Antropolog: Her er de mænd og drenge, Europa frygter allermest

»Har du hørt, hvad der skete i nat?«, spørger Nejma, der er redder påmigrantredningsskibet Geo Barents på Middelhavet. »Vi måtte samle 11 lig op fra havet«. De havde ligget i vandet længe, helt opløste. Uvist, hvor de kom fra.

Geo Barents havde forsøgt at få de libyske kystvagter – dem EU sender milliarder til – til at gøre deres arbejde og hente ligene. Men der kom intet svar. Derfor måtte Læger uden Grænsers ngo-skib samle dem op og sejle ligene til Italien, så de kunne blive begravet.
Vi ser ind i en af de travleste somre på havet siden flygtningekrisen i 2015-16. 

Med flere døde. 65 pct. procent af dem, der drukner på havet, forbliver uidentificerede. Men det er ikke de døde, der skræmmer Europa. Faren, må man forstå, er de unge muslimske mænd. Læs bare Læger uden Grænsers feed på X: »Redningsskibe importerer voldsparate møgdyr«, og »I redder femte kolonne«, skriver folk.

Der er kvinder, børn og familier, der krydser Middelhavet. Men hovedparten, cirka 90 pct.,er ganske rigtigt mænd, mange teenagere på blot 15 år og lige for tiden især fraBangladesh, Syrien, Egypten, Sudan, Eritrea og Pakistan. Lande med meget forskellige situationer – også nogen, man typisk ikke får asyl for.

Det skal vi tale meget mere om. Men det er, som om politikere ikke vil tale om dissemænd, som andre end nogen, der skal afvises som asylansøgere, og som nogen, der er dyre og farlige at have i Europa. Og hvor pengene ville være bedre brugt på at købe spande til Burkina Faso,
som ministrene Dan Jørgensen og Kaare Dybvad skrev for nylig i Politiken.

Uanset hvad politikerne måtte mene, fortsætter mændene med at krydse Middelhavet. Mange af dem, der overlever turen, bliver sat i lejre uden mulighed for at tjene penge. Nogle begynder på berigelseskriminalitet og kommer ud på en dårlig løbebane. Det var jo ikke derfor, de kom til Europa.

Sine Plambech har interviewet nogle af de mænd, der blev samlet op af redningsskibet Geo Barents i Middelhavet. Her interviewer hun
Hamdi, der er 18 år og fra Egypten:

Hvorfor flygtede du?

»Jeg blev drillet og tit slået voldsomt af folk i min landsby, fordi jeg er døv. Jeg har aldrighaft mulighed for rigtig at lære tegnsprog, fordi jeg kommer fra en fattig landsby udenden mulighed. Kun min mor og far forstår mine tegn. Jeg kom hele tiden i problemer, fordi jeg ikke kunne kommunikere med folk. 

Jeg arbejdede hårdt som daglejer, men det førte ingen steder hen. Jeg kunne se, mit liv ville fortsætte sådan. Jeg kan godt lidemennesker, jeg er på Instagram, hvor jeg kan skrive med folk. Og jeg begyndte attænke, at jeg kunne have et bedre liv, hvis jeg rejste. Jeg vil gerne tjene penge til dem derhjemme og hjælpe til ved at arbejde og sende penge hjem«.

Hvilke overvejelser gjorde du dig om faren?

»Jeg sagde det ikke til min far og mor, at jeg ville krydse havet. Min mor havde sagt, at hvis jeg en dag ville rejse, forstod hun det godt. Men hun sagde, jeg aldrig måtte krydse havet, fordi det er så farligt. Men jeg var ikke bange, jeg tror på mig selv og på, at Gud hjælper mig«.

»Jeg sagde det først til hende, da jeg var blevet reddet. Så græd hun. Jeg takker Gudfor, at skibet reddede os den dag, det var den bedste dag i mit liv. Det var meget svært at sidde ude på den lille båd – som om døden var meget tæt på«.

Hvad drømmer du om at finde på den anden side af Middelhavet?

»Jeg vil søge asyl og måske får jeg det, fordi jeg er døv. Jeg vil gerne lære tegnsprog rigtigt, så jeg kan forstå folk, og de kan forstå mig. Og så vil jeg gerne gå i skole i Europa og blive tømrer«.

Muhammad, 40 år, Syrien

Hvorfor flygtede du?

»Jeg ville undslippe militærtjeneste i Syrien. Jeg havde allerede været i krig i syv år, da de ville tvinge mig i krig igen. Men jeg har fire børn, min yngste datter er kun to måneder, og jeg vil ikke dø i krig. Livet i Syrien er meget meget svært. Jeg følte også en mere eksistentiel længsel efter noget andet i livet. At der er mere i livet, end hvad der var muligt for mig i Syrien. Jeg er uddannet advokat og har en ph.d. i menneskesmuglingslovgivning«.

Hvilke overvejelser gjorde du dig om faren?

»På grund af mit arbejde ved jeg rigtig meget om, hvordan smugling foregår. Jeg synesogså, det var lidt skamfuldt, men jeg havde ikke andre muligheder«. »Jeg lå i bagagerummet af en bil, da vi kørte over grænsen fra Syrien. Min bror tog afsted på samme måde. Vi skulle være helt stille ved alle checkpoints. I Libyen sad jeg ismuglernes ventehuse i tre uger, inden vi skulle krydse. Jeg blev egentlig behandlet o.k.– som om de respekterede mig og min baggrund. Men de unge mænd fra Bangladeshblev tortureret for øjnene af mig. Det var et mareridt at være vidne til. De blev behandlet som dyr«.

»Min bror og jeg sejlede med to forskellige både. Jeg blev reddet af Læger uden Grænsers skib efter 15 timer på havet. Jeg troede, at vi ville drukne. Det var lige meget,at jeg vidste noget om smugling. Havet er ligeglad. Jeg bad til Gud og tænkte på minebørn. Min bror blev fanget af den libyske kystvagt og bragt tilbage til Libyen i fængsel.Der er han nu. Min kone var meget bange for min rejse, men vi blev enige om, at det var det eneste at gøre«.

Hvad drømmer du om at finde på den anden side af Middelhavet?

»Min plan er at tage videre til Tyskland og søge asyl på grund af min tvungne militærtjeneste. I Tyskland kan jeg bedre bruge min advokatuddannelse end i Italien. Jegvil lære tysk så hurtigt som muligt og så finde et arbejde. Jeg håber på, at min familiekan komme til Tyskland om et par år«.