Dansk-ledet Nato-mission i Irak står i ufremkommeligt politisk terræn

Ovenpå mere end 1000 klager om valgsvindel og næsten to måneders genoptælling offentliggjorde Iraks valgkommission i slutningen af november det endelige resultat af valget den 10. oktober. NATO´s dansk-ledede mission i landet kommer stadig til at operere i et ufremkommeligt politisk terræn. Den unge befolknings krav om politiske forandringer hiver i den ene retning, det korrupte sekteriske militsstyre trækker i en anden, og de mange udenlandske magter zig-zagger i en tredje.

Irakerne er gået til stemmeurnerne mange gange før, men deres håb om forandring var også denne gang til at overse. Hver gang er det de samme partier og militsledere, der har delt kagen imellem sig. Alt forbliver som før; der er stadig ingen elektricitet, jobs til de unge eller grundlæggende sikkerhed. Det på trods af, at Irak er verdens sjettestørste producent af olie. Irak burde være et rigt land.

Korrupt kvotesystem

Men Irak kæmper med en lang række onder. Et af dem er det politiske system, amerikanerne i al hast strikkede sammen ovenpå Irak-krigen i 2003. Systemet dikterer store koalitionsregeringer og et dybt korrupt politisk kvotesystem, hvor alle etnisk-sekteriske grupper skal være repræsenteret. Det betyder, at regeringen i praksis er lammet og ude af stand til at skabe politiske forandringer. Til gengæld regerer hvert ministerium som sit eget lille korrupte kongedømme, der arbejder for et bestemt etnisk-sekterisk parti, i stedet for hele Irak. Hvert parti bruger sit ministerium til at give sit bagland offentlige stillinger, adgang til goder og statslige kontrakter.

Et andet onde er de udenlandske magters påvirkning af det irakisk politiske landskab. Særligt stedfortræderkonflikten mellem Iran og USA splitter irakisk politik. Efter det amerikanske droneangreb inde i Irak på den iranske general Quassim Suleimani og den irakiske militsleder Abu Mahdi al Muhandis i januar 2020, rejste der sig et fornyet krav om fuld amerikansk tilbagetrækning fra landet. I vrede mod det amerikanske angreb vedtog parlamentet en ikke-bindende resolution om at alle udenlandske styrker skal forlade Irak. Officielt skal alle amerikanske kamptropper være ude ved nytår. I virkeligheden kommer de fleste af de 2.500 amerikanske soldater til at blive.

Natos hovedbrud

Midt i dette politiske kaos står den dansk-ledede NATO-mission i Irak. Missionens officielle opgave er at styrke Iraks sikkerhedsinstitutioner, så de kan forhindre ISIS’ tilbagevenden, bekæmpe terrorisme generelt og stabilisere landet. Det skal ske gennem træning og rådgivning. Missionen er ”efterspørgselsdrevet”. NATO skal med andre ord kun give irakerne det, de selv ønsker. Det giver en række hovedbrud for missionen. For eksempel kunne hjælp med effektivisering af forsvaret og bedre lagerstyring af militært isenkram på papiret lyde som noget, irakerne ville være interesserede i. Men større gennemsigtighed kan afsløre svind og korruption. Forslag om sammenlægning af nogle af de utallige efterretningstjenester eller forsøg på at indrullere nogle af militserne i de egentlige statslige sikkerhedsstyrker, er heller ikke på den irakiske ønskeliste.

Samtidig vil Vesten gerne holde en fod i døren uden rigtig at blive set, af frygt for at blive smidt ud. Så bag murerne i Baghdads internationale Grønne Zone laver NATO lidt rådgivning, alt imens man forsøger at undgå, at hele den irakiske spilleplade bliver overgivet til Iran.

Systemet sprækker

Selvom de store partier ønsker de vestlige soldater ud af landet, så spiller de udenlandske styrker i praksis en central rolle i den større magtbalance mellem Iraks etnisk-sekteriske partier. Det kurdiske KDP og de mindre Sunni-partier får indenrigspolitisk styrke ved at være tætte på USA og Saudi Arabien. Shia-partierne knytter sig til Iran, mens andre igen prøver at holde sig neutrale i midten. Den magtbalance betyder, at NATO formentlig kan forblive i Irak, så længe Alliancen holder lav profil og ikke rokker ved status quo og det militsinficerede kvotesystem. Men det irakiske politiske system er uanset i gang med at sprække. Den lave stemmeprocent og de unge aktivisters fortsatte krav om forandring har udstillet den dybe kløft mellem den korrupte parti-militselite og den voksende unge befolkning. Den kløft bliver det stadig sværere at slå bro over – også for vesten.