Krigen i Ukraine blev et wakeupcall for EU

Da Ruslands angreb på Ukraine i februar 2022 udløste en energikrise i Europa, frygtede mange, at håndteringen af krisen ikke blot ville skade EU-blokkens økonomi voldsomt, men også bremse den grønne omstilling. 

Naturgas, som vi har importeret i rigelige mængder i årtier fra Rusland, er nemlig blevet brugt et overgangsbrændstof på vej mod omstilling til mere vedvarende energi. Simpelthen fordi gas forurener mindre og udleder mindre CO2 end kul og olie.

Vores nye analyser viser, at EU ikke blot lykkedes med markant at mindske importen af russiske fossile brændstoffer. Der har også samlet set været et betragteligt fald i efterspørgslen på fossile brændstoffer, og udbygningen af grøn energi er blevet boosted.

Så man må konkludere, at når vi får pistolen for panden – tæt på bogstaveligt talt – så kan vi lave drastiske omstillinger. Dog er det ikke hele historien - i flere lande styrtdykkede energibehovet, da energikrævende virksomheder ikke længere kunne opretholde deres drift., på grund af historisk høje energipriser.

Frem til februar 2022 dækkede russiske fossile brændstoffer 45% af EU's gasforbrug. 30% af vores olie blev købt fra Rusland, og hele 46% af vores forbrug af kul blev dækket via import fra Rusland. 

I årevis havde vi frivilligt ladet de russiske energifangearme får solidt greb om og magt over vores energiforsyning. Gigantiske importrørledninger, der sikrede et stabilt og om muligt stigende flow af russisk gas ind i Europa, gav Rusland stor magt over vores energiforsyning, og gjorde det svært at udfase russisk gas. Og vi havde ovenikøbet planlagt endnu en rørledning North Stream II, der skulle være åbnet i 2022.

Samlet EU gav hurtige resultater

Men fordi størstedelen af landene i EU var enige om, hvad der skulle gøres (energiafhængigheden af Rusland skulle mindskes), og hvem vi skulle beskytte os imod, lykkedes det at gøre bemærkelsesværdige fremskridt inden for energipolitikken inden for to år efter invasionen. 

Det viser vores nye gennemgang af EU’s ændrede energisituation og de tiltag, man har lavet i EU:

Russisk kul er faset helt ud.

EU har markant reduceret russisk olieimport og diversificeret sin gasforsyning, så man nu i stedet importerer størstedelen af sin gas fra lande som Norge, Storbritannien, Algeriet og Aserbajdsjan. Rørtransport af russisk gas til EU faldt med mere end 82 procent mellem 2021 og 2023 med en nedgang på næsten 60 procent mellem 2022 og 2023 alene.

Flere regionale projekter, som havde været planlagt i årevis i Central- og Østeuropa til at forbedre den europæiske gasinfrastruktur, er gjort færdige. Det gælder Baltic Pipe, som løber mellem Danmark, Norge og Polen og GIPL mellem Litauen og Polen.

Det har både koblet EU-blokken tættere sammen, når det kommer til energiforsyning, skabt alternative forsyningsruter gennem nye rørledningsforbindelser og udvidet kapacitet inden for import af flydende gas (LNG).

Flere EU-lande er desuden lykkedes med at nedbringe energiforbruget simpelthen ved at befolkningerne er begyndt at spare på energien for eksempel ved at tage kortere bade, bruge ovnen mindre skrue ned for varmen. 

Mange, der som os er ansat i det offentlige, husker formentlig at måtte tage en ekstra sweater på på arbejde i de kolde måneder og måske været frustreret over at skulle arbejde i maks. 19 grader vinteren igennem. Den gode nyhed er at det faktisk har hjulpet på energiforbruget.

Mere sol og vind…

At omstille sin energiforsyning sker ikke med et snuptag. Energi kræver avanceret og dyr infrastruktur. Og skal man udvide mængden af grøn energi kan det heller ikke bare gøres med et snuptag. 

Det til trods og på trods af tidsfaktoren – at man hurtigst muligt skulle mindske sin afhængighed af russisk energi – er der faktisk sket store fremskridt i EU inden for den grønne energiomstilling.

Panel for panel har den modulære natur af stadigt billigere solenergiinfrastruktur gjort det muligt at øge produktionen betydeligt. I 2022 voksede kapaciteten inden for solenergi med 41,4 GW og i 2023 med hele 56 GW. Det er rekordhøjt og betyder, at EU-blokken er tæt på at nå sit 2030 mål for mængden af solenergi. 

Når det gælder vindenergi, er der ligeledes sket betydelige fremskridt. I 2022 nåede den samlede installerede kapacitet af vindenergi i EU op på omkring 255,5 GW. I løbet af 2022 alene steg kapaciteten af europæisk vindenergi markant med tilføjelsen af et rekordstort 16,3 GW, en rekord der blev overgået det følgende år med yderligere 17 GW.

 EU’s seneste ændring af direktivet for vedvarende energi i november 2023 hævede målet for vedvarende energi til mindst 42,5%, med en ambition om at nå 45% i 2030. Derfor forventes den installerede vindkapacitet at vokse fra 204 GW i 2022 til over 500 GW i 2030. 

Havvindmøller spiller en nøglerolle i denne massive udvidelse. Med to erklæringer, Esbjerg-erklæringen og Marienborg-erklæringen, har landene omkring Østersøen og Nordsøen – herunder Danmark - givet et løfte om at nå henholdsvis 65 GW inden 2050 og 19,6 GW inden 2030. Kapaciteten i Nordsøen forventes at nå op på 150 GW inden 2050.

En af de største hindringer for en bred udrulning af vindenergi er de langsommelige og komplekse godkendelsesprocedurer. Før ændringerne af direktivet for vedvarende energi i marts 2023, kunne det tage op til ni år at få tilladelse til et vindmølleprojekt, hvilket førte til, at mange projekter gik i stå, før tilladelserne blev udstedt. 

Det reviderede direktiv for vedvarende energi tager fat på disse udfordringer ved at kræve, at medlemslandene betragter vind- og solenergiprojekter som projekter af afgørende offentlig interesse og indfører tidsrammer for behandling af tilladelser: en grænse på to år for nye projekter.

 Og på trods af fremskridtene er vi stadig langt fra målet om at nå 500 GW inden 2030.

Men også mere kul og russisk LNG

Midt i energikrisen var der da også nogle EU-lande, der valgte at genaktivere kulbaserede kraftværker. Selv om det blev brugt som en kortvarig nødløsning som vej ud af energikrisen, betød den manøvre, at EU i 2022 som den eneste rige region i verden havde en stigning i CO2-udslippet på +7% årligt. 

Det er også værd at bemærke, at en del af den øgede kapacitet for opbevaring af flydende gas (LNG) er blevet brugt på at opbevare mere flydende gas importeret fra Rusland. Mens mængden af russisk gas via rør til EU er faldet, er LNG-importen faktisk steget med 14,3 procent mellem 2021-2023.

Det på trods af at LNG-terminaler netop har potentiale til at mindske afhængigheden af russisk energi, fordi de giver adgang til at importere flydende gas fra hele verden.

Dog er gas ikke en klimavenlig løsning. Så hvis EU stadig ønsker at opnå sine klimamål, er der behov for at efterse planerne om at udvide LNG-infrastrukturen og måske prioritere at bruge midlerne på investeringer i grøn energi.

Alt lys fremad?

Afslutningsvis står EU over for flere afgørende skridt i sin energiomstilling:

For det første er der et presserende behov for at intensivere indsatsen for at nå de ambitiøse 2030 og 2050 mål. Selvom der er gjort fremskridt, er det nødvendigt at yderligere accelerere udviklingen for at holde trit med klimaforandringerne.

For det andet er det afgørende med en fortsat forenet front for at sikre et energisikkert Europa. Det indebærer en fælles indsats for fuldstændigt at udfase russiske fossile brændstoffer og undgå undtagelser, der kan underminere EU's energisikkerhed.

For det tredje skal vi sikre os, at vores omstilling til grøn energi er robust. Det betyder, at russisk olie ikke bør finde vej til europæiske havne under andre flag, og at importeret elektricitet ikke produceres ved at brænde russiske olie og gas af.

For det fjerde skal EU, i takt med at vi bevæger os mod klimaneutralitet, sørge for, at vores energiimport overholder de samme klimamål, som vores energiproduktion. Dette gælder alt fra elektricitet til brint og andre fremtidige energikilder.

Endelig bør vi være opmærksomme på nye potentielle afhængigheder. F.eks. teknologi til vedvarende energi fra Kina eller overdreven afhængighed af LNG fra USA, eller andre enkelte leverandører. Således at vi lærer af vores lektie fra forholdet med Rusland.

Kun ved at adressere disse punkter kan EU håbe på at skabe en fremtid, der er både klimaneutral og sikker på energiområdet.