Amerikanerne får ikke ASEAN-landene til at vælge side i rivaliseringen mellem USA og Kina
Præsident Biden rullede i forrige uge den røde løber ud for de ti sydøstasiatiske lande, i den regionale sammenslutning, ASEAN. For Biden-administrationen var topmødet vigtigt i bestræbelserne på at genopbygge tilliden til Sydøstasien efter flere års amerikansk slingrekurs, hvor USA har mistet indflydelse til Kina.
Der er gode grunde til, at USA ønsker at styrke samarbejdet med ASEAN-landene. ASEAN er verdens femtestørste økonomi og omfatter store vækstøkonomier som Vietnam og Indonesien samt amerikanske forsvarsallierede som Thailand og Filippinerne. Flere af landene grænser op til Kina, og spiller en aktiv rolle i territorialstridighederne med Kina, i det Sydkinesiske Hav. Biden-administrationen har da også gentagne gange understreget, at ASEAN står centralt i den amerikanske strategi for »Indo-Pacific«, hvor hovedudfordringen er Kina.
Samtidig med at USA har mistet indflydelse i Sydøstasien, har Kina ført sig selvsikkert frem i regionen. Kina har, under XI Jinpings ni år ved magten, knyttet alle ASEANlandene økonomisk tættere til sig, og mange af landene har fået opgraderet deres infrastruktur med kinesisk hjælp.
Gennem Silkevejsprojektet har Kina åbnet landegrænserne til nabolandene Myanmar og Laos og udbygget infrastrukturen i Cambodia. Jernbanenet, veje, olie- og gaslinjer samt økonomiske specialzoner forbinder nu flere af landene med Kina, og store infrastrukturprojekter har set dagens lys i Indonesien og Malaysia.
Kinas forsøg på at knytte landene økonomisk tættere er blevet styrket gennem indgåelsen af verdens største handelsaftale, det regionale økonomiske partnerskab, (RCEP) i 2020. Udover ASEAN-landene omfatter aftalen Australien, Japan, Sydkorea, New Zealand og Kina. At USA står uden for aftalen, har yderligere svækket USAs handelspolitiske rolle, efter at Trump i 2017 trak USA ud af det transatlantiske partnerskab, CPTPP.
Kinas bekymrende opførsel
På det sikkerhedspolitiske område har Kinas aggressive håndhævelse af territoriale krav i Det Sydkinesiske Hav imidlertid skabt utryghed blandt flere af ASEAN-landene og bidraget til landenes noget ambivalente holdning over for Kina. Det økonomiske samarbejde med Kina er på flere områder attraktivt for Sydøstasien, men Kinas sikkerhedspolitiske ageren skaber bekymring.
De konkrete resultater af topmødet var beskedne og bibragte meget lidt nyt. For USA var det vigtigt, at det blev aftalt at arbejde henimod en bredere strategisk samarbejdsaftale til underskrivelse senere på året. Grundlæggende viste mødet imidlertid, at parterne har urealistiske forventninger til hinanden. På en række områder ønsker de ting, som den anden part ikke vil levere på. USA får ikke ASEAN til at vælge side i rivaliseringen mellem USA og Kina, og mødet understregede uenighederne i forhold til Rusland, og menneskerettighedssituationen i regionen.
Den gordiske knude i samarbejdet synes at være, at USA af indenrigspolitiske årsager ikke kan levere på ASEAN-landenes store ønske om udvidet markedsadgang. Singapore, Vietnam og Malaysia undlod da heller ikke at nævne, at de forventede mere af USA i forhold til handel og investeringer.
På trods af de amerikanske forsikringer om ASEANs centrale rolle i Indo-Pacific peger en del på, at ASEAN ikke nødvendigvis er USAs første prioritet i forhold til samarbejdet i regionen. USA har siden Bidens tiltræden haft større fokus på at styrke det sikkerhedspolitiske partnerskab med Australien, Indien og Japan, det såkaldte Quadsamarbejde.
Mere aktivt USA efterlyses
Det var da også på et møde med de øvrige Quad-lande, at USA, få dage efter ASEANtopmødet, præsenterede en ny politik, for det økonomiske samarbejde i Indo-Pacificområdet. Den nye politik kan imidlertid hverken kompensere for USAs manglende deltagelse i de regionale handelsaftaler eller opfylde ASEAN-landenes ønske om udvidet markedsadgang.
ASEAN-landene lægger ikke skjul på, at de gerne ser et mere aktivt og synligt USA i Sydøstasien. Et stærkt samarbejde med USA på det sikkerhedsmæssige- og økonomiske område er for ASEAN-landene en forudsætning for, at de kan balancere relationen til Kina. Set i det lys, var selve afholdelsen af mødet midt under Ukraine-krisen måske det vigtigste resultat. Det var et signal til landene om, at USA trods alt stadig har et øje på ASEAN, men topmødet formåede ikke at fjerne usikkerheden om USAs reelle prioriteringer i forhold til Indo-Pacific-området.
