Radikalisering: en kamp mellem politik og videnskab

Radikaliseringsbegrebet er vokset frem i skyggen af terroranslagene i Madrid (2004) og London (2005). Danmark var blandt de første til at sætte forebyggelse øverst på dagsordenen. Ti år senere kan vi se tilbage på en begrebsudvikling, som efterlader flere spørgsmål end svar og en forebyggelsespolitik, som dogmatisk bygger videre på gammelvante forestillinger.

I en artikel i seneste nummer af Udenrigs stiller Tobias Gemmerli skarpt på radikaliseringsbegrebets udvikling og anvendelse i den danske forebyggelsespolitik. Artiklen udleder en række paradokser, som forebyggelsespolitikken står overfor.

Artiklen konkluderer, at radikaliseringsbegrebet i dag er blevet det prisme, hvorigennem staten betragter sine interne udfordrere – den indre fjende. Vi er således, set gennem prismet, alle født som rationelle og liberale individer, men individuel sårbarhed og menneskefjendsk ideologi kan forme os til at blive det modsatte. Kunsten bliver da at spotte antidemokraten ’in the making’ – at opliste radikaliseringens kendetegn og udbrede kendskabet hertil, så fjendskabet kan forhindres inden det opstår. Som samfund må vi derfor opdrages i det ideologiske vagtværns nåde, og vi må kende fjendens blik. Vi skal vide, hvor vi kan henvende os, hvis radikalismens og ekstremismens onde slår rødder i vor midte.

Spørgsmålet bliver da, om vi virkelig ser fjenden, eller om vi ikke blot forføres af den falske tryghed, som følger med radikaliseringsdiskursens fantomtegning. Og spørgsmålet bliver, hvilken betydning, vores forhøjede ideologiske alarmberedskab får for det fænomen, vi forsøger at forebygge? Risikerer den ideologiske og identitetspolitiske koldkrig ikke blot at føre til yderligere radikalisering – af os selv, og af den fjende vi ønsker at udrydde?

Hvis terrorismebekæmpelsen har medført frygtens ret, som Peter Høilund hævder i bogen af samme navn, kan man tilføje, at radikaliseringsforebyggelsen har medført frygtens socialpolitik. Tiden kan dog ikke skrues tilbage, og en radikaliseringsvirkelighed er allerede skabt. Derfor vil den bedste vej fremad være at tage radikaliseringsbegrebet ud af sin pseudovidenskabelige omfavnelse og erkende fænomenets flertydighed og uforudsigelighed og dermed skabe udgangspunkt for en kritisk og refleksiv anvendelse af begrebet.