller cirka seks procent af finansieringsgabet.
De manglende penge skabte behov for at mobilisere og aktivere et hav af andre finansieringskilder for at nå i mål som planlagt i 2030.
Blended finance – hvor man blander offentlige og private midler for at gøre det mere attraktivt for den private sektor at investere i udviklingslandene – blev sammen med øgede skatteindtægter i udviklingslandene set som centrale værktøjer til at lukke finansieringsgabet.
Desværre er resultaterne udeblevet. I dag kan vi se, at finansieringsgabet i udgifterne til at indfri verdensmålene i de fattigste lande er vokset markant. OECD vurderede sidste år, at finansieringsgabet for at opnå Verdensmålene i de fattigste lande er blevet næsten fordoblet i den tid, der er gået siden 2015. Og skønt udviklingsbistanden samtidig er vokset, udgør den formentlig nu under fem procent af finansieringsgabet.
Samme dystre billede tegner FN-rapporten ’Financing for Sustainable Development’. Hovedbudskabet her er, at der er behov for akut handling: Hvis ikke der sker et gearskifte i udviklingsfinansieringen nu, vil Verdensmålene ikke engang være nået i udviklingslandene i 2050. Rapporten beskriver direkte hvordan de store forhåbninger til mobiliseringen af privat kapitel langt fra har kunnet indfries.
Finansiering på agendaen
I lyset af denne udvikling er det ikke overraskende, at FN’s generalsekretær forsøger at sætte behovet for finansiering øverst på den politiske dagsorden. I lanceringen af et ’SOS for Verdensmålene’ er alle lande inviteret til et ’Summit of the Future’ til september.
FN præsenterer mødet som en ’once-in-a-generation opportunity’. Resultatet af konferencen skal være en international ’Pact for the Future’, der indeholder løsninger på en række centrale udfordringer, herunder finansieringsspørgsmålet.
Et første udkast til denne pagt for fremtiden er nu udarbejdet efter en omfattende høringsproces. I lyset af det åbenlyse behov for akutte og mere radikale tiltag på området, er læsningen af udkastet dog skuffende. Grundlæggende foreslås der mere af det samme: blended finance, øgede skatteindtægter og mere udviklingsbistand. Tiltagene på finansieringsområdet fremstår derfor helt utilstrækkelige i forhold til det enorme behov.
Der tages altså ikke højde for de erfaringer, der er gjort siden 2015, som med al tydelighed viser, at disse instrumenter ikke er i nærheden af at opnå de finansieringsniveauer, der var håbet på.
Ja, faktisk har blended finance, som ellers har været omgærdet af en nærmest euforisk stemning, kun været i stand til at mobilisere relativt få private investeringer, omtrent 50 milliarder amerikanske dollars om året. Og så er det endda uklart, hvorvidt en del af disse private investeringer ville have fundet sted under alle omstændigheder.
Investeringer overser fattige lande
Samtidig – og det er helt afgørende – har langt de fleste investeringer været i mellemindkomstlande. Derfor er det ikke overraskende, når det i den førnævnte FN-rapport nævnes, at konceptet bag blended finance bør gentænkes, hvis det skal indfri håbet fra 2015 om, at konceptet kunne mobilisere billioner af kroner.
Forestillingerne om, at bistanden kunne mobilisere så store beløb viste sig hurtigt at være alt for optimistiske, og hvad værre er, så har overoptimismen fjernet fokus fra andre finansieringskilder, såsom behovet for markant at øge udviklingsbistanden.
Der er nu forventninger til, at reformer af de multilaterale udviklingsbanker kan mobilisere betydelige private investeringer, men disse reformer er i stort omfang fortsat på tegnebrættet. Desuden har et voksende antal udviklingslande fået betydelige gældsproblemer, hvorfor de anvender flere penge på at betale af på gæld og renter end f.eks. på uddannelse og sundhed.
Derfor kunne man håbe, at landenes egne skatteindtægter i kombination med udviklingsbistand og private udenlandske investeringer ville kunne fylde en del af verdensmålenes finansieringsgab. Men det er heller ikke tilfældet.
De seneste år har vist, at det ikke er så enkelt at øge skatteindtægterne, og disse har i forhold til udviklingslandenes BNP i de senere år været mere eller mindre konstante. Det betyder dog ikke, at der ikke arbejdes på at øge indtægterne på dette område, blandt andet gennem en styrkelse af det internationale skattesamarbejde. Men arbejdet er ekstremt vanskeligt og langsommeligt.
Samtidigt kan vi se, at selv om udviklingsbistanden vokser i absolutte tal, går den i mindre og mindre omfang til de fattigste lande, og under alle omstændigheder udgør udviklingsbistanden en meget lille del af finansieringsgabet. De private udenlandske investeringer i de fattigste lande er heller ikke vokset, men stagneret, i de senere år.
Behov for radikale løsninger
Det internationale samfund har en monumental udfordring i at sikre finansieringen af udviklingen i de fattigste lande. Og skønt der kan være forskellige forhåbninger til, hvor meget de forskellige initiativer kan bidrage med, så er der behov for mere radikale tiltag, hvis der for alvor skal gøres noget ved finansieringsgabet.
Hvad kan der så gøres? Først og fremmest må vi åbent erkende det indlysende faktum, at den nuværende model for udviklingsfinansiering er helt utilstrækkelig. Dette vil tydeliggøre behovet for, at vi tænker i radikale nye finansieringsmodeller, der gør op med den frivillighedskultur for udviklingsfinansiering, som tydeligvis har vist sig ude af stand til at rejse de tilstrækkelige midler.
Som nogle formentlig kan huske, blev helt andre finansieringsinstrumenter faktisk diskuteret før 2015, men de blev glemt i tiltroen til blended finance som løsningen på finansieringsgabet.
De alternative finansieringsinstrumenter var eksempelvis en række mere eller mindre ambitiøse internationale skatter og afgifter på valutatransaktioner (den såkaldte Tobin-skat), kulskat, skat på våbensalg, skat på flybilletter eller skat på søtransport etc.
Mens Tobin-skatten har været diskuteret længe, så har beskatning på shipping (en såkaldt global levy) vundet frem i klimadiskussionerne, som naturligvis er forbundet til den bredere udviklingsfinansiering. De diskussioner kunne vise vejen for et alternativt finansieringsregime, der ikke baserer sig alene på frivillighed og gode viljer.
Vi anerkender, at en vedtagelse af andre finansieringsinstrumenter rejser en række spørgsmål, og at der er behov for en nærmere analyse af de enkelte instrumenter. Men hvis det internationale samfund vil indfri verdensmålene og undgå, at en række af de fattigste lande sakker yderligere agterud, så kan vi ikke blive ved med at lade som om, at de eksisterende værktøjer kan lukke finansieringsgabet i de fattigste lande.
Hvis den politiske vilje er til stede, så er det omvendt muligt at rejse de nødvendige midler til at nå i verdensmål. For selvom tallene har mange nuller, så udgør finansieringsgabet i det fattige lande trods alt kun fem procent af verdens BNP.
DIIS Eksperter
