På verdens mest dødbringende flygtningerute bliver det klart, hvad der egentlig driver migranterne

Jeg hedder Fatima. Jeg er højgravid og driver rundt i en lille vandfyldt gummibåd på Middelhavet og råber efter hjælp. Jeg har ingen redningsvest på, og bølgerne slår indover bådens ræling. Dieselmotorens dunst og bådens vippen gør mig svimmel og giver mig voldsom kvalme.

En orange redningsspeedbåd nærmer sig med fem livreddere om bord. De bærer hvide hjelme og redningsveste. De råber til mig og de andre, der sidder i båden. Men jeg forstår ikke engelsk og fatter ikke, hvad de siger. De andre i min båd begynder at råbe og vinke og rejser sig op og søger over mod den side, hvor redderne er. Båden hælder faretruende.

Redderen, der står forrest i redningsbåden, ser bestemt på os og signalerer med armene, at vi skal sætte os ned. Nu!
Jeg peger på min store gravide mave. En af redderne ser mig i øjnene, og jeg kan se,hun har set min mave. De kaster redningsveste til os og begynder at trække os over påderes båd. Vi er reddet. Endelig.

Jeg hedder ikke Fatima i virkeligheden. Jeg hedder Sine og er antropolog, og det, du lige har læst, var en realistisk øvelse, hvor jeg skulle spille rollen som migrantkvinden ’Fatima’ under en redning på Middelhavet for få uger siden. 

Gennem 20 års migrationsforskning har jeg lyttet til talrige historier fra migranter, der har krydset havet i små både, og familier, der har mistet deres kære til havet, og jeg har besøgt de uidentificerede migrantgrave på knoldede jordlodder i Syditalien.

Jeg er lige kommet hjem efter en måned på feltarbejde på Middelhavets største redningsskib, Læger uden Grænsers ’Geo Barents’. Jeg ville mærke havet og se rutenmed mine egne øjne. Ikke fra en migrantbåd, men et redningsskib. 

Jeg ville også undersøge en udbredt forestilling i migrationsdebatten ved selvsyn: at redning af synkende både medfører, at flere mennesker vil forsøge at krydse havet, fordi de tror, de bliver reddet.

Jeg steg om bord ved Siciliens kyst, flyttede ind i en lille kahyt, fik en radio og sejlede i dagevis og stormvejr mod redningszonen mellem Nordafrika og Europa til det områdepå havet, der hedder Search & Rescue 1 (SAR1), hvor flest krydser, fordi det er den korteste sejlrute til Italien.

På vej derud lærte jeg om redningsteknik, humanitær maritim lov, typer af smuglerbåde– lige nu er det små hjemmelavede metalbåde, mange krydser havet i – hvordan manhjælper en kvinde i fødsel på havet og forhandling på havet med våbenføre kystvagter finansieret af EU.
De fleste reddere er unge europæere, nogle enkelte fra Argentina og USA. Det medicinske hold er fra USA, Frankrig, Grækenland ledet af den danske sygeplejerske Anni på 70 år fra Vestjylland.

De leder efter synkende både og mennesker i havsnød døgnet rundt. Med kikkerter,radarer og to ngo-fly i luften over os. De træner, spiser, læser, dokumenterer, ser’Friends’, spiller guitar – men er hele tiden på vagt. Hele tiden med et øre på vores radioog Claire, lederen af redningsholdet, der, når der er blevet opdaget endnu en synkendeskude, kalder: »Ready for Rescue, Ready for Rescue!«.

Så har holdet tre minutter til at tage arbejdstøjet på og ræse ud over bølgerne. De seneste år ofte i høje bølger i denbælgmørke nat, hvor flere nu begiver sig ud fra Libyen og Tunesien i ly af mørket.

Mere end en million mennesker søgte asyl i EU-lande sidste år. Det er første gang siden flygtningestrømmen fra Syrien i 2015 og 2016, at antallet runder en million. Og det er stadig et emne, der får de europæiske befolkninger op i det røde felt.

Den dag, jeg steg om bord, skrev jeg på X, at jeg skulle på feltarbejde på et redningsskib på Middelhavet. Folk blev rasende i en grad, jeg ikke har oplevet i mine 20 år i den offentlige migrationsdebat. 

Se bare her: »De er smuglernes håndlangere«, »De er bare en havtaxi«, »Alt for mange drukner på den rejse, som du medvirker til at lokke dem ud på. Hvor er det dog klamt«, »Klamme forrædersvin«, »Det er mennesker som dig, der importerer voldsparate møgdyr til Europa«, »Skibet er en pull-factor (den faktor, der trækker folk over havet, red.)«. 

Jeg slettede dem hurtigt.

Men argumentet er ikke nyt i migrationsdebatten. Forestillingen er, at flere migranter tør bevæge sig ud i en gummibåd over Middelhavet, fordi migranterne og smuglerne ved, at der er en sandsynlighed for, at de bliver reddet, hvis den kæntrer. Og det er ikke kun forestillinger på sociale medier – for nogle af redderne har det haft store omkostninger. De har siddet anklaget for human trafficking og risikeret lange fængselsstraffe.

Den dag, jeg spillede gravide Fatima, vidste jeg selvfølgelig, at jeg ville blive reddet, og at det ville ende godt. Det kunne den rigtige Fatima ikke ane.

Og det er min første pointe: Det er svært at blive reddet. Middelhavet er langt større og voldsommere end det, øjet ser på en hvidvinsperlende sommerferie sydpå. Bølgerne er ofte fem meter høje, og du kan sejle i dagevis uden at se land. Det er vanvittigt svært at få øje på de små både, som er dem, flest krydser i nu. Radaren kan ikke se dem, og de krydser om natten.

De, der blev reddet, mens jeg var med ude på havet, havde siddet i 15 timer i en båd fyldt med vand uden redningsveste og var begyndt at besvime på grund af dampe fra motoren. De havde højst et par timer tilbage at leve i, før de alle ville have været i havet og druknet. De, der blev reddet, anede ikke, der fandtes redningsskibe i området.

For det andet: Ngo-redningskibe som ’Geo Barents’ redder kun 7 procent af dem, der reddes på havet mellem Nordafrika og Italien. De øvrige reddes mestendels af den italienske statslige kystvagt. Er de statslige kystvagter så også ’klamme forrædersvin’ og ’human traffickers’? Det interessante her er, hvorfor folk ser rødt, når det er ngo’er, der redder, men ikke, når europæiske stater redder liv?

For det tredje: Et af de steder, der oplever den allerstørste stigning i antallet af folk, der krydser, er den længste og mest dramatiske rute, atlanterhavsruten mellem Vestafrika og De Kanariske Øer. Her er ingen ngo-redningskibe, og alligevel krydser folk som aldrig før.

For det fjerde: Hvis EU havde styr på det, og ingen druknede på havet, ville ngo’erne ikke være der. Det er voldsomt dyrt og arbejdskrævende for ngo’er at redde liv på havet.

For det femte: Der er ingen forskning, der viser, at flere redningsbåde fører til flere flygtninge over Middelhavet. Og selv i det tilfælde, at det skulle være muligt at måle en mindre stigning, der udelukkende skyldes muligheden for at blive reddet (og ikke flugten fra krig, konflikt, tortur, arbejdsløshed eller forfølgelse), står vi stadig med det grundlæggende moralfilosofiske spørgsmål: Er en potentiel mikrominimal stigning grund nok til, at vi skal acceptere, at folk drukner i Middelhavet?

Det er knap ti år siden, at det, der kaldes den europæiske flygtningekrise, startede. Men der dør stadig mennesker hver dag på havet, og antallet, der krydser, har ikke været højere, siden dengang krisen startede – det er stadigvæk verdens mest dødbringende migrationsrute.
I løbet af de ti år er Europa gået fra at have fokus på humanitær indsats til at have fokus på grænsekontrol. 

Tiden er inde til, at vi udvikler nye indsatser ud fra den viden, vi har –ikke på forestillinger om, at redning er årsagen til, at folk krydser. Det er håbet om sikkerhed og arbejde, der får folk til at krydse. Ikke sandsynligheden for redning.

At spille Fatima med en stor gravid mave på havet er nok det tætteste, jeg nogensinde kommer på at mærke, hvor svært det er at blive reddet i høj bølgegang. »Bare en havtaxi«, skrev én hånende på X. ’Havambulance’ havde nok været mere præcist.