Mellemøstens regimer bærer et tungt ansvar

Over de sidste fire år er det politiske momentum i Mellemøsten skiftet. Mens arabisk politik i kølvandet på revolterne i 2011 genklang af løfter og krav om ’revolution’ og ’forandring’, tales der i dag mest om ’sikkerhed’ og ’stabilisering’.

Skiftet afspejler den dybe krise, regionen står midt i: Flere stater er delvis kollapset. Regimerne har tabt, hvad end de engang måtte have haft af legitimitet. Oppositionen er radikaliseret og militariseret. Og omfanget af stedfortræderkrige og militære interventioner er forøget drastisk.

De hovedansvarlige for krisen i Mellemøsten i dag er de autoritære regimer. I kølvandet på de folkelige opstande, der i foråret 2011 tvang statsoverhovederne i Tunesien, Egypten og Yemen til at flygte eller træde tilbage, gik regimerne til modangreb på deres udfordrere med stor brutalitet. Snarere end at indgå i magtdeling og reform har regimerne valgt at bekrige deres udfordrere.

Regimet i Syrien er til dato det mest morderiske. På fire et halvt år har det stået for langt de fleste af de 220.000 ofre, som FN anslår, at krigen har kostet. Det syriske regimes brutale krig imod civilbefolkningen, der udkæmpes med tøndebomber og systematisk tortur, har endvidere været hovedårsagen til, at omkring halvdelen af landets 17 millioner indbyggere er på flugt internt i deres eget land såvel som uden for dets grænser.

Selv om andre regimers brutalitet blegner, når den sammenlignes med det syriske regimes, har de fleste indledt en repression, der i omfang og brutalitet overgår tidligere tider.

Egypten er et godt eksempel på dette. På knap to år har præsident Sisi, der kuppede sig til magten i sommeren 2013, fængslet mere end 40.000 politiske aktivister – hovedsagelig fra det tidligere regeringsparti Det Muslimske Broderskab.

Til sammenligning var det anslåede antal politiske fanger under Mubarak i størrelsesordenen 6.000-8.000. Sisi har samtidig dræbt et ukendt antal formodede ’terrorister’ i en række omdiskuterede politi- og militærindsatser. I en enkelt nøje planlagt aktion i sommeren 2013 dræbte egyptiske sikkerhedsstyrker mere end 700 fredelige demonstranter i Kairo på et par døgn – en handling, hvis brutalitet overgår, hvad Sadat, Nasser og Mubarak i deres mest repressive perioder formåede.

Selv i de relativt stabile, homogene og hovedrige familiedrevne stater i Den Arabiske Golf har repressionen nået historiske højder i kølvandet på opstandene i 2011. Mens regimet i Bahrain allerede i forsommeren 2011 med hjælp fra saudiske specialstyrker brutalt undertrykte fredelige demonstranter i Manama, har det saudiloyale regime i De Forenede Arabiske Emirater gennemført en række politiaktioner imod medlemmer af Det Muslimske Broderskabs filial Islah-partiet.

I begge tilfælde er der generelt enighed blandt observatører om, at regimerne har overskredet tidligere grænser og tærskler.

De arabiske regimers omfattende og brutale krigsførelse imod deres interne udfordrere har ikke kun knust den brede fredelige modstand, der opstod i 2011. Den har også været en hovedårsag til radikaliseringen af modstandspolitikken i regionen.

Drevet under jorden eller i eksil af politi og militær har en række sympatisører med de eksisterende oppositionsbevægelser bevæbnet sig og skiftet taktik fra fredelige massedemonstrationer til væbnet revolte, politiske snigmord og terrorisme.

I lande som Syrien, Irak, Egypten, Libyen og Yemen har eksisterende og nydannede militser og jihadistgrupper som f.eks. Islamisk Stat, al-Qaeda m.fl. været i stand til at masserekruttere krigere, selvmordsbombere og civile sympatisører (og i en række tilfælde sågar også kvinder og børn til de kæmpende) både inden for og uden for landenes grænser.

Som de fleste avislæsere vil vide, har disse militante grupperinger – og navnlig Islamisk Stat – adopteret eller opfundet voldspraksisser, hvis brutalitet langt overgår tidligere tiders mere regelbundne og stringente militante aktivisme i regionen.

Det er disse krige og kampe, der er hovedårsagen til, at en række arabiske stater over de sidste to år er delvis kollapset. Efter årtiers konsolidering af de internationalt anerkendte grænser er det arabiske statssystem de factogået i opløsning.

Det mest iøjefaldende sammenbrud er sket i Syrien og i Irak. Her har de shia- og alawi-dominerede regimer samlet sig på et begrænset territorium i hhv. den vestlige stribe af Syrien og den sydøstlige del af Irak. Som følge deraf har Islamisk Stat sat sig på en sunni-enklave hen over grænsen mellem de to stater. Samtidig har kurdiske enklaver i staternes nordlige grænseområder ekspanderet.

Syrien og Irak er dog langtfra de eneste lande, hvor staternes autoritet og integritet er under pres og delvis kollapset.

I den unge yemenitiske stat har magtkampe mellem mindst tre store væbnede koalitioner med kontrol over hver sit territorium over de sidste par år udhulet centralmagten og splittet landet op i tre geografiske zoner, der truer med at indlede en egentlig borgerkrig.

I Libyen har to koalitioner af politikere og væbnede militser fra kampen imod Gaddafi over det forgangne år gentagne gange truet med at bryde en skrøbelig våbenhvile forhandlet af FN og kaste landet ud i en magtkamp, der kunne ende med et Libyen delt i to – en relativt stabil egyptiskdomineret del i øst samt en ustabil vestlig enklave, der ville undslippe både egyptisk og algerisk kontrol.

Og i Egypten har centralmagten i Kairo i mere end to år med stor brutalitet, men lille effektivitet, forsøgt at genvinde kontrollen over det nordlige Sinai i grænseområdet op imod Gaza ved at undertrykke en lokal aflægger af Islamisk Stat.

Der, hvor staterne er kollapset, har regimerne ofte pustet til de væbnede konflikter snarere end at inddæmme dem. Saudi-Arabien, Tyrkiet, Iran og i mindre grad Egypten, Qatar, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater har i de kollapsede arenaer søgt at udvide deres indflydelse på de regionale magtbalancer – eller i det mindste at hindre deres konkurrenter i at gøre dette.

I perioden umiddelbart efter 2011 foregik denne magtkamp hovedsagelig gennem stedfortrædere. I Syrien støttede Iran Alawi-regimet, mens Saudi-Arabien og en række af de mindre Golfstater sammen med Tyrkiet støttede militser, der gik imod styret i Damaskus og derved Teheran.

På samme vis har regimerne i De Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Tyrkiet og Egypten ydet støtte til forskellige militser i Libyen. Over det seneste år har visse af disse stedfortræderkrige imidlertid udviklet sig til reelle militære interventioner.

Således intervenerede Egypten i Libyen i foråret 2015, alt imens Saudi-Arabien intervenerede i Yemen. I dag har de militære interventioner, der oprindelig opstod som reaktion på de interne magtkampe under det arabiske forår, udviklet sig til at være en hoveddrivkraft i at opretholde volden i lande som Syrien, Irak, Yemen og Libyen.

Kriserne og konflikterne i Mellemøsten er ikke kun et ansvar, som det af historiske og moralske årsager ville klæde Danmark at være med til at løfte. Det er også en direkte trussel imod europæisk og i sidste ende dansk sikkerhed og stabilitet.

På hver sin måde har terroranslaget i København i februar og ankomsten af de første flygtninge fra krigen i Syrien vist, at europæisk og dansk sikkerhed og stabilitet er knyttet tæt sammen med forholdene i vores sydlige naboregion.

Denne sammenhæng mellem mellemøstlig og europæisk sikkerhed er ikke nogen overraskelse for vores Folketing. I kølvandet på terroranslaget imod USA i september 2001 har Danmark aktivt søgt at modvirke truslen fra transnational jihadisme og massemigration gennem militære og udviklingspolitiske indsatser.

Militært har Danmark deltaget i en række indsatser i regionen. Hver enkelt af disse indsatser har haft sit eget selvstændige sikkerhedspolitiske formål: Bekæmpe al-Qaeda i Afghanistan. Destruere masseødelæggelsesvåben i Irak. Nedkæmpe andre al-Qaeda-medlemmer i Mali. Redde en truet civilbefolkning i Libyen. Og senest at nedkæmpe seneste version af den transnationale jihadisme, Islamisk Stat, i Irak.

Danmarks deltagelse i disse krige har samtidig været drevet af internationale alliancepolitiske hensyn. I et forsøg på at fastholde vores relevans blandt vores kerneallierede – i særdeleshed USA – har Danmark udviklet en evne til prompte at yde hurtig og pålidelig symbolsk støtte til de krige, som vores allierede stormagter og supermagter har udkæmpet i Mellemøsten.

Ikke uden stolthed har skiftende regeringer over de forgangne år brystet sig af Danmarks rolle somfirstmover: Når vores allierede kaldte, leverede Danmark – som den første.

At dømme efter det store flertal i Folketinget og den brede opbakning i befolkningen til vores militære interventionisme i Mellemøsten tyder alt på, at vi vil fastholde politikken i årene, der kommer.

Problemet er ikke kun, at disse interventioner ligesom de tidligere efter al sandsynlighed vil skabe nye problemer, efterhånden som de (delvis) løser de første. Problemet er også, at de udelukkende behandler sikkerhedspolitiskesymptomer. De løser ikke problemet med de mellemøstlige regimers manglende villighed til at reformere sig og forandre sig. De ser snarere ud til at gøre det modsatte: invitere regimerne til at konsolidere sig.

Netop fordi det er de mellemøstlige regimers uvilje til reform, der har bragt regionen ud i den nuværende krise, er det også gennem reformer af regimerne, at europæisk sikkerhed og stabilitet kan forøges på langt sigt.

Det er derfor afgørende, at behovet for på den korte bane at genetablere sikkerhed og stabilitet i Mellemøsten med militære midler bliver kombineret med en langsigtet udviklingspolitisk indsats, der stimulerer og understøtter politiske og samfundsmæssige reformer i regionen.

Danmark har et godt udgangspunkt for at deltage aktivt i dette arbejde. Efter 9/11 lancerede den daværende VK-regering det såkaldte Arabiske Initiativ. Programmet har haft til formål at støtte demokratiudvikling og god regeringsførelse gennem samarbejder med civilsamfund, statsstrukturer og regimer i regionen.

Det har været skiftende regeringers analyse, at en demokratifremmende politik i regionen kunne bidrage til på langt sigt at skabe mere inklusive og stabile regimer i Mellemøsten, og dermed også til at nedbringe risikoen for, at Europa ville opleve massemigration og transnational terrorisme.

Efter opstandene i 2011 besluttede Folketinget under ledelse af S-R-SF-regeringen derfor at udvide Det Arabiske Initiativ finansielt og i dets virkeområde.

Samtidig med at bevillingen steg fra 100 mio. kr. årlig i 2010 til godt 250 mio. kr. årlig i 2014 udvidede Danmark sit fokus på civilsamfundsindsatser med en række bilaterale samarbejder med de postrevolutionære regimer i Egypten, Tunesien, Yemen, og der indledtes en række nye indsatser, der skulle bidrage til økonomisk stabilisering gennem bl.a. jobskabelse og arbejdsmarkedsreform

Med den nuværende politik i Mellemøsten er det imidlertid svært at se, hvordan en stor del af disse programmer skal kunne fungere. De tidligere reformaktører er marginaliserede og kriminaliserede.

Nogle har selv trukket sig fra de politiske arenaer, andre er gået i eksil, og andre igen er fængslet eller slet og ret slået ihjel. Det gør det svært for danske organisationer og aktører at udfylde deres opgave med at samarbejde omkring meningsfulde reformprojekter i den kriseramte region. Men det gør det også vigtigere.

Snarere end at gå de mellemøstlige regimers ærinde og neddrosle vores indsats for at fremme reform og demokrati bør vi investere fokuseret i at udvikle innovative løsninger. Vi bør aktivt gøre vores til, at reformvenlige aktører kan få en plads i de politiske processer i regionen, så snart sikkerheden er genetableret og ’normal politik’ erstatter den nuværende undtagelsestilstand.

Det vil uden tvivl være en kompliceret, langstrakt og frustrerende proces med forskellige betingelser i de nogle og tyve arabiske lande. Samtidig vil en sådan investering i at udvikle alternative regeringsformer i Mellemøsten være den bedste måde at arbejde for at sikre vores egen europæiske sikkerhed og stabilitet imod terrorisme og flygtningestrømme fra Mellemøsten på.