Forældede kommunikationslinjer undergraver legitimitet
En entydig afgrænsning af beslutningskompetencen i Rigsfællesskabet lader sig ikke gøre: Flere sager er både Selvstyrets og sikkerhedspolitik samtidig. Regeringens initiativer til bedre inddragelse af Naalakkersuisut må følges til dørs – og videreføres til Inatsisartut.
Nye stormagtsdynamikker i Arktis gør det tydeligt, hvordan udenrigs- og sikkerhedspolitikken i Rigsfællesskabet håndteres afgørende anderledes end ved hjemmestyrets fødsel: Grønlands Selvstyre har både selvbestemmelse over dele af udenrigspolitikken og indflydelse på Rigsfællesskabets sikkerhedspolitik i Arktis. Men de konkrete informations- og beslutnings-procedurer er ikke fulgt med udviklingen og sikrer ikke udenrigspolitikken parlamentarisk legitimitet.
Umuligt at trække en streg
Selvstyret kan i overensstemmelse med Selvstyreloven agere internationalt på ganske vide områder – men den ændrede stormagtstilgang til Arktis gør, at flere og flere sager har en sikkerhedspolitisk dimension. En præcis afgrænsning af, hvad der er sikkerhedspolitik, vil være politisk umulig at foretage: Trækkes grænsen vidtgående, vil det rulle Selvstyret tilbage. Trækkes grænsen indskrænket, vil det være ubærligt for en grundlovsfortolkning, der insisterer på et dansk monopol på at føre sikkerhedspolitik.
Den eneste vej frem er at styrke procedurerne for, hvordan sager skal håndteres, og forhandle principper for, hvilke prioriteringer der skal styre dem. Det vil ikke være nemt, men der er lavthængende frugter at plukke.
Ikke gearet til den nye virkelighed
Forholdet mellem Grønland og Danmark bliver næppe nogensinde gnidningsfrit, for parterne har forskellige langsigtede mål: Grønlandsk selvbestemmelse over for et dansk ønske om at bevare en tæt forbindelse. Men en række sager viser, at de konkrete procedurer udgør et selvstændigt problem:
1. Volumen og kompleksitet i sagsmængden er stigende.
2. Procedurerne er udtænkt på et tidspunkt, hvor initiativ og information altid udgik fra København.
3. På både regeringsniveau og parlamentarisk niveau er der akut behov for at kunne tale sammen, uden at USA og andre lytter med.
Procedurerne sikrer ikke præcis information, og det skaber mistillid til modparten. Forløbet omkring den amerikanske ’hjælpepakke’ rummer eksempler på begge dele: Selvom Naalakkersuisuts forhandlinger substantielt synes at falde fint inden for rammerne af Selvstyreloven og Igaliku-aftalen fra 2004, kom både proces og indhold bag på en række folketingsmedlemmer. Samtidig mudrede deres grønlandske kolleger vandene ved at insistere på, at pakken ikke havde noget med det, man aftalte i Igaliku at gøre, selvom indholdet ret præcist dækker den samme dagsorden.
Bedre kommunikation over Atlanten
De seneste danske regeringer har gjort et stadigt større nummer ud af at sørge for grønlandsk deltagelse i møder med tredjeparter, hvis Grønland eller Arktis er på dagsordenen. Det ser ud til, at manglen på fortrolige elektroniske kommunikationslinjer bliver afhjulpet, men det er fortsat op ad bakke at få grønlandsksprogede versioner af selv helt centrale dokumenter som trusselsvurderinger, policy briefs, og ministersvar. Forsvars- og Udenrigsministeriet eksperimenterer med at udstationere medarbejdere i Nuuk, og stadig flere grønlændere ansættes i den danske udenrigstjeneste. Men der er fortsat missing links i praksis – og udenrigspolitikken udgør et særligt svagt led i grønlandsk parlamentarisme.
Den parlamentariske legitimitet halter
Grundloven forpligter regeringen til at rådføre sig med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn (UPN) om vigtige udenrigspolitiske beslutninger. Hermed kan regeringen sikre sig, at man ikke har et flertal imod sig – og den konkrete udenrigspolitik får sin legitimitet forankret hos de folkevalgte. Selvstyreloven søger at styrke legitimiteten ved at inddrage Grønland, når regeringens udenrigspolitik handler om Grønland. Men som udgangspunkt strækker inddragelsen af Grønland sig kun til ’regeringskollegerne’ i Naalakkersuisut. Som den daværende udenrigsminister svarede på et spørgsmål fra Grønlandsudvalget i 2018, er det ”op til Grønland selv at fastlægge, hvordan og i hvilken udstrækning Naalakkersuisut inddrager Inatsisartut, herunder Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg”. Grønlandsk lovgivning og praksis er for løs til at sikre legitimiteten.
Forkort forbindelsen
Regeringen og Naalakkersuisut tilstræber at forelægge relevante sager samtidigt i UPN og USPU. Men Naalakkersuisut har ikke samme lovfæstede forpligtelse overfor USPU og Inatsisartut, som Regeringen har over for UPN, og praksis halter tilsvarende. Får Selvstyret ikke selv etableret en mere forpligtende praksis mellem Naalakkersuisut og Inatsisartut, må Folketing og Regering tage ansvar for at skabe rammerne for legitimering af dén del af Rigets udenrigspolitik, der vedrører Grønland. Der er behov for en praksis, hvor danske ministre er i direkte dialog med parlamentarikere fra både Grønland og Danmark om de dele af udenrigspolitikken, som ikke kun vedrører Danmark – og Naalakkersuisut tilsvarende taler med både Inatsisartut og Folketinget om den del af Rigets udenrigspolitik, man varetager i overensstemmelse med Selvstyreloven. Oven på en styrket struktur internt i Grønland må der etableres en fast praksis, der forkorter forbindelsen over Atlanten, og som ikke er overladt til tilfældigheder.
Sara Olsvig er Ph.D. stipendiat ved Ilisimatusarfik (sarol@uni.gl)
Ulrik Pram Gad er seniorforsker på DIIS (ulpg@diis.dk)
Læs evt. mere: Olsvig & Gad: "Grønland som udenrigs- og sikkerhedspolitisk aktør", i Rahbek-Clemmensen & Sørensen (red.) Sikkerhedspolitik i Arktis og Nordatlanten. Udkommer 2021 på DJØFs Forlag.