Zimbabwe viser, hvorfor sanktioner og isolation ikke er vejen til Vestens demokratiske dominans

Med endnu et tvivlsomt valg er Zimbabwes befolkning indstillet til at udholde yderligere 5 år under Zanu PF's styre. Valget er blevet kritiseret af EU-observatører for at være præget af et "klima af frygt", og den regionale økonomiske organisation Southern Development African Community (SADC) hævder, at "valget ikke lever op til kravene i Zimbabwes forfatning, Valgloven, og SADC's principper og retningslinjer for demokratiske valg".

Flere uregelmæssigheder bliver fremhævet. I byområder, som typisk er højborge for oppositionen, ankom stemmesedlerne ikke til tiden, hvilket medførte en forlængelse af valget med en dag, og at en del vælgere simpelthen opgav at stemme.

I flere landområder skulle vælgerne give deres personoplysninger ved Zanu PF's borde, før de afgav deres stemmer. Givet Zimbabwes historie med vold og intimidering under valg hævder kritikere, at dette krav om registrering kan have skræmt flere vælgere fra at stemme på oppositionen, og det stemmer dårligt overens med principperne om frie, retfærdige og troværdige valg.

For landets fattigste og for dem, der har stemt på oppositionen, ligger næste valg i 2028 uoverskueligt langt ude i fremtiden, især hvis landets økonomiske situation og udsigter ikke ændrer sig. Landets massive økonomiske og demokratiske problemer rammer ikke den politiske elite, men helt almindelige zimbabwere. Det gælder også, hvis det internationale samfund fortsætter med at forsøge at isolere landet gennem sanktioner og opretholde dets paria-status. Dette vil kun yderligere påføre smerte, ikke til eliten, men til de fattigste.

I en stadig mere multipolær verden har Zimbabwe desuden i stigende grad mulighed for at styrke sine alliancer med Kina, Rusland, Belarus, og potentielt endda få en invitation til at deltage i den magtfulde Kina-ledede BRICS-alliance.

Zimbabwe samarbejder med dem, der byder sig til

I et bredt cirkuleret interview fra 1990 sagde frihedshelt og Nobel Fredsprismodtager Nelson Mandela: "En af de fejltagelser, folk begår, er at tro, at deres fjender skal være vores fjender… Vores holdning til ethvert land er bestemt af det pågældende lands holdning til vores kamp." Denne udtalelse kom i forbindelse med Sydafrikas kamp mod apartheid.

Men paralleller kan drages til de nuværende udviklingskampe i det globale syd og i Zimbabwe, og Vestens fejlagtige antagelse om, at fordi Kina bliver set som Vestens fjende, ser landene i det globale syd også Kina som deres fjende. Det er ikke tilfældet – tværtimod.

I 2003 vedtog daværende præsident i Zimbabwe og Zanu-PF-leder Robert Mugabe den såkaldte "Look East"-politik, som skulle skabe nye udviklingspartnerskaber med lande som Kina, Malaysia og Singapore. Desuden styrkede han Zimbabwes bånd til Mellemøsten, Rusland og andre østeuropæiske lande som Belarus. I lyset af det internationale samfunds massive sanktioner måtte Zimbabwe søge andre handels- og udviklingspartnere. Kina har især vist sig at være en ivrig partner, der i øjeblikket spiller en betydelig rolle i udvindingen af det sjældne metal litium i Zimbabwe. Litium spiller en nøglerolle i teknologi til den grønne omstilling.

Derudover har Kina erstattet Zimbabwes parlamentsbygning fra kolonitiden med en ny, moderne og veludstyret bygning til en værdi af omkring 200 millioner amerikanske dollars.

Zimbabwe har fået regionens første litium-forarbejdningsfabrik, også bygget af kineserne. Kina har desuden bygget veje og vandkraftanlæg. I Kina gælder ordsproget "Hvis du vil være rig, skal du først bygge veje", og det ser ud til, at dette samme princip har guidet Kinas engagement i Zimbabwe.

Vestens retorik om demokrati klinger hult

Når politikerne her efter valget indtager deres pladser i det nye, kinesisk-byggede parlament, og når zimbabwere får job inden for for eksempel litiumforarbejdning kommer retorikken fra tidligere kolonimagter om vigtigheden demokrati, menneskerettigheder og det frie marked til at klinge hult.

Særligt når man tager i betragtning, at mantraet om menneskerettigheder, demokratisering og liberalisering i Zimbabwe starter omkring 1980 umiddelbart efter et århundrede med kolonialismen grusomheder og uretfærdigheder, hvor zimbabwere har lidt under et apartheid-lignende hvidt mindretals kolonistyre.

Erindringerne om tiden før 1980 er en god forklaring på, at de fleste ældre borgere i Zimbabwe faktisk stemmer på Zanu-PF, der stadig står som dem, der tog det sande opgør med det hvide mindretals overherredømme.

Så hvad vil der ske, hvis det internationale samfund fortsætter med at vende ryggen til Zimbabwe?

De sanktioner, der blev pålagt Zimbabwe i starten af 2000'erne, har kun forværret forholdene for almindelige zimbabwere og har ikke ført til forbedrede demokratiske forhold i landet. Zimbabwes historie fungerer som et casestudie i følgevirkningerne af isolation og sanktioner.

Kolonilignende relationer, hvor tidligere kolonier fortæller afrikanske lande, hvordan de skal regere deres lande, og hvis de ikke gør det, bliver de straffet, finder i mindre og mindre grad fodfæste i den moderne verden.

Vi ser derimod ind i en ny multipolær verden med flere magtcentre og potentielle samarbejdspartnere også for et land som Zimbabwe. Den økonomiske sammenslutning mellem Kina, Rusland, Indien, Sydafrika og Brasilien (BRICS) vil med stor sandsynlighed vinde mere terræn. Organisationen arbejder blandt andet for at omforme det internationale pengevæsen og tilbyde et alternativ til Vestens udviklingsfinansiering for nationer i det globale syd.

Det udelukker dog ikke, at statsledere stadig kan stilles til ansvar for deres ageren. Den kritiske rapport fra SADC om valget i Zimbabwe understreger klart, at valgsvindel og overtrædelser af menneskerettighederne heller ikke bliver set som acceptabelt på det afrikanske kontinent, og det internationale samfund kan med fordel støtte op om den kritik.

Uvis fremtid for Zimbabwe

Både gamle og nye partnerskaber vil være afgørende for Zimbabwes udvikling. Selvom Zimbabwe er åben for at engagere sig og lave aftaler med enhver villig og kapabel udviklingspartner, har landets ledelse ansvaret for at sikre, at sådanne aftaler ikke kun gavner eliten, men hele nationen.

Hvis naturressourcer fortsat skal udgøre rygraden i Zimbabwes økonomi, er det afgørende at overveje, hvem man overdrager rettigheder til minedrift til, og hvordan sådanne aftaler er skruet sammen. Ellers vil Zimbabwe blot gentage den økonomiske udnyttelse, der fandtes under kolonitiden, hvor værdifulde ressourcer blev udvundet til fordel for metropolstaten - men med nye partnere, f.eks. Kina i stedet for de tidligere kolonier.

Med den uigennemsigtighed, der omgiver de nuværende aftaler, er det mest sandsynligt, at gevinsten for Zimbabwes naturressourcer primært vil tilfalde en lille udvalgt gruppe i toppen af magten. På samme måde kan man med fordel spørge sig selv, om forholdet mellem Kina og Zimbabwe har gavnet landet eller befolkningen som helhed?

Partnerskabet med Kina har endnu ikke betydet, at landets udvikling blomstrer, eller at fattige zimbabwere er blevet mindre fattige. Tværtimod blomstrer ulovlige finansielle strømme, skatteunddragelse og korruption.

Hvis Vesten beslutter at fortsætte sanktionstilgangen til et land som Zimbabwe, bør beslutningen være begrundet med andet end landets uperfekte demokrati og menneskerettighedsforhold. Mere end 20 års sanktioner burde have lært os, at den tilgang ikke forbedrer hverken demokrati, økonomi eller menneskerettigheder.

Zimbabwes demokratiske og humanitære udfordringer kunne omvendt ses som en årsag til at engagere sig og forsøge at samarbejde med landets ledere om at få Zimbabwe på ret kurs.