Kursskifte? Obamas tale til FN

Præsident Obama gav i går, hvad flere kommentatorer allerede har kaldt hans bedste udenrigspolitiske tale siden genvalget i 2012. Både venner og modstandere har udlagt talen – og den amerikansk ledede militæraktion mod Islamisk Stat som talen følger i kølvandet på – som en kovending i Obamas sikkerhedspolitiske diskurs og globale lederskab. Retningen på den vending afhænger naturligvis af øjnene, der ser: Hvor ’liberale internationalister’ i det demokratiske parti øjner et mere håbefuldt, et mere engageret, og et mere humanitært aktivistisk USA, taler moderate republikanske modstandere snarere om en præsident, ”der endelig erkender, hvor farlig verden faktisk er”. Samlet set synes konklusionen dog ens: For rigtig mange amerikanere er Obama med sin beslutning om fornyet militært engagement i Irak og med sin grundige motivering af den beslutning overfor verdenssamfundet i går trådt i karakter.

Eller er han? Spørger man ham selv, vil han uden tvivl svare, at han står, hvor han altid har stået. Som Obama i et berømt interview fortalte New York Times journalisten David Brooks, er Obamas største inspirationskilde i sikkerhedspolitikken den amerikanske teolog Reinhold Niebuhr – en ramme, der sådan set både kan rumme Obamastøven under det Arabiske Forår eller den langstrakte katastrofe i Syrien og hans aktuelle beslutning om militært engagement i Irak. Niebuhr kritiserede både den pacifisme, der ikke ville i krig mod Hitlers udryddelsesprojekt og den selvglade liberalisme, der under den Kolde Krig, tromlede verden militært og ideologisk. Det amerikanske debatlandskab Obamas sikkerhedspolitiske holdninger er blevet formet i, har de sidste femten år været spændt ud mellem netop disse to yderpunkter: Mellem kulturrelativistiske pacifister, der med egne ord har ”lettere ved kritik end handling”, og en skråsikker militær aktivisme, der med Bush-doktrinen frejdigt kappede båndene til både indre tvivl og ydre juridiske begrænsninger. Ironisk nok er Niebuhr lige populær på begge fløje: Enten som støtte for aldrig at gribe til våben eller som støtte for altid at gøre det.

Helt i Niebuhrs ånd handlede Obamas FN-tale imidlertid ikke om enten/eller, men om den svære balance mellem både/og. Talen lancerede ikke en ny æra i hans udenrigspolitiske virke, men prøvede tværtimod at indskrive beslutningen om militær bekæmpelse af Islamisk Stat (IS)i netop den logik om moderation, begrænsning, og eftertænksomhed, der i andre sammenhænge har begrundet Obamas afståelse fra magtanvendelse. Derfor balancerede talen på en og samme tid mellem at markere klar moralsk stillingstagen til IS som konkret politisk modstander og at undgå eskalering eller generalisering af ”global jihadisme”. Og derfor gik billedet om amerikansk lederskab, hånd i hånd med historien om denne sommers racemotiverede politivold i sydstatsbyen Ferguson, og Obamas afledte overvejelser om at fanatisme og vold ikke er et mellemøstligt fænomen, men også har spillet en central rolle i kristendommens og Amerikas egen politiske historie.

”Trådt i karakter” betyder med andre ord ikke trådt i den forrige administrations fodspor. Som The Guardians USA-korrespondent Julian Borger skriver, tydeliggør Obamas FN-tale, at han ikke er Bush. Han ønsker helt indlysende at begrunde beslutningen om magtanvendelse overfor verdenssamfundet. Han forstår, at der er en overhængende fare forbundet med at almengøre den konkrete konflikt med IS til en global konflikt med Islam som sådan. Og han erkender, at hverken USA eller vesten kan undsige sig at rumme sin egen intolerance, eller sin egen skyld i en globaliseret verdens fattigdomsdrevne konflikter. Alligevel talte Obama uvægerligt med Bush-doktrinens spøgelse svævende over sig: Også han har nu, uden FN-mandat og baseret på et kludetæppe af stærkt omdiskuterede argumenter for juridisk legalitet, indledt krig mod en ikke-klart afgrænset og grundlæggende ideologisk defineret modstander. Som alle andre krige kræver denpenge og dermed folkelig opbakning – opbakning, der alt for hurtigt frister til retorisk mobilisering, uden de nuancer FN-talen tilstræbte. Og som alle andre krige vil krigen mod IS – der allerede er gået fra Irak og ind i Syrien – vise sig langt mere omfattende og langt mindre ’ren’, end Pentagon og det Hvide Hus disse dage bedyrer. På alle måder bliver den balancegang Obama i går forsøgte derfor svær. Obama er ikke ”trådt i karakter”, hvis der med karakterskifte menes ”skiftet kurs”. Den krig, han nu er trådt ind i, kan dog meget vel tvinge ham ud af karakter og ind i en type beslutninger, en type retorik og en grad af magtanvendelse, som hans drøm om den niebuhrianske statsmand – afbalanceret, selvkritisk, velovervejet – ikke kan rumme.