Sydafrikas diamantøkonomi i 1800-tallet kan hjælpe os med at forstå Kinas rolle i Afrika i dag

I marts 1867 var den 15-årige bondedreng Erasmus Jacobs ude og lede efter flotte sten i det klippe- og stenrige landskab, som omgav familiens gård cirka 300 kilometer fra den sydafrikanske vestkyst. Stenjagten gik godt den dag. Han fandt nemlig en særligt flot og skinnende sten, som han forærede til sin kammerat.

Stenen er i dag kendt under navnet Eureka – den første diamant, der blev fundet i Sydafrika.

Den gang var Sydafrika endnu ikke et samlet land, men delt i to britiske kolonier og to selvstændige republikker. Eureka blev fundet i den britiske Kapkoloni. Diamantfundet blev startskuddet til en omfattende minedrift i de kolonier, der siden blev til det samlede Sydafrika.

Sydafrikas undergrund viste sig nemlig at være fuld af både diamanter og guld, som blev fundet i 1880 i den uafhængige Transvaal republik. Og fundet af de værdifulde naturressourcer var med til at bringe Sydafrika fra subsistenslandbrug til et mere moderne statsligt og økonomisk system.

Min egen og andres forskning i Sydafrikas økonomiske og politiske udvikling fra 1800-tallet til 1900-tallet viser, hvordan opdagelsen af de kostbare mineraler bidrog til statsopbygningen, stigende eksport og et begyndende statsligt økonomisk system og offentlig sektor.

De industrielle fremskridt i kerneindustrilandende (Vesten) stimulerede også teknologiske fremskridt i periferien – kolonierne – jernbane- og telegrafsystem revolutionerede både transport og kommunikation også i kolonierne.

Naturressourceforbandelsen

Fundet af diamanter og sidenhen guld betød, at der blev råd til investeringer i infrastruktur, opkvalificering af arbejdskraften og teknologiudvikling, som gjorde det muligt at udvinde af mineralerne.

Men forskningen viser også, at fundet af sådanne ekstremt værdifulde naturressourcer kan blive en forbandelse oveni kolonitidens forbandelse.

For hvad sker der, når et land uden en veletableret stat, uden velfunderede institutioner og uden et gennemtænkt og retfærdigt skattesystem pludselig får adgang til en tilsyneladende uendelig strøm af naturressourcer?

I Sydafrika blev indtægterne fra mineralerne udelukkende brugt til gavn for den hvide del af befolkningen, mens afrikanerne stadig ikke havde mulighed for uddannelse og opkvalificering. Beskatningen af diamanthandel var utroligt lav sammenlignet med beskatning i andre lande med vigtige naturressourcer som Australien og New Zealand, som havde relativt gode institutioner. Dermed kom de enorme naturrigdomme kun i begrænset omfang til at gavne befolkningen i Sydafrika, men bidrog i stedet til den undertrykkelse, der til sidst udmøntede sig i apartheid.

Som anden forskning også har vist – og også fra andre afrikanske lande – så blev infrastrukturen og det økonomiske system udviklet med det primære formål at hive ressourcer ud af Sydafrika, sådan at kolonimagterne – Storbritannien – så billigt som muligt kunne få adgang til diamanter og guld.

Samme historie ser vi i flere andre afrikanske lande. Den Demokratiske Republik Congo er blandt andet kendt for at have fungeret som den belgiske kong Leopolds private ejendom med et statssystem, der var bygget op med det ene formål at trække ressourcer ud af Congo.

På samme måde ser vi, at lande som Niger og Nigeria i dag er blandt verdens fattigste trods enorme olieressourcer. Indtjeningen fra olien kommer ikke befolkningen i landene til gode, men går til en lille elite.

Afrikas ressourcer bag Europas industrieventyr

Europas industrialisering i 1900-tallet blev i høj grad bygget på naturressourcer hevet ud af de afrikanske kolonier. Da de fleste afrikanske lande fik uafhængighed i 1960erne, overtog de nye statsledere de stats- og økonomisystemer, som kolonimagterne havde efterladt.

Det var kolonisystemer, som favoriserede en lille elite, og som i høj grad havde til formål at udtrække ressourcer, som kunne sendes hjem til Europa. Statssystemerne var små og blev ofte refereret til som »gate keeper stat«. Efter uafhængigheden forsøgte mange afrikanske ledere at udvikle et mere fair statssystem, som kom en større del af befolkningen til gode. Det resulterede i enorme gældsproblemer i 1970erne og 80erne.

Gældsproblemer kombineret med en række kup og væbnede konflikter bremsede udviklingen mod et bedre statssystem i mange afrikanske lande.

I dag er Afrika stadig rigt på naturressourcer. Diamanter, olie, guld, kobolt, kobber, litium – dyrebare ressourcer, som vi finder i næsten al vores elektronik, og som er en afgørende komponent i meget af den teknologi, Vesten satser på skal skabe den grønne omstilling. Men trods enorme naturrigdomme er mange afrikanske lande stadig fattige og dybt forgældede, blandt andet fordi de mangler et velfungerende og retfærdigt statssystem.

Afrikanske ressourcer bag Kina industrieventyr

I dag sker størstedelen af verdens produktion af teknologi i Kina. Derfor ser vi i dag, at Kina er begyndt at spille en stadigt større rolle i flere afrikanske lande med investeringer i minedrift, infrastruktur, mobildækning.

Når man ser på udvindingen og brugen af naturressourcer, minder Kinas ageren i Afrika i dag på mange måder om de europæiske koloniers, og i dag går Afrikas naturressourcer til Kinas industrielle væksteventyr.

Både for Europa og for Kina er målet billig adgang til ressourcer der, hvor de udvindes. Men hvor Vesten brugte kolonisering, er Kina nødt til at virke attraktiv for de afrikanske ledere. Så mens Vesten efter kolonitiden har givet lån og bistand til Afrika til gengæld for good governance, demokrati og markedsøkonomi, så giver Kina lånemuligheder til gengæld for kinesiske investeringsmuligheder, men uden mange andre krav.

Med kolonitiden i erindringen virker det til, at mange afrikanske ledere hellere vil samarbejde med Kina, netop fordi Kina ikke blander sig i, hvordan de regerer i deres land. En »vend blikket mod øst«-politik har for mange afrikanske ledere været en måde at finde alternative udviklingssamarbejder. Men mange afrikanske lande har også så stor en gæld til Kina, at Kina får uforholdsmæssigt meget magt over det enkelte lands økonomi.

For nylig blev Zambia, som er kendt for sine stærke bånd til Kina, det første land, som under pandemien ikke kunne afbetale på sine lån. Og lige nu er der en debat, om Kinas ikkeindblandings-politik er et carte blanche til dårlig lånevedligeholdelse og dårlig økonomisk forvaltning. Jeg vil argumentere for, at vi med fordel kan have et dynamisk syn på Kina-Afrika relationerne, da de er under konstant forandring.

I dag er Eureka-diamanten udstillet på Kimberley minemuseum i Sydafrika. Den smukke, skinnende gule 10,73 karat diamant blev startskuddet til en massiv økonomisk og statslig udvikling i det område, der senere blev til Sydafrika. En masse mennesker blev rigere og mere veluddannede, og nogle blev ekstremt rige. Desværre var der ikke mange afrikanere, der kom til at nyde godt af udviklingen.

I dag sidder mange ressourcerige afrikanske lande stadig med en stor udfordring i forhold til at få disse ressourcer til at give national fremgang. Særligt på grund af manglende kapacitet til at udvinde ressourcerne. Det skaber en fortsat afhængighed af udenlandske investorer, som betyder, at afrikanske ledere må arbejde hårdt for at lave de mest fordelagtige aftaler, uanset om de aftaler er med vestlige eller kinesiske investorer.