Antropolog Sine Plambech efter feltarbejde: Virker alt det her? Det korte svar er nej. Det er spild af penge

»De brænder migrantbåde inde på den libyske kyst«, siger Claire og rækker mig kikkerten, så jeg selv kan se røgen.

Jeg søger i kikkerten langs den libyske kyst. Det er sidst på eftermiddagen, og jeg skimter så småt lysene fra nogle af højhusene i Tripoli. Jeg stiller skarpt, og dér, et stykke vest for Tripoli, ser jeg tre tynde røgsøjler fra bådene, der brænder.

Jeg har været migrationsforsker i 20 år og har netop sejlet på Middelhavet i fire uger for at undersøge, hvad de aftaler, Europa har indgået, konkret betyder for de mennesker, der enten redder eller reddes på Middelhavet.

Da jeg ser røgen, står jeg på broen på Læger uden Grænsers migrantredningsskib ’Geo Barents’ i den allersydligste del af Middelhavet cirka 25 kilometer ud for Libyens kyst i internationalt farvand. Ngo-skibet patruljerer dag og nat efter overfyldte både med småbørn, familier og unge i havsnød, redder dem og sejler dem til Italien.

Omvendt forholder det sig, når det er libyere, der samler mennesker op på havet. Såsejler de dem tilbage til Libyen, sætter dem i fængsel og brænder migrantbådene forat forhindre dem i at sejle ud igen. Der foregår et tovtrækkeri hen over havet.

Og når man brænder bådene på den ene kyst, fabrikeres de på den næste. På dentunesiske kyst skyder små private metalbådsværksteder op i hastig fart. De fremstiller de metaljoller med knivskarpe kanter, som mange migranter for tiden krydser havet ifra Tunesien, og som gør, at redningsgummibådene må polstres ekstra for ikke atblive skåret op under redningsaktioner. Migranter bliver nu reddet med dybe kødsårog brændemærker fra de tunesiske metalbåde.

Libyen og Tunesien er blot to af de lande, som EU har sendt milliarder af sted til de seneste år, så de kan agere grænsehegn for Europa. Det er derfor, de brænder migrantbådene.

Med pandemien, Ukraine-krigen, klimakrisen og konflikten i Mellemøsten har du måske ikke skænket migrationen over Middelhavet mange tanker siden 2015, da hundredtusindvis krydsede havet, og mennesker, der søgte sikkerhed, gik på de danske motorveje. Hvad har ændret sig siden da? Hvad er det nye? Og hvad er problemet?

For det første skal vi lige have én ting på plads: Folk krydser stadig Middelhavet. Hver dag og nat. Antallet af folk, der krydser havet, nærmer sig med hastig fart tallene fra 2015. Sommeren 2024 forventes at blive den travleste på havet siden 2015. Forskellen er, at de ikke længere primært ses som ofre, der skal beskyttes, men som folk, der skal stoppes. EU er gået fra fokus på humanitær indsats til grænsekontrol.

Derfor er der ikke længere en fælles humanitær redningsindsats på havet. Der er i stedet en fælles grænsekontrolindsats varetaget af Frontex, der netop har fået lovning på 10.000 flere ansatte.

I stedet foretages redninger primært af den italienske kystvagt og en mindre civil flåde af ngo-skibe, herunder ’Geo Barents’. Men færrengo’ere tør redde liv, fordi de bliver anklaget for at være human traffickers og risikerer op til 20 års fængsel. At redde liv blev engang betragtet som en god og politisk neutral handling. Men i tilfældet Middelhavet er det blevet en handling, der rejser tvivl og hundredvis af spørgsmål.