Artikel

Kronik: Folket, det er mig

Om Bent Jensens stråmandsargumenter

I Jyllands-Postens kronik 15. juli 2011 skriver Svend Aage Christensen bl.a.:

”Lad os se på Bent Jensens kronik. Han havde ikke behøvet at inddrage et citat fra tredjepart for at fortælle om de sovjetiske aktørers verdensbillede. Han kunne såmænd have citeret DIIS-udredningen:

»Som en konsekvens af denne verdensopfattelse er de sovjetiske dokumenter fra Den Kolde Krigs periode som helhed skrevet i et sprog, der i udpræget grad er ensidigt og unuanceret. Sovjetunionen var i egen selvforståelse en ”fredselskende” stat, der repræsenterede ”det gode”, mens modparten - USA og Nato - stod for ”det onde”, der ville bekæmpe Sovjetunionen og de socialistiske lande i Østeuropa med alle midler, herunder militære. ? Deres beskrivelser skulle passes ind i en i forvejen fastlagt ideologisk skabelon. F.eks. deltog Danmark som medlem af Nato i ”en aggressiv blok vendt mod Sovjetunionen og de socialistiske lande i Østeuropa”. Sovjetunionen anerkendte på intet tidspunkt, at Nato var en forsvarsalliance.«

Bent Jensens erklærer, at han vil sætte DIIS' konklusioner ”lidt på spidsen”. Hvorfor i alverden fortæller han ikke bare læserne, at DIIS-udredningen bogstavelig talt er plastret til med kortskitser og gennemgange, der detaljeret beskriver den offensive østlige planlægning mod Danmark? Og når han nu var i gang med at citere DIIS-udredningen, kunne han jo have valgt følgende passage:

»Den nævnte potentielle trussel mod hele Vesteuropa - den store trussel - var betinget af den offensive militære planlægning, der rådede i Sovjetunionen og inden for Warszawapagten specielt i årene 1961-1987, og som betød, at østlandene havde valgt optionen at udkæmpe en eventuel krig med Vesten på modpartens territorium. Det indebar for Danmarks vedkommende, at landet, uagtet det førte en bevidst afspændingspolitik, ville blive inddraget i en storkrig fra dennes første dag, samt at der meget hurtigt ville blive gjort forsøg på erobring af landet gennem stort anlagte operationer. Disse krigshandlinger ville på grund af ødelæggelser og tab af menneskeliv udgøre en katastrofe for Danmark. Det gjaldt selvsagt i endnu højere grad, hvis der blev indsat kernevåben i forbindelse med operationerne. I og med, at Sovjetunionen valgte offensiven som kampform i sin krigsplanlægning, blev en betydelig potentiel trussel det sikkerhedspolitiske hovedvilkår for Danmark, Norge, Forbundsrepublikken Tyskland og andre stater, der umiddelbart ville komme i berøring med den østlige krigsmaskine.«

Det vil de fleste nok synes lyder alvorligt, men ikke Bent Jensen, hvis slagord er »DIIS undervurderede truslen!« Derfor griber den trænede debattør dybt i sin sæk med special effects og holder glædestrålende ordet ”reel” frem for publikum. Det er rent spil med ord. De fleste vil tage paraplyen med, uanset om vejrudsigten truer med potentiel risiko for regn eller reel risiko for regn.”

Se også Svend Aage Christensens læserbrev i Jyllands-Posten den 17. august 2011 ”Glemmer du, så husker jeg”.

Kontakt: Svend Aage Christensen

Regioner
Danmark
Folket det er mig
Jyllands-Posten, 15. juli 2011